En læser fortæller: Mit liv var noget rod
På alle måder en fiasko
Da min mand, der var far til min yngste søn, fortalte mig, at han havde fundet en anden, og at hun var gravid med ham, kunne det ikke gå hurtigt nok for mig og mine to drenge med at komme væk. Jeg flyttede til den første, den bedste lejlighed, selv om den var alt for dyr.
Det var min anden skilsmisse, for jeg var blevet skilt fra min ældste søns far fem år forinden, og jeg følte mig på alle måder som en fiasko. Oven i det havde jeg en uafsluttet uddannelse hængende over hovedet, som jeg ikke ville have råd til at gøre færdig, før vi kunne flytte til noget billigere, og det havde lange udsigter.
Min storesøster derimod havde klaret sig anderledes godt. Hun var uddannet sygeplejerske og boede i hus med sin mand gennem 15 år og deres tre fælles børn. Til sammenligning var jeg familiens sorte får, og mit liv var noget rod. Jeg var også ked af, at min mor var så bekymret for mig.
Læs også: En læser fortæller: jeg overvandt mig selv efter skilsmissen
En aften, drengene og jeg var hjemme hos min mor til middag, fortalte min store dreng, at vi nok snart skulle flytte, fordi jeg ville begynde i skole igen.
Det var ikke noget, jeg havde indviet min mor i, for så ville hun bare blive endnu mere bekymret for os. Hun stillede en masse spørgsmål, som jeg svarede undvigende på, og ikke længe efter tog vi hjem.
En kæmpe fornærmelse
Et par dage senere ringede hun og spurgte, om vi havde lyst til at flytte ind hos hende. Det kunne bare være, mens jeg gjorde min uddannelse færdig, men det kunne også sagtens være permanent.
Min mor boede tæt på skole og børnehave, og selv om jeg ville få lidt ekstra transporttid til min uddannelse, kunne det sagtens hænge sammen.
– I får hele førstesalen for jer selv. Jeg kan sove i værelset nede ved siden af stuen, og vi behøver ikke sidde lårene af hinanden, forsikrede hun.
Jeg afviste hende kort og kontant og tog det som en kæmpe fornærmelse, at hun overhovedet kunne finde på at spørge. Det ville hun aldrig have spurgt min søster om!
Dagen efter ringede min søster, fordi hun undrede sig over, at jeg havde afslået vores mors tilbud.
Jeg vidste ikke, hvad min mor havde sagt til hende, men jeg blev meget vred og vrissede, at de ikke skulle behandle mig, som om jeg ikke kunne klare noget som helst selv. Hvis de troede, at jeg ville stikke halen mellem benene og flytte hjem til min mor igen med sønnerne fra mine forliste ægteskaber, ville de blive skuffet.
Min søster lød oprigtigt overrasket over mit vredesudbrud, for sådan var der overhovedet ingen, der så på mig. Tværtimod, sagde hun.
Hun var fuld af respekt for, hvordan jeg havde klaret at få os igennem den svære tid, hvor drengene og jeg skulle bygge et nyt liv op fra grunden.
– Det er din fortjeneste, at de har det så godt, sagde hun.
Min søsters ord varmede mig, for sådan havde jeg aldrig tænkt på det. Måske var det kun oppe i mit eget hoved, at jeg var en fiasko?
Læs også: Brev til Anne-Marie Østersø: Veninden kan ikke komme over sin skilsmisse
Min mor kom forbi og sagde undskyld for, hvis hun havde fået spurgt mig på en dum og ufølsom måde, men tilbuddet stod stadig ved magt.
Huset havde i forvejen været for stort, efter at min søster og jeg var flyttet hjemmefra, og siden vores far døde forrige år, havde hun slet ikke brugt al pladsen. Det ville være skønt med liv i huset igen, og hvis hun samtidig kunne hjælpe mig, kunne det ikke være bedre.
Ellevilde drenge
Jeg havde brug for at tænke mig om og vende det med drengene, men de var selvfølgelig ellevilde ved tanken om at flytte ind hos mormor, og det fjernede den sidste rest af tvivl.
I dag er jeg tilbage i mit barndomshjem. Der er måske ikke meget plads, og jeg ved ikke, hvordan en eventuel ny kæreste vil reagere på at dele spisekøkken med sin svigermor, men mon ikke det går?
Drengene elsker at være her, og jeg har det ligesådan. Det tror jeg faktisk ikke vil ændre sig, selv om jeg bliver færdig med min uddannelse næste år. Det her er vores hjem nu.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
