En læser fortæller: Mit vægttab løb løbsk
Indstillet til slankeoperation
Allerede i barndommen var jeg en stor pige, hvilket jeg havde til fælles med de fleste i min familie. På min 35-års fødselsdag i januar 2017 viste vægten 135 kilo, og da indså jeg, at jeg måtte gøre ved det.
Jeg havde på det tidspunkt fået tre skønne unger, og jeg ville jo gerne have et langt liv sammen med dem og med min dejlige mand, som aldrig sagde et ondt ord om min overvægt.
Efter et besøg hos lægen blev jeg indstillet til en slankeoperation, og derefter gik det stærkt. Inden for en måned havde jeg fået en gastric bypass, og kiloene raslede af mig. Det hele gik fint, og jeg var tilbage i mit job som skolesekretær i løbet af et par uger.
Kirurgen havde sagt, at jeg kunne forvente at tabe 60-80 procent af min overvægt som følge af operationen. Mit mål var at komme ned på 75 kilo, og det nåede jeg overraskende hurtigt.
Læs også: Jeg er stadig usikker
Men mere vil have mere, og jeg besluttede at fortsætte. De planer holdt jeg dog for mig selv, for venner, familie og kolleger sagde enstemmigt, at nu havde jeg da helt bestemt tabt mig rigeligt. Det samme mente de på sygehuset, hvor jeg kom til kontrol.
70 kilo var væk
Halvandet år efter operationen var der røget hele 70 kilo, og jeg vejede nu 65 kilo. Mit BMI-tal var normalt, og jeg kunne godt have stoppet der, men tanken om at se et 5-tal stå forrest på digitalvægtens lille display virkede meget tillokkende på mig.
Jeg købte et medlemskort til et fitnesscenter, hvor jeg både trænede på maskiner og deltog i holdtræning som jumping fitness.
Min mand og andre omkring mig havde stor forståelse for, at jeg brugte tid på fitness, for jeg skulle jo prøve at få strammet min slaskede hud op. Det var på en måde sandt nok, men mit hovedformål med træningen var at komme længere ned i vægt.
Når jeg lagde nye fotos ud på de sociale medier, fik jeg utroligt mange kommentarer om, at jeg så helt fremmed ud. Jeg oplevede også at møde folk på gaden, som ikke hilste, fordi de ikke genkendte mig.
De første mange kilo havde jeg smidt uden det store besvær, men det var vanskeligere for mig at komme ned under de 60 kilo. Derfor intensiverede jeg min træning, og jeg erstattede så mange måltider som muligt med slankemåltider som pulver eller proteinbarer.
Som oftest indtog jeg kun to små, almindelige måltider om dagen, nemlig frokost og aftensmad. På den måde opdagede hverken mine kolleger eller min familie min hemmelige plan om yderligere vægttab.
I løbet af tre måneder lykkedes det mig at nå ned på en vægt, der svingede mellem 56 og 58 kilo. På en måde føltes det som en sejr, og på en anden måde vidste jeg egentlig godt, at jeg var kommet ud på et skråplan.
Mine knogler kunne nu ses tydeligt, og jeg fik efterhånden rigtig mange kommentarer fra andre mennesker om, at jeg var blevet alt for tynd. Det gjaldt især min mand og min øvrige familie, som gav udtryk for stor bekymring for mig.
Angst for at tage på
Da jeg var til min sidste kontrol på sygehuset, forventede jeg at høre noget lignende, men de sagde bare til mig, at nu måtte jeg ikke tabe mig mere. Dog fik jeg også at vide, at på grund af ressourcemangel kunne de kun operere og ikke tage sig af eventuelle psykiske følger.
Jeg indviede dog heller ikke sygehuspersonalet i mine kvaler, men sandheden var, at jeg havde udviklet en stor angst for at komme til at veje mere end de 58 kilo. Det var svært at indrømme over for andre, men endnu mere over for mig selv.
De sidste tre måneder har min vægt været stabil mellem 56 og 58, men i samråd med min mand er jeg nu begyndt på et kostbart forløb hos en personlig træner. Hun skal lære mig at få motion og sund kost til at balancere, så jeg kan være slank og sund i stedet for tynd og syg.
Alt dette havde jeg ikke regnet med, da mit vægttab begyndte, men jeg er indstillet på det, for jeg har så meget at kæmpe for.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
