En læser fortæller: Mobning giver ar

Et årelangt mareridt

Jeg var tre år, da mine forældre i 1982 blev skilt, hvorefter min mor og jeg flyttede fra Sjælland til en jysk provinsby. Kort efter flytningen kom jeg i børnehave, og der trivedes jeg udmærket og havde det fint med de andre børn.

I skolen gik det til gengæld galt allerede fra første dag. Den begivenhed, der blev startskuddet til mit årelange mareridt, indtraf efter kun få minutter i klasseværelset. En dreng havde gemt sig i et skab, og pludselig sprang han ud og råbte højlydt: – Bøøøhh!

Det var selvfølgelig hans hensigt at forskrække elever og forældre, men jeg blev ikke blot forskrækket, jeg fik simpelthen et chok, og jeg gav mig til at græde. Det skulle jeg aldrig have gjort, for på den måde opdagede drengen og hans venner, at det var sjovt at drille mig, fordi jeg reagerede på det.

Der var ikke den ting, jeg ikke blev drillet med, og det blev snart en plage for mig at gå i skole. Især i de små klasser var mobningen fysisk, og det gjorde mig meget angst.

Læs også: En læser fortæller: Han søgte en kvinde som mig

Min onde ånd

Jeg prøvede at komme med ind i de andres fællesskab, og det var nok derfor, at jeg en vinterdag havde sagt ja til at gå over i kantinen for at købe noget til nogle af klassekammeraterne.

På det tidspunkt havde jeg forelsket mig i en af drengene fra parallelklassen, og det havde både han og de fleste af de andre på vores klassetrin uheldigvis opdaget. Drengen hed Stefan.

Da jeg var på vej hen over den tilsneede skolegård, fik Stefan øje på mig, og han begyndte straks at forfølge mig. Jeg befandt mig ud for et lavt stengærde, da han nåede hen til mig, og der greb han fat i mig, pressede mit hoved hårdt ned mod gærdet og masede en stor snebold ind i min mund.

Da han endelig gav slip, skyndte jeg mig ned i kantinen. På vej tilbage over gårdspladsen med alle madvarerne angreb han mig igen, og jeg blev nødt til at smide det hele fra mig i sneen for at redde mig i sikkerhed.

Jeg blev absolut ikke populær på at komme tilbage til klassen uden de ønskede kantinevarer til de andre, og jeg måtte lægge ryg til mange vrede ord.

I det hele taget var Stefan i en lang periode min onde ånd. Han spændte konsekvent ben for mig, når vi mødtes på gangene, og han råbte grimme og nedsættende ord efter mig.

Læs også: Mobning øger risiko for depression

Hans bedste ven hed Tom, og han kom en dag hen til mig i spisefrikvarteret, hvor jeg som sædvanlig sad alene. Jeg troede, at Tom ville sige noget til mig, men i stedet stak han en finger i halsen og lod, som om han højlydt brækkede sig ud over min madpakke.

Det gentog sig i dagevis, og det var så skamfuldt for mig, fordi mere eller mindre alle på skolen overværede optrinnet. Resultatet var, at jeg blev utilpas ved at skulle spise i et offentligt rum og derfor helst indtog min mad alene.

De andre sagde ofte til mig, at jorden ville gå under på min fødselsdag, og af uigennemskuelige grunde fik jeg også altid at vide, at min mor ikke havde født mig på normal vis, men at jeg var kommet ud af hendes mund, som om hun havde brækket mig op.

I min klasse var der en pige, Kirsten, som jeg blev en form for veninde med. Helt godt var vores forhold ikke, for når vi blev uenige om noget, gik det galt. To-tre gange endte det med en regulær slåskamp mellem os, men Kirsten var stærkere end mig og blev derfor altid vinderen, og jeg løb stortudende ud fra klasseværelset, mens de andre udstødte høje jubelråb.

Læs også: En læser fortæller: Jeg er kvinde og kæmpe med skægvækst

Mor forsøgte at hjælpe

Når nogen fra klassen havde fødselsdag, blev jeg inviteret med, og selv om jeg altid følte mig ensom og forkert ved disse anledninger, deltog jeg som regel. Jeg inviterede også selv til fødselsdag, men det stoppede, da de andre med vilje ødelagde noget af mit legetøj.

Jeg fortalte min mor, hvordan jeg havde det i skolen, og en dag troppede hun op i klassen og prøvede at appellere til mine klassekammerater. Det resulterede blot i mere mobning.

Når jeg bad mor om lov til at skifte skole, var hun alligevel ikke særligt lydhør, men prøvede at skubbe problemet fra sig. Måske håbede hun, at det ville gå i sig selv. Det skete dog ikke.

Dengang var der ikke det fokus på mobning, som der er i dag, og mine lærere lod skinne igennem, at det var mig, der var noget galt med.

Min mor havde ikke råd til at købe dyrt mærkevaretøj til mig, og i de lidt højere klasser blev jeg mobbet med min påklædning. Jeg fik også at vide, at jeg opførte mig på en sær måde, at jeg sagde underlige ting og var klodset, og det var jeg måske også. Men jeg tror, det var et resultat af den vedvarende mobning, jeg var udsat for.

Alligevel blev jeg ved med at håbe på bedring. Forud for en skolefest havde en af mine klassekammerater sagt, at han ville hente mig, og jeg var glad for, at jeg for en gangs skyld ikke skulle komme alene. Han dukkede dog aldrig op, så til sidst tog jeg alene af sted. Da jeg endelig ankom, grinede de alle sammen af mig og spurgte, om jeg virkelig var hoppet på den.

Læs også: En læser fortæller: Vi måtte lyve om hunden

Endelig skiftede jeg skole

Kantinen blev stedet, hvor jeg i spisefrikvartererne flygtede hen for at få fred. I de andre pauser sad jeg bare på min stol og ventede på, at undervisningen skulle begynde igen.

Efterhånden udviklede mobningen sig mere til sladder og bagtalelse. For eksempel kunne min klasse bruge meget tid på at more sig over, at jeg for år tilbage havde udtalt navnet på et engelsk band forkert. Den i grunden helt ligegyldige og banale episode blev jeg hånet for utallige gange.

Det var ikke kun i skolen, jeg blev generet, men også på gaden. Elever fra min skole “kom til” at skubbe deres venner eller veninder ind i mig, eller også råbte de nedsættende ting til mig tværs gennem gågaden. For at udtrykke det mildt havde jeg det meget dårligt med al denne uønskede opmærksomhed.

Læs også: Sådan opdager du tegn på mobning

Efter 8. klasse fik jeg endelig lov til at skifte skole. Jeg bad udtrykkeligt både min mor og mine lærere om ikke at nævne det for nogen.

Der må have været en, som alligevel ikke kunne holde mund, for i sommerferien var der en fyr, der råbte mig an nede i indkøbscenteret: – Nå, Mette, glæder du dig til at begynde i din nye skole?

Desværre flyttede problemet med, for ingen af mine nye kammerater gad at være sammen med mig ret længe. De ville dog gerne sladre om mig. Hvis jeg endelig fik sneget mig med til en fest, fik jeg gerne besked på at finde en seng og sove rusen ud i, selv om jeg ikke havde drukket særligt meget.

Nogle gange blev jeg ligefrem lagt i seng af de andre, og sådan var det også på sidste skoledag. Den nat tilbragte jeg vågen i en køjeseng i et sommerhus, mens de andre festede til den lyse morgen.

Jeg trøstede mig med, at det måske ikke var så slemt at ligge der helt alene, for jeg ville jo alligevel have følt mig udenfor, hvis jeg havde deltaget i gildet.

Læs også: En læser fortæller: Jeg blev svindet til på nettet

Ensom og venneløs

Efter skoleårene gik det op for mig, hvor alene jeg var. Jeg havde ingen veninder og tilbragte det meste af tiden alene. Bevidst prøvede jeg at komme ud af min skal for at lære andre at kende, men det var vanskeligt, især fordi jeg havde fået svært ved at stole på folk.

Jeg kom til at arbejde med rengøring eller som stuepige, og jeg græd af flovhed, når jeg blev irettesat på arbejdspladsen. Mange gange følte jeg, at alt var min skyld.

På et tidspunkt fandt jeg en kæreste, som jeg flyttede sammen med. Når vi indimellem skændtes, kunne jeg finde på at give mig selv lussinger for at give ham ret i, at jeg var dum. Så tog han fat i min hånd og bad mig roligt om at stoppe. Vi bor ikke længere sammen, men er stadig venner.

Jeg mangler tillid til andre

I dag er mit liv blevet lidt bedre. Jeg er frivillig i en genbrugsbutik og i et bingocenter, hvor jeg indimellem også selv spiller, og på den måde har jeg lært nogle mennesker at kende. Jeg spiller kort med en ældre dame og er begyndt at omgås min nabo, og jeg dyrker korsang, bowling og dans.

Jeg foretager mig stadig meget på egen hånd, og for eksempel rejste jeg alene til USA for at se en koncert. Det havde jeg det fint med, og jeg er holdt op med at tro, at hele verden er efter mig.

Visse situationer kan stadig være svære for mig på grund af min manglende tillid til andre, og jeg har det heller ikke godt med store menneskemængder.

Med tiden ændrer folk sig, men jeg har svært ved at se mine plageånder i et nyt lys. Måske har de ingen anelse om, hvor alvorligt de egentlig skadede mig ved altid at drille mig, mobbe mig og holde mig udenfor.

Jeg håber, at min historie kan vække til eftertanke hos læserne og få nogle til at indse, at mobning giver ar på sjælen for resten af livet.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.