En læser fortæller: Nu er jeg aldrig mere ensom

Min datter var bekymret

Min datter, Signe, og jeg havde været alene i mange år, så det føltes voldsomt, da hun flyttede hjemmefra. Selv om jeg havde gode kolleger på jobbet og en gammel barndomsveninde, jeg gik i biografen med, følte jeg mig temmelig ensom. Jeg er genert anlagt, så jeg har aldrig haft nemt ved at møde nye mennesker.

Min ensomhed sagde jeg selvfølgelig ikke noget om til Signe, for hun skulle ikke føle ansvar for at underholde mig.

Hun virkede bekymret alligevel, ringede hver dag og havde ofte forslag til aktiviteter, jeg kunne begynde at gå til, eller arrangementer, som kunne være spændende at deltage i.

Jeg undslog mig som regel. Det føltes uoverskueligt at tage af sted alene, og så var det lettere at sidde derhjemme og se tv aften efter aften.

Læs også: Børn og hunde: De voksnes ansvar

En dag ringede Signe og foreslog mig at få en hund. Hun havde et vennepar, der skulle studere i udlandet og måtte skille sig af med deres lille hund, og hun havde sagt til dem, at det måske var noget for hendes mor at overtage den.

Det mente jeg bestemt ikke, at det var, men jeg lod mig overtale til at tage hunden i en forlænget weekend, mest fordi jeg syntes, det var synd for det unge par, der snart skulle rejse.

Signe kom en torsdag eftermiddag med Buggi, der var en bedårende, lille hvid hund. Da vi havde hilst på hinanden og spist, bad jeg Signe tage med på vores første aftentur. Jeg var lidt nervøs, for jeg havde aldrig gået tur med en hund før, endsige prøvet at samle dens efterladenskaber op, men det gik fint. Buggi var sød og velopdragen.

Friske røde kinder

Da min datter forlod os senere på aftenen, var jeg fortrøstningsfuld. Det skulle nok gå, og det var da også overraskende dejligt at have en lille logrende varmepude i sofaen, mens jeg så tv.

Jeg stod tidligt op fredag for at nå at lufte Buggi, inden jeg tog på arbejde. På den korte tur faldt jeg i snak med adskillige andre, der også var ude for at lufte hund. Mens hundene hilste på hinanden, spurgte deres ejere nysgerrigt til både Buggi og mig, fordi de ikke havde set os før.

Jeg mødte på arbejde med friske røde kinder og i højt humør. Det var skønt at begynde dagen med en gåtur.

Straks jeg kom hjem fra arbejde, gav jeg Buggi snor på, og så gik vi en lang tur ved voldene. Igen faldt jeg i snak med flere hundeejere, også en kvinde, som jeg havde mødt om morgenen. Vi måtte have de samme rutiner, tænkte jeg og kom til at grine af mig selv.

Det var en skøn weekend, og jeg måtte indrømme, at hunden havde en god indvirkning på mit humør. Det var dejligt at have selskab i lejligheden, så jeg ikke følte, at jeg talte med mig selv, når jeg gik rundt derhjemme, og så havde jeg sludret med så mange mennesker de sidste par dage.

Folk, som jeg aldrig havde talt med før, havde jeg følt mig forbundet med, alt sammen på grund af Buggi.

Læs også: Hunde forstår hvad du siger

Nu er Buggi min

Da min datter kom søndag aften for at hente Buggi, havde jeg besluttet mig for at beholde den. Hun rystede på hovedet af min kovending, men jeg kunne mærke på hende, at hun var lettet over, at jeg virkede mere glad og let om hjertet, end jeg havde gjort længe.

Søndag aften lå jeg i min seng og glædede mig til at møde de andre hundeluftere dagen efter, så jeg kunne fortælle, at Buggi ikke mere var til låns. Det var min hund nu.

Jeg har været hundeejer i et års tid nu og mødes tit med et par andre kvinder, som jeg har mødt på mine lufteture. Det begyndte med en masse hundesnak, men nu taler vi også om andet.

Jeg kan stadig blive forundret over, hvordan Buggi hjalp mig ud af min ensomhed takket være det fællesskab, jeg fandt blandt de lokale hundeejere. Der går ikke en dag, uden at jeg sender min datter en taknemlig tanke for at have lokket mig til at være hundesitter.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.