En læser fortæller: Oldemor lægger hus til
Tæt på børnebørn og oldebørn
Hele mit liv har jeg boet i den hyggelige provinsby, hvor jeg blev født i 1935, og siden min ægtemands død i 2010 har jeg været alene i vores parcelhus.
Som voksne flyttede vores børn til større byer, og jeg blev glad og overrasket, da mit barnebarn Mikkel og hans kone Anna for to år siden købte hus tæt på mig. Nu kunne jeg se mine to små oldebørn oftere, og Mikkel var altid sød til at hjælpe mig med praktiske ting, selv om deres hverdag var travl.
Børnene fik institutionspladser, og Mikkel og Anna købte en ekstra bil og kørte i hver sin retning for at passe deres fuldtidsjob. På skift tog de lange og kortere dage, så børnene blev hentet senest klokken 15.
Læs også: En læser fortæller: Lykken var en tvungen pause
Så ramte coronakrisen i marts 2020. Nu blev institutionen lukket, og Anna og Mikkel skulle arbejde hjemmefra og samtidig passe de to livlige unger.
Den ene arbejdede i soveværelset, mens den anden tog sig af børnene. Enten var de i haven, eller også fandt de en legeplads. Hvis det var meget koldt eller regnede, kom de nogle gange over til mig.
Det var dog hårdt og stressende for dem, og især Anna var nervøs for at begå arbejdsmæssige fejl. Det gjorde ikke tingene nemmere, at deres datter på tre år var meget morsyg og græd for at komme ind til Anna.
Et kontor hos mig
Situationen begyndte at tære på dem, og ofte måtte de sidde og arbejde til langt ud på natten. Jeg ville så gerne hjælpe, men jeg har ikke kræfter til at passe de to små.
Men pludselig fik jeg en idé. Min mand benyttede engang vores ekstraværelse til kontor. Nu skruede jeg op for varmen derinde, støvsugede og tørrede skrivebordet af.
Derefter foreslog jeg Mikkel, at han og Anna på skift kunne bruge det som arbejdsstation. Der var jo wi-fi. De takkede begejstret ja, og derefter dukkede en af dem op hver morgen med computertasken. Så var den anden derhjemme med børnene, og nu kunne de jo være inde og hygge med tegnefilm.
Da mange danskere i efteråret 2020 igen skulle arbejde hjemmefra, tog Anna og Mikkel det roligt, selv om institutionen også lukkede i en periode. De vendte jo bare tilbage til mit ekstraværelse.
Af samme årsag har jeg ikke mærket ensomhedens svøbe så meget som mine jævnaldrende venner, selv om kortspil og ældregymnastik stoppede. Tilmed er mit gode forhold til Mikkel og hans familie blevet endnu tættere.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
