En læser fortæller om trøstespisning: Min mor blandede sig i min vægt

Trøstespisning var det eneste som hjalp

Engang var jeg nok en af dem, som mange ville synes var heldig. Jeg kunne spise, hvad jeg havde lyst til, uden at det kunne ses, og jeg tænkte aldrig over min vægt. Men så var det, at Anders gik fra mig. Jeg var lige blevet 25 år og var sikker på, at vi skulle have børn og være sammen resten af livet. 

Sådan gik det ikke. Pludselig en dag sagde han, at han ikke var forelsket i mig længere, og allerede samme aften pakkede han de fleste af sine ting og forlod vores fælles lejlighed. Jeg var knust og jeg ringede grædende til min veninde, Kathrine. Hun kom med det samme og havde medbragt en flaske vin og en pose chips. 

- Kærestesorger kan ikke drikkes og spises væk, men det hjælper nu alligevel lidt, sagde hun og prøvede at få mig til at smile. 

En læser fortæller: Mor kvalte os med sin omsorg 

Det lykkedes ikke, men alligevel fik jeg det lidt bedre, da vi sad i hver sin ende af sofaen med tæpper over os og et glas vin i hånden. Alle chipsene blev spist, og det var nok der, at det tog fart: Jeg begyndte at trøstespise. 

Tidligere havde Anders og jeg siddet om aftenen sammen og hygget os i sofaen. Han sad med sin iPad, og jeg fulgte en serie i fjernsynet eller læste et ugeblad. Det kunne godt være, at vi ikke havde talt så meget sammen, men han havde været der, og det havde været hyggeligt og trygt. 

Nu var der helt tomt i hans ende af sofaen, og det var, som om det eneste der hjalp, var en god serie ledsaget af en pose slik eller noget chokolade – eller begge dele.

Bukserne strammede

Som ugerne gik, kunne jeg godt mærke, at nogle af mine bukser blev strammere og strammere, men jeg var ærlig talt ligeglad. Det betød ingenting i forhold til, hvordan jeg havde det.

Sådan så min mor ikke på det. Da jeg var hjemme hos mine forældre, en måneds tid efter at Anders var gået fra mig, kunne jeg godt fornemme, at hun pludselig kiggede mærkeligt på mig, da hun tog imod mig i døren, men jeg tænkte ikke over det. Det var først, da jeg senere rakte ud for at tage min anden portion lasagne, at jeg forstod, hvad hun havde gang i.

– Nej, du må da være mæt nu, sagde hun.

Jeg ignorerede det, tog en portion til og kiggede over på min far, der lavede øjne ad min mor. Han var tydeligvis enig med mig. Det skulle hun ikke bestemme. 

Min mor havde altid gået utroligt meget op i sin vægt – og andres – og det havde altid undret mig. Selv så hun godt ud, og hvorfor så blande sig i, hvordan andre så ud? Jeg forstod det ikke, og det tror jeg heller ikke, min far gjorde. Nu var turen altså kommet til mig. Jeg var ellers lykkeligt blevet forbigået i alle årene.

Jeg blev ked af mors hentydninger

Månederne gik, og jeg vejede mig ikke, men jeg blev ved med at tage på, og jeg begyndte også at blive lidt ked af det over det. Det var jo irriterende, at der var mere og mere af mit tøj, jeg ikke kunne passe, men jeg havde ikke energien til at gøre noget ved det. 

Min mor havde til gengæld masser af energi til at komme med hentydninger, hver gang vi sås.

Hjemme hos min mor og far havde vi altid haft cola i køleskabet, og da jeg en dag var hjemme på besøg, gik jeg som sædvanlig ud i køkkenet, hentede en dåsecola og tog den med ind i stuen. Jeg kunne med det samme se på min mors ansigtsudtryk, at hun syntes, det var dumt.

– Jeg har tænkt på noget, sagde hun. – Der er jo kommet så mange sukkerfri versioner, og de skulle også smage rigtig godt. Måske skulle vi til at købe dem? Tror du ikke, du ville kunne lide dem? spurgte hun.

En læser fortæller: Jeg er bekymret for min datter som er single

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det gjorde mig vred, at hun på den måde kom med hentydninger i stedet for at sige, hvad hun mente. 

– Nej, svarede jeg bare surt.

Andre gange gjorde hendes hentydninger mig ked af det. Noget af det, jeg for eksempel altid havde elsket ved at komme hjem, var at blive forkælet, som da jeg var barn. Efter at Anders brød med mig, havde jeg endnu mere brug for det end tidligere. En søndag, da jeg lå og slappede af hjemme i mine forældres sofa, kunne jeg høre, at min mor var i gang med at smøre en bolle til min far ude i køkkenet, og jeg spurgte, om hun ikke også ville lave en til mig. 

Lidt efter kom hun ind i stuen med en tallerken med en halv bolle uden smør, men et stykke tørt kyllingepålæg. Mere skrabet kunne det ikke blive.

Jeg blev så skuffet – ikke over den halve bolle, men over at hun kunne finde på det. Tænk, at min vægt betød så meget for hende. Det var, som om den betød mere, end hvordan jeg havde det. Men igen sagde jeg ikke noget. Jeg håbede bare, at hun ville stoppe.

Den værste gave

Med tiden begyndte jeg at komme mig over Anders. Jeg gik i byen igen og datede andre mænd. Ja, jeg blev næsten mig selv igen, bortset fra vægten. De kilo, jeg havde taget på, forsvandt ikke af sig selv, som jeg havde håbet på. Det generede mig lidt, men som Kathrine sagde, var det vigtigste, at jeg var blevet glad igen. Det havde hun jo ret i. 

Næsten et år efter, at Anders var gået fra mig, fyldte jeg 26 år og inviterede min familie til fødselsdag en lørdag eftermiddag med boller, lagkage og kakao. 

Forinden havde jeg tænkt, at min mor sikkert ville komme med kommentarer til maden, der jo ikke ligefrem var slankekost. Jeg håbede og krydsede fingre for, at hun ville lade være. Nu var det jo min fødselsdag.

Vi nåede ikke engang til kagen, før hun gjorde mig ked af det. Da jeg åbnede gaven, var det nemlig en vægt.

– Ja, din far syntes det var en dum idé. Men du har jo ikke nogen, sagde hun med et smil. 

Jeg blev helt rød i hovedet. Mine onkel og tante og mine to fætre var der med deres kærester og børn, og jeg vidste, hvad de tænkte. De tænkte de samme som mig: Min mor syntes, jeg skulle tabe mig.

Jeg havde lyst til at sige fra en gang for alle, men med hele familien samlet ville det næsten gøre situationen endnu mere pinagtig.

Endelig fik jeg sagt fra

Da alle gæsterne var gået på nær min mor og far, der hjalp med at rydde op, fik jeg det endelig sagt.

– Mor, jeg bytter altså den der vægt.

– Men du har jo ikke noget at veje dig på, sagde hun igen.

– Det ved jeg godt, jeg ikke har. Men jeg vil heller ikke have nogen vægt, og jeg er så træt af, at du kommer med hentydninger til, at du synes, jeg er for tyk. 

– Jeg kommer ikke med hentydninger, jeg prøver bare at…

En læser fortæller: Var det på grund af min vægt, at jeg blev holdt udenfor?

Jeg afbrød hende. – Mor, indrøm det nu. Du synes, jeg er for tyk, og jeg ved også godt, at jeg har taget på, men det har været et svært år. Jeg har været rigtig ked af det, og du gør det altså ikke bedre, sagde jeg og kunne mærke, at min stemme skælvede.

Hun kiggede væk, mens jeg blev ved med at tale. – Du bliver nødt til at holde op med at kommentere mit udseende. Jeg kan ikke holde det ud, sagde jeg. Nu havde jeg fået tårer i øjnene.

Hun kiggede ned i jorden, alt imens gik min far rundt og samlede tallerkner sammen så stille som muligt.

– Det var jo ikke ment på den måde, sagde hun så og kiggede på mig. – Jeg vil jo bare gerne have, at du har det godt.

– Men man har det ikke godt, når man hele tiden får at vide, at man ser forkert ud, sagde jeg.

Jeg kunne se på hende, at mine ord gjorde indtryk. Jeg tror faktisk, at hun var chokeret over, hvor ondt alle hendes stikpiller havde gjort. Det endte i hvert fald med, at hun også begyndte at græde, og at hun sagde undskyld. 

Hun og min far tog vægten med, da de gik. – Den bytter vi, og så får du pengene, sagde hun stille.

Mormor var tyk

Det var en kæmpe lettelse at få taget den snak med min mor, men det var først, da min far ringede senere på aftenen, at jeg fik en helt anden forståelse for hende.

– Din mormor var jo meget overvægtig, og som lille blev din mor drillet med, at hun havde en tyk mor. Måske er det derfor, at hun er, som hun er. Det har jeg i hvert fald altid tænkt, sagde han.

Jeg vidste godt, at min mormor havde været tyk, men jeg havde aldrig kendt hende. Jeg havde kun set billeder af hende. 

Pludselig var det, som om brikkerne faldt på plads. Måske var min mor bange for, at jeg skulle ende som hendes mor? Min mors besættelse af vægt gav i hvert fald en form for mening nu. 

Det betød dog ikke, at jeg ændrede mening om, hvordan jeg gerne ville behandles. Jeg var jo ikke min mormor, jeg var mig. Efter at vi havde taget den snak, var det også, som om min mor forstod det. Hun har i hvert fald ikke kommenteret min vægt siden eller er kommet med hentydninger.