En læser fortæller: Sådan lever jeg med OCD
Plaget af tvangshandlinger og tvangstanker
OCD handler om tvangshandlinger og tvangstanker, og for mig begyndte det, da jeg var 7 år. Det er nu 21 år siden.
Dengang begyndte jeg at vaske hænder rigtig meget, hvilket sådan set er uskyldigt nok, selv om jeg fik meget tørre hænder af det. For mit vedkommende handlede det bare ikke om overdreven renlighed, men om, at noget inde i mit hoved tvang mig til at gøre det. Jeg kunne ikke lade være, hvis jeg skulle have det godt.
Som årene gik, udviklede mine tvangshandlinger og tvangstanker sig, og det blev i høj grad noget med, at jeg var nødt til at lave tingene om. Når jeg foretog mig en eller anden helt dagligdags handling, skulle alting være, som det plejede.
Hvis hoveddøren var låst, når jeg tog strømper på, var den nødt til også at være låst, når jeg tog dem af igen. Var gardinerne trukket fra, når jeg klædte mig på, skulle de også være det, når jeg klædte mig af igen.
Hvis hoveddøren var låst, når jeg åbnede køleskabet, var det meget vigtigt, at den også var låst, næste gang jeg gjorde det. Ellers kunne jeg ikke få ro i mit hoved. Det var et af mine værste mareridt, at vi skulle få indbrud, og mine tanker kredsede også tit om bakterier.
Selv om mine tvangshandlinger og tvangstanker fyldte meget i mit liv, levede jeg på mange måder som alle andre unge mennesker. Mine forældre og mine bedste veninder vidste besked, og da jeg som 18-årig blev kæreste med Peter, fik han det selvfølgelig også at vide.
Vi flyttede sammen et års tid senere, og i den forbindelse udviklede jeg nogle nye tvangshandlinger med at sige bestemte ord, inden jeg gik i seng. Mit hoved tvang mig til at sikre mig, at der ikke ville ske mig, Peter og vores tre kæledyr noget, og jeg havde brug for at sige det til ham og høre ham bekræfte, at intet ondt ville ske os.
Det var det samme om morgenen.
– Er du sikker på, at der ikke sker dig, mig eller dyrene noget i dag?
Det blev efterhånden til en hel remse, jeg skulle sige.
En samtale i mit hoved
Jeg begyndte at læse hf, men jeg kunne ikke klare at skulle af sted hver dag for at være sammen med så mange andre mennesker. Det stressede mig for meget at studere på den måde, og stress gjorde min OCD værre.
Derfor stoppede jeg med uddannelsen, og i stedet kastede jeg mig over skrivningen. Jeg havde altid været meget glad for at skrive, og jeg var også god til det. Nu begyndte jeg at skrive tekster til hjemmesider og blogindlæg for firmaer.
Jeg ville dog stadig gerne have min hf, så ved siden af mit skribentjob gik jeg over til at læse hf som fjernundervisning. Det fungerede nogenlunde for mig at kunne læse hjemmefra.
Alligevel blev mit hoved ved med at tænke for meget på alt muligt, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg havde det sådan. Der foregik næsten altid en slags samtale oppe i mit hoved. Det var ikke en rigtig stemme, jeg hørte, men snarere en konstant kommunikation mellem min hjerne og mit hjerte.
I tegnefilm ser man nogle gange, at der sidder en djævel på den ene skulder
af en person og en engel på den anden, og de hvisker begge personen i øret og prøver at overtale ham eller hende til noget. Sådan var det for mig, og det gjorde mig meget forvirret.
Jeg følte mig aldrig tryg
For fire år siden henviste min læge mig til en psykiater, fordi tvangstankerne og tvangshandlingerne fuldstændig havde taget overhånd for mig. Samtalerne med den kvindelige psykiater hjalp mig rigtig meget. Hun lærte mig, at jeg skulle lytte til min krop, og at jeg skulle blive bedre til at sige nej til aftaler.
Selv om jeg havde lyst til at mødes med både veninder, familie og forretningsforbindelser den følgende uge, var jeg nødt til at begrænse det, for det stressede mig at have alt for meget stående i min kalender.
Min psykiater udskrev også nogle tabletter til mig, og medicinen forandrede mit liv. Jeg fik det meget bedre, og jeg følte virkelig, at tabletterne gjorde min tilværelse lettere.
I sensommeren 2015 tog Peter og jeg ud at rejse, og da vi kom hjem, viste det sig desværre, at mit værste mareridt var blevet til virkelighed. Vi havde nemlig haft indbrud i vores lejlighed.
Det fik min OCD til at blusse voldsomt op igen, og jeg følte mig aldrig mere tryg i vores hjem. Det var værst, når jeg var alene om aftenen, mens Peter passede sit job.
Efter indbruddet kom jeg igen til at føle mig stresset, og jeg fik ondt i maven. Jeg havde det på ingen måde godt, og jeg kom bagud med lektierne i de sidste fag på mit fjernstudie.
Bevidstheden om at være bagud lå hele tiden og lurede i mit baghoved, og det blev meget vanskeligt for mig at styre mine tvangshandlinger. Jeg gjorde handlingerne om og om igen, og selv om jeg blev irriteret på mig selv over, at jeg gav efter, føltes det tit som det nemmeste bare at gøre det.
Det gav mig midlertidigt fred i hovedet, men det betød også, at jeg bare havde endnu sværere ved at stå imod næste gang. Faktisk kan det beskrives som en narkoman, der har brug for et fix. I første omgang giver det fred, men snart har han eller hun brug for et nyt.
For eksempel bruger jeg kontaktlinser, og linser kan vende rigtigt eller forkert. Jeg var altid bange for, at de skulle vende forkert. Selv om jeg havde tjekket, at jeg havde sat dem rigtigt i, blev jeg tit nødt til at tjekke igen, fordi mit hoved mente, at jeg måske alligevel havde sat linserne forkert i.
En bestemt dag brugte jeg en halv pakke linser, for når jeg havde taget dem ind og ud så mange gange, var det lettest at tage nogle nye. Med min fornuft vidste jeg godt, at de sad rigtigt, men noget inde i mit hoved kunne stadig få mig til at blive i tvivl.
Endelig en bedring
I sidste del af 2015 fik jeg det sådan, at hvis jeg gabte, når jeg åbnede døren, skulle jeg også gøre det, når jeg lukkede den igen. Mobilen skulle tændes og slukkes et bestemt antal gange, og julepapiret skulle også tages ind og ud af skabet på en ganske bestemt måde.
Jeg opgav at kæmpe imod tankerne og den angst, der fulgte med, hvis jeg ikke gjorde det, mit hoved forlangte. Da 2016 begyndte, var jeg hele tiden bange for, at der skulle ske noget slemt.
Jeg ville så gerne være fri, rask og stærk, men realiteterne var, at jeg havde mavesmerter, var ked af det, grådlabil og uden overskud til noget som helst. Enhver ny udfordring medførte, at jeg skulle lave tvangshandlinger.
Men jeg kæmpede og kæmpede, og i løbet af foråret begyndte jeg at mærke en bedring. Jeg blev bedre til at tage én dag ad gangen og til at udskyde mine tvangshandlinger. En aften havde vi helt spontant min veninde og hendes kæreste hjemme hos os til grillmad, og det ville ikke have været muligt før i tiden.
Jeg havde et par tilbagefald, men det gik alligevel fremad, når jeg omhyggeligt sørgede for at undgå stress og arbejdede med at udskyde tvangshandlingerne.
Jeg sagde ikke til mig selv, at jeg skulle lade være med at udføre dem, men at jeg godt kunne vente én dag eller to dage med at gøre det. Det hjalp, og det var en befrielse for mig at kunne åbne køleskabet uden at tænke på, om hoveddøren var låst eller ej.
Læs også: Tvunget til at skrige
Jeg har lært at leve med OCD
I begyndelsen af 2017 gik forholdet mellem Peter og mig i stykker, og nogle måneder senere begyndte jeg at date. Med årene var jeg blevet varsom med at nævne min OCD over for nye mennesker, for jeg havde erfaret, at de tit dømte mig på det. Det kunne betyde, at de så mig som en omvandrende sygdom og ikke som et menneske.
Jeg ville derfor ikke skrive noget om min OCD i min datingprofil, for jeg ville hellere have, at nye fyre lærte mig at kende først. Senere kunne jeg altid fortælle dem om min OCD. Jeg nævnte blot, at jeg har en angstlidelse, for det opfattes ikke som en psykisk sygdom.
I dag er jeg kæreste med Emil, som jeg endnu ikke bor sammen med, og jeg synes faktisk, at jeg har det godt. Jeg har stadig OCD, og det vil jeg altid have, men jeg er ved at lære at leve med den. Den blusser fortsat op i forbindelse med stress og med følelsesmæssige belastninger.
For nogle måneder siden døde min oldemor, som jeg var meget knyttet til, og i ugerne efter hendes død fik jeg i en periode sværere ved at styre tankerne. Det var noget med bakterier og håndvask, men jeg begyndte at tage latexhandsker på, hvis jeg skulle røre ved kød eller æg, for så behøvede jeg ikke at vaske hænder hele tiden.
Jeg har erfaret, at der er stor forskel på, om jeg er hjemme hos mig selv eller hos Emil. Hos ham har jeg færre tvangshandlinger og tvangstanker. I min egen lejlighed kan jeg stadig have noget med at skulle gøre ting om. Men jeg arbejder med det, og jeg er også blevet bedre til at sige nej til tankerne.
I dag er det sådan, at hvis man ikke kender mig, kan man ikke se på min adfærd, at jeg har OCD. Men det har jeg, og jeg vil meget gerne medvirke til, at min omverden får kendskab til denne sygdom.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
