En læser fortæller: Sandheden om min far

Vores kommende barn

Mikkel og jeg var begge i slutningen af 20’erne og havde været sammen i fem år. Nu var vi nået til det punkt i vores forhold, hvor emnet børn dukkede op i vores samtaler. Vi talte ofte om, hvordan vi forestillede os vores kommende barn, og hvad vi hver især ville give videre.

– Bare vores barn ikke bliver lige så håbløs til boldspil som dig, Julie, sagde Mikkel, mens jeg svarede, at jeg håbede, barnet ville arve mit glatte hår frem for hans uregerlige høstak.

– Så, så, gør ikke nar af mit Emil-hår. Husk, at min oldefar var svensker. Jeg nedstammer helt sikkert fra Vimmerby, sagde han med et glimt i øjet.

– Har du virkelig ikke noget mere spændende i blodet? spurgte jeg. – Jeg er sikker på, at jeg har noget sydeuropæer i mig.

Lidt for sjov blev vi enige om at tage en dna-test bare for at finde ud af, hvad vi egentlig gav videre til vores barn. På nettet bestilte vi begge en test, og da vi havde taget hver sin spytprøve fra mundhulen med en vatpind, var det blot at sende prøverne af sted og vente på svar.

Et uventet svar

Jeg havde næsten glemt alt om vores prøver, da Mikkel fire uger senere glad fortalte, at der var kommet svar på dem. Spændt loggede vi ind på hjemmesiden, hvor vores svar lå.

Mikkel var, ganske som han havde forventet, 100 procent skandinav. Jeg havde også masser af skandinavisk blod i årerne, men så kom overraskelsen.

– Hvad? udbrød jeg forbløffet. – Jeg er englænder.

Jeg stirrede måbende på det tal, der fortalte mig, at 42 procent af mine gener var engelske.

– Det giver ikke mening, sagde jeg og rystede på hovedet. – Jeg har aldrig hørt noget om, at der skulle være englændere i min familie.

Mikkel grinede. – Nu er det jo ikke alle historier i en familie, der bliver fortalt.

Læs også: Venner opdager de er brødre

Resten af dagen morede vi os over, at jeg var halvt engelsk, men der dukkede også en lille grim tanke op. Kunne mit dna-svar betyde, at jeg havde en anden far?

Jeg havde aldrig haft mistanke om, at min far skulle være en anden. Bevares, jeg var ikke snydt ud af næsen på min far, som min lillebror var, men det betød jo ikke, at han ikke var far til mig.

Jeg kunne heller ikke forestille mig, at min sindige mor skulle have haft en affære med en englænder. Hvor skulle hun også have mødt ham henne? Jeg kunne desværre ikke spørge hende selv, da hun var død tre år forinden.

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere fortrød jeg, at jeg havde taget den dumme test, for den havde givet mig en masse spørgsmål, jeg ikke kunne finde svar på.

En følelsesmæssig rutsjetur

Jeg havde fortalt min far om testen, men da han ringede og spurgte til resultatet, bandede jeg indvendigt over, at jeg ikke bare havde holdt det for mig selv.

– Ja, jeg er så næsten halv englænder, sagde jeg.

– Nå, hvor sjovt, sagde min far, men så blev han stille. – Det kan jeg nu ikke forstå. Tror du ikke, at det er en fejl?

Læs også: Tæt på det perfekte drab

Jeg kunne ikke få mig selv til at spørge min far, om min mor havde haft en affære med en englænder, så hellere lade ham tro, at det godt kunne være en fejl. I stedet spurgte jeg forsigtigt min mors bedste veninde Jette, om der på nogen måde kunne have været en englænder i spil.

Jette slog en høj latter op. – Nej, Birthe var slet ikke typen, der havde en affære. Det var hun alt for samvittighedsfuld til. Desuden var hun og din far meget glade for hinanden.

Jeg kunne dog ikke slippe tanken, og det endte med, at jeg fik overtalt min far til at tage en dna-test, under påskud af at jeg var blevet nysgerrig efter at vide mere om vores rødder. Testen viste dog uden tvivl, at han var min far.

– Ja, mig kan du ikke løbe fra, sagde han selvtilfreds, da resultatet forelå.

Selv var jeg lettet. Det havde været noget af en følelsesmæssig rutsjetur, og jeg har siden tænkt meget over, at man virkelig skal tænke sig om, før man lader sine gener teste. Man risikerer at få en viden, man ikke har lyst til at have.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.