En læser fortæller: Sølvbrud for anden gang

Den førstefødte

Jeg kom til verden i 1937 som mine forældres første barn. De var nygifte og boede på landet under ganske beskedne forhold i et anneks uden toiletfaciliteter. Siden fik jeg to brødre, og far købte et lille husmandssted med lidt jord til. Det var et dejligt, trygt barndomshjem, og vi tre børn lærte tidligt at bestille noget, hvilket aldrig senere kom os til skade.

Efter realeksamen blev jeg elev på et kontor og tog handelsskoleeksamen om aftenen. Her lærte jeg den ét år ældre Åge at kende. Vi blev meget forelskede og var hinandens første rigtige kærester.

I 1956 havde vores kærlighed medført, at jeg ventede barn, og vi blev gift ved et stille, beskedent bryllup. Det gjorde ingen skår i vores glæde, at vi måtte flytte ind i en lejebolig, som ikke var meget bedre end det anneks, hvor jeg havde trådt mine barnesko.

Vi var stolte og glade, da jeg fødte vores søn, og hen over de næste syv år kom der også to dejlige døtre til. Vi fik en bedre bolig og investerede i 1969 i vores eget lille hus, og det var stort for os. Selvfølgelig kunne vi indimellem være uenige om et eller andet, men vi forsonede os altid, inden vi lagde os til at sove, og vi vedblev at elske hinanden.

Skæbnen bankede på

Årene fløj af sted, og pludselig var vi tæt på sølvbrylluppet. Vores kobberbryllup havde vi kun fejret med en lille fest for familien, men nu besluttede vi at holde en stor fest med knap 100 gæster. Det blev en pragtfuld dag, som jeg aldrig vil glemme, men kun tre måneder senere bankede skæbnen hårdt på vores dør.

Åge, som kun var 45 år og dermed en ung sølvgom, faldt pludselig om med hjertestop på det lager, hvor han gennem en årrække havde arbejdet som forvalter. Han sad på en truck, som han faldt ned fra. Samme morgen havde han været så glad og munter som altid, og rask havde han også været.

Det var et stort chok for mig pludselig at blive enke og skulle til at arrangere begravelse, inden jeg havde fået sat de dejlige billeder fra sølvbrylluppet ind i det album, jeg havde købt.

Det fotoalbum tog jeg frem mange gange i de kommende år, og jeg var glad for, at Åge og jeg trods alt havde nået at fejre vores kærlighed til hinanden på så festlig en måde.

Jeg var alene de næste ni år, og jeg forestillede mig faktisk ikke, at der skulle komme en ny mand ind i mit liv. Men i 1990 lærte jeg Svend at kende, og det skete, fordi jeg havde en frygtelig myreplage i vores hus den sommer.

Efter at have brugt en formue på myregift kontaktede jeg et professionelt firma, som bekæmpede alle former for skadedyr, og jeg syntes godt om den flinke mand, der kom for at hjælpe med myreplagen.

Der var garanti på behandlingen, men Svend kom noget oftere end normalt for at holde et vågent øje med myrerne, som han sagde. Han var sød og sjov og havde glimt i øjet, og hen over sommeren blev vi meget glade for hinanden. Svend var 51 og enkemand, for hans kone var død af brystkræft tre år tidligere.

Vi satsede på hinanden

For at gøre en lang og dejlig historie kort blev vi enige om at satse på hinanden, og en martsdag i 1992 friede han til mig. Jeg blev overrasket, men Svend ville meget gerne gøre mig til en ærbar kvinde, som han kaldte det. Vores i alt fem voksne børn havde stor sympati for hinanden og støttede varmt op om brylluppet, og allerede i juni 1992 blev Svend og jeg gift på rådhuset. Jeg var meget bevæget og taknemlig, for det var jo mit andet bryllup med en mand, jeg elskede af hele mit hjerte.

Jeg var 55 ved dette andet bryllup, Svend var 53, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi skulle være så heldige at nå at fejre sølvbryllup. Det var nok lidt med det i bagtankerne, at vi holdt et stort kobberbryllup, men i juni i år kunne vi igen tromme familie, venner og naboer sammen til fest.

For mig var det fantastisk at stå sølvbrud for anden gang i en alder af 80 år. Det var Svends første sølvbryllup, og derfor var det også stort for ham.

I dag har jeg fået sat billederne fra festen i en mappe, og vi håber på endnu en række gode år, selv om vi ikke er helt unge længere.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.