En læser fortæller: Stella fik en ny familie

Hun var mest min

Da børnene var flyttet hjemmefra, foreslog jeg min mand Søren, at vi fik en hund. Vi købte Stella, som var så lille og nuttet, at det var umuligt at forestille sig, at hun et par år senere ville blive en stor bamse af en hund. Stella var en elskelig newfoundlænder, og hun var mest min. Jeg gik lange ture med hende, plejede hendes pels, trænede hende, og vi fik et tæt forhold.

Nogle år senere indså Søren og jeg, at vi var vokset fra hinanden, og vi blev skilt. Jeg flyttede i en toværelses lejlighed med Stella, selv om jeg jo godt vidste, at hun havde brug for mere plads og helst en have at boltre sig i. I nogle uger gik jeg rundt om mig selv med bevidstheden om, hvad jeg burde gøre, men det var for smertefuldt at tænke til ende. Stella havde brug for et nyt hjem og en ny familie, som kunne tilfredsstille hendes behov for plads og motion. 

Læs også: Skal din hund have jakke på?

Erkendelsen gjorde mig ulykkelig, for hun havde været mit faste holdepunkt de sidste par år, og jeg var kommet til at holde meget af hende.

Kærlig familie søges

Jeg tog mig sammen og skrev et opslag på Facebook, hvor jeg søgte efter en kærlig familie til Stella. Alle, der ringede og skrev til mig, virkede søde, men jeg faldt hurtigt for familien Andersen, og vi aftalte, at de kunne komme forbi og møde Stella weekenden efter. Familien Andersen bestod af Anne, Finn og deres to børn på 10 og otte år. Der var kemi med det samme, de trådte ind ad døren. 

– Hvor er hun dejlig, sagde Anne og aede Stella på hovedet. Stella kiggede lykkeligt fra Anne til mig, og jeg kunne mærke, at denne familie var det rigtige valg. Det var en underlig sammensat følelse, og et eller andet sted havde jeg måske håbet, at Stella ville være mere forbeholden over for familien, for så kunne jeg lettere have forsvaret at beholde hende lidt endnu. – Jeg forstår godt, det er svært for dig. For mange år siden var jeg i samme situation, sagde Anne, og det overraskede mig, hvor rørt jeg blev over hendes ord. – Hvis du synes, Stella skal bo hos os, så husk, at du kan passe hende, så tit du vil. Det vil også være en kæmpe hjælp for os, fortsatte hun.

Læs også: Hunde kopierer deres ejers stress

Det overbeviste mig. Samme aften kørte jeg Stella og hendes ting hjem til familien Andersen. Jeg kunne lige så godt få det overstået.

Stella løb glad ind i deres hus, og jeg aftalte med Finn, at jeg kørte med det samme, så hun ikke opdagede, at jeg var gået fra hende.

Da jeg satte mig ind i min bil og lukkede døren, begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg tænkte på alt det, Stella og jeg havde oplevet sammen, og vores hyggelige aftener, når hun lå ved siden af mig i sofaen. Det tog et par måneder at vænne mig til, at Stella ikke boede hos mig længere. Der var så stille uden hende, og lejligheden føltes tom.

Stella kom på ferie

Jeg hørte fra Anne indimellem. Hun sendte fotos af Stella, og det var sødt af hende at tænke på mig. Da hun en dag ringede og spurgte, om jeg ville passe Stella, mens familien tog på skiferie, sagde jeg glad ja med det samme. Jeg købte hendes yndlingsgodbidder og planlagde lange ture, vi skulle gå.

Da dagen kom, og Finn og Anne satte Stella af hos mig, var gensynsglæden tydelig, og alligevel stod det hurtigt klart, at alt var anderledes. Stella ville ikke længere ligge op ad mig og se tv. Hun ville hellere ligge på tæppet, der duftede af familien Andersens vaskepulver, og hun fulgte mig ikke længere rundt i lejligheden, som hun ellers plejede.

Det var tydeligt, at Stella ikke længere var min hund, og først gjorde det mig trist, men så indså jeg, at det jo var præcis sådan, det skulle være.

Stella trivedes i sin nye familie, og da de kom for at hente hende efter en skøn uge, sprang hun lykkelig ind i deres bil.

Jeg stod på fortovet og vinkede, da de kørte væk med Stella. Da jeg kom op i lejligheden, var der atter stille, men det var okay.

Stella var glad, og jeg havde gjort det rigtige. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.