En læser fortæller: Svigermor flyttede med

Et hus, to hjem

Min mand, Simon, og jeg var meget glade for vores lejlighed i bymidten, men efter at vi fik tvillinger, var pladsen efterhånden blevet så trang, at vi snart blev nødt til at kigge os om efter noget større. Nu var tvillingerne 5 år, og vi ville gerne give dem hvert sit værelse og få en have, hvor de kunne boltre sig.

Da vi indledte boligjagten, havde vi håbet på at finde et ældre hus med sjæl og charme. Desværre havde vi med vores lønninger som ambulanceredder og sygeplejerske slet ikke råd til at komme i nærheden af det, vi virkelig drømte om – en gammel patriciervilla.

En dag var vi taget ud for at se endnu et moderne parcelhus, Jeg stod ude i køkkenet, mens Simon stod i vinkelstuen sammen med ejendomsmægleren. Der var som sådan ikke noget galt med de 100 kvadratmeter. Huset var praktisk indrettet, og udenfor i haven, hvor tvillingerne legede, var der såmænd også plads nok til, at vi alle kunne være der. Alligevel var jeg stadig ikke helt fyr og flamme.

– Hvad siger du? spurgte Simon mig, da jeg trådte ind til ham i stuen med de blanke parketgulve.

– Det ved jeg ikke rigtig. Jeg trak på skuldrene.

Simon så heller ikke begejstret ud.

– Jeg har lige fået sådan et hus, I drømmer om, til salg, sagde ejendomsmægleren. – Det er godt nok over jeres budget, men det er stort nok til, at det kan indrettes i to separate villalejligheder. Hvis I kender nogen, der kunne tænke sig at flytte ind sammen med jer, kunne det måske være en mulighed?

– Hvad med min mor? Simon vendte sig pludselig mod mig.

Min svigermor, der boede 100 kilometer fra os, havde flere gange luftet tanken om, at hun måske gerne ville flytte tættere på os. Nu tog en hel ny idé form.

Læs også: Svigermor fik favnen fuld

I første omgang aftalte vi at køre med ejendomsmægleren hen og se huset, der lå i et ældre villakvarter i den modsatte ende af byen. Allerede inden vi trådte ud ad bilen, var vi helt solgt. Den hvide patriciervilla med kvist lå med baghaven grænsede op til skovbrynet.

Huset stod tomt, men indenfor skinnede solen gennem de store sprossevinduer, og lyset fejede hen over de rå plankegulve og stukken i de højloftede rum. Det ældre køkken lå i stueetagen, men der kunne let installeres et ekstra oppe på første sal. Der var toilet på hver etage, og i kælderen var der brusebad og bryggers med vaskemaskine.

Simon og jeg stod med hjertet helt oppe i halsen af iver for at slå til med det samme, men vi blev selvfølgelig nødt til at tale med min svigermor først. Ejendomsmægleren bad os om at vende tilbage med svar hurtigst muligt, for der var andre købere, der havde vist interesse.

Allerede inden vi var nået hjem, havde vi ringet til min svigermor og ivrigt fortalt hende om idéen. Efter at vi havde mailet salgsopstillingen og plantegningen til hende, var hun lige så henrykt som os.

Hverdagen indfandt sig

Inden for den næste uge havde vi alle tre skrevet under på huskøbet og aftalt, at min svigermor skulle bo i stueetagen på 90 kvadratmeter, mens vi indrettede os på første sal og kvistetagen,

Børnene glædede sig til at bo under samme tag som deres farmor, og hun talte varmt om, hvordan hun nu meget bedre kunne hjælpe os i det daglige med at passe de små.

Hvad vi imidlertid stadig ikke havde nået at tale om, var reglerne for vores nye bofælleskab. Vi havde alt for travlt med at få alt det praktiske til at falde på plads, inden vi sammen kunne flytte ind i vores nye, fælles drømmehus.

I takt med, at vi havde fået indrettet os på etagerne, og tvillingerne løb hjemmevant op og ned ad trappen i entreen, begyndte hverdagen så småt at indfinde sig.

Indtil vores nye køkken oppe ovenpå endelig blevet færdigt, havde vi lavet mad og spist sammen hver aften nede hos min svigermor. Selv om det havde været rigtigt hyggeligt, glædede hun sig sikkert også til at få lidt fred og ro nede hos sig selv.

Vi inviterede hende selvfølgelig op til os og spise i vores nye køkken, men efter det glædede vi os til at spise alene med børnene igen. Selv om jeg holdt meget af min svigermor, var vi jo ikke vant til at være så meget sammen med hende, som vi havde været hidtil.

Da det gik op for hende, at vi ikke havde tænkt os at spise sammen med hende hver aften længere, reagerede hun helt anderledes, end vi havde forventet.

– Men det er da så hyggeligt at vi sidder der og spiser sammen? Det er da også det, der er meningen med, at vi er flyttet sammen – at vi skal være sammen, er det ikke?

Først nu gik det op for os, at hun betragtede vores nye hjem som et kollektiv, mens vi havde forestillet os det som to selvstændige lejligheder. Vi fik en lidt flov smag i munden, for det var jo noget, vi allerede burde have afklaret med hende, inden vi kom med idéen om, at hun købte halvdelen af huset.

For ikke at såre hende yderligere foreslog vi, at vi spiste sammen hver anden dag. De dage, hvor hun så ikke spiste sammen med os, nøjedes hun bare med en ostemad.

Hun passede hellere end gerne børnene i weekenderne eller bragte og hentede dem fra børnehave i hverdagene. Det var en stor hjælp for os, der havde skiftende vagter. Mens vi var på arbejde, vaskede hun vores tøj sammen med sit eget nede i vaskekælderen, for som hun sagde, havde hun ikke nok til selv at fylde en maskine.

Det var selvfølgelig skønt, at hun på den måde hjalp os, men når vi kom trætte hjem fra arbejde, trængte vi som oftest til bare at være os selv, hvor hun derimod trængte til vores voksne selskab. Hun kendte jo ikke andre end os i nærheden, og når hun kom op for at være sammen med os, blev hun ofte hængende i flere timer, inden hun gik ned til sig selv.

Charmen var væk

Efterhånden blev Simon og jeg enige om, at vi blev nødt til at få hende til at forstå, at vi havde brug for mere privatliv. Da vi forsigtigt forklarede hende det, blev hun såret, men hun respekterede det.

Til gengæld fyldte det os med dårlig samvittighed, når vi sad ovenpå og hyggede os med ungerne, og hun sad alene nede hos sig selv og kedede sig foran fjernsynet.

Når vi for at råde bod på vores dårlige samvittighed inviterede hende op for at være sammen med os, var det på bekostning af vores privatliv.

Efter at vi havde boet sammen i huset i et år, kunne Simon og jeg ikke længere se charmen i det. Vi var i stedet begyndt at drømme om et et-plans parcelhus, hvor vi ikke blev fyldt med dårlig samvittighed og taknemlighedsgæld, så snart vi trådte ind i det.

Det nænnede vi bare ikke at indrømme over for min svigermor. Det var jo for vores skyld, at hun var flyttet sammen med os og havde investeret alle sine penge i huset. I forvejen var hun begyndt at virke lidt nedtrykt, og vi kunne mærke på hende, at hun følte sig ensom. Hvis vi indrømmede, at vi ikke kunne holde ud at bo så tæt på hende, ville hun bare ende med at føle sig endnu mere ensom.

Læs også: Sådan får du talt om problemer i familien

En eftermiddag, Simon og jeg havde sat os ud i haven, mens ungerne legede på græsplænen, kom min svigermor hen og satte sig ved siden af os.

– Hør, sagde hun. – Der er noget, jeg bliver nødt til at indrømme. Hun så meget forpint ud, og hun advarede også på forhånd om, at vi nok ville blive vrede på hende.

Simon og jeg tog en dyb indånding. Nu ville hun nok betro os, at hun savnede vores selskab.

Til vores overraskelse indrømmede hun i stedet, at hun havde indset, at det var en fejl at købe huset sammen med os.

– I ved, at jeg elsker at være sammen med jer og ungerne, men jeg savner også noget så frygteligt at være tættere på mine veninder og alle de andre, jeg plejede at ses med derhjemme.

Hun sank sammen. – Undskyld. Hvis jeg havde haft råd, ville jeg hellere end gerne have foræret jer min del af huset, men det har jeg desværre ikke. Så jeg bliver nødt til at spørge, om vi måske i fælleskab kan finde en anden løsning?

Lettede forsikrede vi hende om, at hun ikke skulle undskylde for noget som helst. Selv om vi elskede hende højt og inderligt, havde vi også indset, at det ikke var optimalt at bo så tæt på hinanden.

Efter ganske kort tid solgte vi huset. Min svigermor flyttede tilbage til den by, hun kom fra, og hvor hun følte sig mere fri til at leve sit eget liv.

Vi flyttede ind i et moderne parcelhus lidt længere væk. I dag, tre år senere, har vi for længst indset, at drømmehjemmet ikke handler om, hvordan det ser ud, men hvordan man trives i det.

Tvillingerne taler stadig om, hvor hyggeligt det var, da deres farmor boede lige nede under os, og vi bare lige kunne smutte op og ned til hinanden. Men var vi blevet boende under samme tag, havde ingen af os i dag hygget os så meget, som vi alle nu gør det, når vi kommer på besøg hos hinanden.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.