En læser fortæller: Verdens bedste naboer

Bypigen flytter i parcelhus

Jeg var alt andet end begejstret, da Jonathan og jeg første gang svingede ned ad Solbakken for 10 år siden. Jeg var en bypige, der elskede mulighederne for at shoppe, gå på café eller i biografen, og jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde kunne finde mig til rette i et parcelhuskvarter.

Men så mødte jeg Jonathan i løbeklubben. Han så kun storbyen som et midlertidigt stop og drømte om lys, luft og egen græsplæne, hvor han kunne spille fodbold med sine unger. Drømmen om at få børn delte jeg med ham, og vi havde ikke været kærester i mere end et år, før vi seriøst begyndte at tale om at få en familie sammen.

På det tidspunkt boede vi i min lejlighed, og det stod ganske klart, at vi hurtigt ville vokse ud af de 75 kvadratmeter, så snart et spædbarn og ikke mindst alt barnets udstyr flyttede ind.

Jeg foreslog, at vi fik en større lejlighed, men min kæreste kunne slet ikke se, hvordan vi nogensinde skulle få et harmonisk familieliv i en lejlighed. Han havde selv været en rigtig vildbasse som dreng og syntes nærmest, det var børnemishandling at holde børn i en lejlighed, som han sagde.

Jeg kunne godt forstå ham et stykke hen ad vejen, for jeg var selv vokset op i et kvarter, hvor ungerne legede på vejen i de lange sommeraftener, men jeg brød mig heller ikke om at få naboer, der kunne følge med i ens liv over hækken.

Læs også: En læser fortæller: MIn søde delehund

Til sidst satte Jonathan hårdt mod hårdt. Hans børn skulle ikke vokse op i byen, og hvis jeg insisterede på at blive boende, blev det ikke os, der skulle have børn sammen. Modstræbende overgav jeg mig, og ikke længe efter var jeg gravid. Jeg forsøgte at være voksen og lytte interesseret, når han viste mig endnu et ombygget parcelhus i et dejligt kvarter tæt på skole, indløb og daginstitutioner.

Som graviditeten skred frem, fik jeg dog sværere og sværere ved at se charmen i at slæbe min tunge krop samt indkøbsposer op på fjerde sal, og jeg gyste ved tanken om, at jeg også snart skulle slæbe en babylift derop. Selv om mit storbyhjerte blødte, kunne jeg godt se fornuften i at flytte ud af byen.

Gode råd og lån af værktøj

To måneder før Magnus blev født, flyttede vi ind i huset på Solbakken. Det var en forårsdag, og bøgehækken omkring huset lyste grønt, mens fuglene kvidrede. Vi havde ikke boet i huset i mange dage, før Lisbeth og Hans kom forbi med en flaske vin.

Jonathan inviterede dem ind og lavede kaffe som den naturligste ting i verden, selv om jeg havde pointeret, at jeg ikke orkede sådan noget nabokomsammen hele tiden.

Lisbeth og Hans viste sig dog at være søde og hjælpsomme mennesker, og som nybagte boligejere fik vi ofte brug for deres råd og ikke mindst lån af værktøj fra Hans’ skur. Jeg faldt i snak med Nina på den anden side, som var på barsel med deres første barn, og snart blev det fast rutine, at vi drak formiddagskaffe sammen.

Siden har vi hver især fået to børn mere. Faktisk var Nina og jeg også på barsel samtidig med vores andet barn, og i dag er ungerne så meget sammen, at jeg nogle gange er i tvivl om, hvem af dem der er vores.

Læs også: Mimis brevkasse: Naboens søn mistrives

I dag kunne jeg ikke forestille mig at bo andre steder end på Solbakken. Jeg elsker, når Mikkel og Nina en sommeraften råber over hækken, om vi ikke har lyst til at komme over til en grillpølse. Så hopper alle ungerne på trampolinen, mens vi voksne hygger og griner.

Det er også dejligt, at Hans og Lisbeth på den anden side er søde til at træde til, når vores børn er syge, eller vi mangler hjælp til at fælde et træ.

Jeg boede i min lejlighed i byen i syv år, men jeg kendte intet til mine naboer, og dengang satte jeg pris på at være anonym. Vores naboer er ikke vores bedste venner, og de behøver ikke vide alt, hvad der foregår i vores hjem, men de er søde mennesker, som jeg værdsætter højt.

Vi hjælper hinanden med stort og småt i hverdagen, kigger efter hinandens huse og passer hinandens kaniner og katte. Jeg ved slet ikke, hvordan vores liv skulle hænge sammen, hvis vi ikke havde vores gode naboer omkring os. Nu kan jeg godt grine af mig selv og mine fordomme om livet bag hækken, for jeg har endelig forstået vigtigheden af et godt naboskab.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.