En læser fortæller: Vi fik en skør nabo

Et hus for os

Rasmus og jeg var rigtig glade for at bo i vores lejlighed i byen. Vi havde en grøn park lige om hjørnet, og nede i vores hyggelige gård manglede der hverken gynger eller legekammerater til vores to unger på 4 og 6 år. Men når det blev sommer, og solen bragede ind igennem vinduerne oppe på fjerde sal, længtes vi alligevel efter vores egen græsplæne og en strand i nærheden.

Tænk at kunne vågne en sommermorgen til fuglekvidder og sætte sig ud og drikke morgenkaffe, fylde vand i et svømmebassin og hænge de våde badehåndklæder til tørre på en udspændt snor mellem birketræerne.

Drømmen blev til planer, og vi gik i banken for at få lagt et budget. Heldigvis var der lige akkurat råd til, at vi fandt et billigt sommerhus. Så gik jagten i gang, men hver gang vi forhåbningsfuldt var kørt afsted med ungerne på bagsædet for at se på et sommerhus, var det endt med at blive en skuffelse.

Hvis ikke det var en defekt septiktank, der stank på hele grunden, lå huset ud til en befærdet landevej. Den eneste gang, vi var nået at komme i nærheden af det, vi drømte om, blev det solgt for næsen af os til nogle andre.

En dag så jeg en ny annonce på et sorttjæret sommerhus. Nok var det småt og primitivt, men det var så charmerende med hvidmalede vinduer. Og så kunne beliggenheden næsten heller ikke være bedre, for det lå gemt for enden af en lille, lukket vej med kun en nabo.

Vi skyndte os at ringe og lave en aftale om at komme og se huset med det samme. Da vi stod og ventede på ejendomsmægleren, der ikke havde travlt med at dukke op til den aftalte tid, viste herligheden sig at være endnu mere fantastisk, end vi havde turdet forestille os.

I den gamle, lukkede have, hvor der var masser af syrener, stod et nyt gyngestativ og en trampolin. Nu var vi ikke i tvivl om, at det var noget for os.

Da ejendomsmægleren endelig dukkede op, virkede han knap så ivrig for at sælge huset, og han foreslog, at vi slog koldt vand i blodet. Måske skulle vi gå en tur rundt i området og hilse på nogle af de andre naboer på vejen først?

Vi kunne fornemme på ham, at der stak et eller andet under. Måske var der nogle andre, han hellere ville sælge til. Vi turde ikke gamble, så vi slog til med det samme og sagde, at vi gerne ville byde på huset.

Han trak bare på skuldrene og sagde, at han ville kontakte sælgeren. Inden det blev sommer, havde vi købt huset, og vi kunne slet ikke tro vores held.

Læs også: 6 ideer til gode ferie med mange børn

Første gang vi kom for at holde weekend i vores nye sommerhus, var vi ikke til at styre. Solen skinnede, og ungerne legede udenfor, mens Rasmus og jeg gik rundt med hvert vores lykkelige smil og indrettede indenfor.

En ældre, gråhåret dame dukkede op for at byde os velkommen. Det viste sig at være vores nabo, der som den eneste på vejen boede i sit hus hele året og havde gjort det i det sidste 15 år.

Vi inviterede hende på en kop kaffe, men det afslog hun, og i samme åndedrag fortalte hun, hvor lettet hun var for at være sluppet af med de tidligere naboer. De havde gudskelov kun haft sommerhuset i et år, men i den tid havde de været fuldstændig respektløse.

Der havde været larm døgnet rundt, og de havde ladet deres børn og lige så ustyrlige hund rende ind og ud af hendes have, som det passede dem. Hver gang hun venligt havde bedt børnene om at holde sig inde på deres egen grund, havde forældrene nærmest truet hende på livet.

Vi lyttede bestyrtet og forsikrede hende om, at vi var stille og rolige mennesker, der ikke kunne drømme om at lade vores børn lege andre steder end i vores egen have.

Vanvittig af larm

Vi hverken så eller hørte mere til vores nye nabo, før vi endelig skulle tilbringe fire afslappende uger i sommerhuset. Den første dag, hvor jeg havde lagt mig topløs i en liggestol med et ugeblad, mens ungerne hoppede i trampolin, dukkede hun op igen.

Jeg skyndte mig at dække mig til, mens hun klagede over, at vores børn hylede og skreg. Hun var allerede ved at blive vanvittig over at høre på dem, påstod hun. Jeg undskyldte og forsikrede hende om, at vi nok skulle bede dem dæmpe sig.

Allerede efter et par timer stod hun der igen. Nu klagede hun over, at når vores unger hoppede i trampolinen, kunne de glo lige ind på hende. Hun brød sig virkelig ikke om, at de udspionerede hende.

Rasmus og jeg blev noget underligt til mode, men vi lovede hende, at vi ville rykke trampolinen, så det ikke generede hende.

Der gik dog ikke længe, før hun stod der igen. Nu var det vores græsslåmaskine, der larmede, og samtidig ville hun også bede os fjerne al den skvalderkål, der voksede inde hos os, for den sneg sig ind i hendes have. Næste gang kom hun for at klage over, at vi havde tændt for grillen, for al den røg var ved at tage livet af hende.

Selv om vi forsøgte at være imødekommende og tage alle de hensyn, vi kunne komme i tanker om, stod hun mere eller mindre konstant på den anden side af hækken og holdt øje med alt, hvad vi foretog os. Det blev selvsagt mere og mere anstrengende.

Allerede efter den første uge turde vores børn dårligt nok bevæge sig ud i haven af frygt for, at naboen igen skulle dukke op for at klage.

Væk var æbletræet

En dag, Rasmus og jeg var i gang med at plante et spædt æbletræ, kom hun så ind igen, denne gang for at klage over, at træet ville komme til at skygge i hendes have.

Vi stod begge og måbede, for træet var ikke en meter højt endnu og stod heller ikke i nærheden af hendes have. Det blev dråben, for nu gad vi ikke høre på hende mere. Vi bad hende bestemt om at gå ind til sig selv og lade os være i fred.

Næste morgen, da vi vågnede, var æbletræet gravet op og forsvundet. Da Rasmus og jeg sammen gik ind til hende og bad hende holde op med at chikanere os, truede hun med at tilkalde politiet, hvis ikke vi straks forsvandt fra hendes grund.

Et par dage efter, hvor vi havde været på stranden med ungerne, kom vi tilbage og så, at vores skraldespand var væltet, så det flød med affald i hele haven.

Efterhånden som vi faldt i snak med nogle af de andre naboer på vejen, kunne vi forstå, at vi ikke var de første, som vores nabo igennem årene havde jaget væk fra huset. Hvor skør hun var, gik op for os en nat, da børnene for længst var faldet i søvn, og vi hørte puslende lyde uden for vores soveværelsesvindue.

Da vi slog gardinet fra, stod vores nabo med næsen trykket fladt mod ruden. Uden en trevl på kroppen fór Rasmus ud og råbte, hvad hun bildte sig ind at stå dér og lure på os? Kvinden skreg, at vi holdt hende vågen hver nat med alle vores ”perverse lyde”.

Charmen forsvandt

Resten af den sommerferie blev det fuldstændig umuligt for os at slappe af. Hver morgen tog vi ungerne, kørte til stranden og tilbragte hele dagen der.

Når vi kom tilbage til huset, kunne vi ikke længere få øje på nogen som helst charme ved det. Naboen, derimod, blev ved med at dukke op og brokke sig over det ene og det andet.

Efter tre uger pakkede vi sammen, for vi blev nødt til at køre hjem og slappe af i vores lejlighed. På vej fra sommerhuset kørte vi forbi den ejendomsmægler, der havde solgt os huset. Han så ud, som om han havde ventet os, og virkede ikke spor overrasket ud over, at vi allerede ville sælge det igen.

Da vi luftede vores utilfredshed med, at han ikke havde nævnt den bimse nabo, der fulgte med i sommerhuskøbet, forsvarede han sig med, at han var sælgers mand. Nu, hvor vi gerne ville af med sommerhuset, ville vi vel heller ikke betale ham for at skræmme køberne væk?

Jeg rykkede mig utilpas på stolen, for det havde han selvfølgelig ret i. Så slap vi jo aldrig af med det.

Han mindede os om, at han havde rådet os til at gå en tur og tale lidt med de andre naboer, inden vi skrev under på noget som helst. Vi måtte så erkende, at vi i stedet for at have lyttet til hans velmente råd havde været mere forhippet på at købe huset.

Læs også: Mimis brevkasse: Min nabo kører beruset

Det endte med, at vi havde sommerhuset stående til salg, indtil syrenerne året efter sprang ud igen. Når der gik så længe, var det måske, fordi det var knapt så charmerende, da det blev efterår, bladene var faldet af træerne, og der var uhindret udsigt ind til naboen.

Da ejendomsmægleren ringede og sagde, at der var kommet en køber, var det en stor lettelse, at det var en lokal tømrermester. Han ville rive sommerhusidyllen ned og opføre et stort, moderne sommerhus med henblik på udlejning til turister. Samtidig ville han sætte et højt plankeværk op ind til naboen.

Vi endte med at købe et andet, billigt sommerhus, men før vi skrev under, fulgte vi denne gang ejendomsmæglerens råd og hilste på naboerne først.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.