En læser fortæller: Vores herlige somre i Skagen
Afsted til faster og onkel
Min mand og jeg er folkepensionister, og vi nyder at tage på ture i vores sejlbåd. I denne sommer sejlede vi rundt i det sydfynske øhav, og da vi lå i havn et sted, kom en fiskekutter tøffende ind. Det fik de skønneste minder til at vælde op i mig, nemlig om min barndoms sommerferier i Skagen i begyndelsen af 1960’erne.
Dengang boede jeg sammen med min storesøster og mine forældre i en lille landsby i det midtjyske. Mormor og morfar boede i nærheden, så vi var meget sammen, også når vi skulle på ferie.
I Skagen boede min faster og onkel i en lille førstesals lejlighed. De havde stue, soveværelse, køkken, toilet med håndvask og et lillebitte kammer. De var meget gæstfri, og vi var velkommen til at komme på ferie hos dem hver sommer. Og det gjorde vi så!
Vi havde ikke selv bil dengang, men mine forældre lejede en Folkevogn, når vi skulle køre langt. Det var en af de gammeldags bobler, hvor motoren lå bagi, og hvor der ikke var ret meget bagageplads.
I den drog vi afsted seks mand høj, to puddelhunde og oppakning til alle. Mor og far sad foran, mormor, morfar og min storesøster havde bagsædet, og jeg sad i den lille kasse bag bagsædet, som der var i de gamle folkevogne. Mormor og morfar havde desuden hver en hund på skødet.
Der var ikke motorvej op gennem Jylland dengang, så køreturen på 300 kilometer tog adskillige timer. Vi kørte hjemmefra klokken fire om morgenen, for så kunne vi nå Skagen omkring frokosttid.
Undervejs holdt vi pause i grøftekanten. Mor bredte et tæppe ud og fandt de smurte madpakker frem. Der var også saftevand og termokaffe, og i dag undrer jeg mig over, hvordan de fik stuvet alt det ind i bilen.
Det var altid med stor jubel, at vi passerede Limfjorden, for så var vi endelig kommet nordenfjords. Far sagde, at solen altid skinnede nord for Limfjorden, og han må have haft ret, for jeg mindes ingen gråvejrsdage i Skagen.
Vi var helt euforiske, når vi kørte ind på faster og onkels vej og parkerede i den lille gård, hvorfra der var opgang til deres lejlighed. Det må have været noget af et rykind, når vi ankom, men jeg husker kun glade ansigter og begejstrede velkomsthilsener.
Vi blev bænket omkring spisebordet, som var trukket ud i dets fulde længde, og så blev der spist frokost. Der var altid sild og snaps til de voksne, og onkel spurgte mig på sit syngende skagbosk: – Hva’ så, bette Birthe, wil do hå en sojewåd?
Jeg svarede pænt ja tak til en sodavand.
Havet og klitterne
Efter frokost og opvask skulle vi ned til Østerstrand. Undervejs passerede vi de små, gule huse med røde tage og en hvid stribe ved ydersiden af taget. Når vi havde Vippefyret på venstre hånd, kunne vi høre havet bruse, men stadig ikke se det bag klitterne. Herfra fik jeg lov at løbe i forvejen, og det var altid et overvældende syn at se havet fra toppen af klitten.
Jeg husker ikke, hvordan vi alle fik soveplads i lejligheden, men jeg mindes den utrolig hyggelige stemning, når mørket faldt på. Og jeg kan stadig genkalde mig de tidlige morgentimer, hvor lyden af fiskekutterne brød den ellers totale stilhed.
Onkel tog os altid med til fiskeauktion en dag, og så købte han en stor pose med rødspætter eller skrubber. De sprællede, og det gjorde de også, når faster gjorde dem i stand i køkkenet. Det var en himmerigsmundfuld at spise dem med nye kartofler og persillesovs.
Læs også: Ferieafslapning med børnene
En tur til Råbjerg Mile gjorde hver gang stort indtryk på mig, og jeg havde lige så meget sand i håret, som vores to puddelhunde havde i pelsen. Det var også fantastisk at besøge Grenen og stå med det ene ben i Kattegat og det andet i Skagerrak.
Hvor længe vi blev i Skagen, har jeg glemt, men på et tidspunkt har vi jo skullet hjem igen. Så blev Folkevognen atter proppet til bristepunktet, og mon ikke faster inden afrejsen forsynede os med en stor madpakke til hjemturen?
I dag er faster og onkel og lejligheden borte, men mine skønne sommerminder består.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
