Livsstil

Fedtrig middelhavskost giver større vægttab end fedtfattig kost

30. juli 2016 af Videnskab.dk Foto: All Over Press
En fedtrig kost med olivenolie og nødder gav et større vægttab end en streng fedtfattig, viser stort, spansk studie. Men forskerne bag har lavet flere fodfejl, der koster på troværdigheden, mener dansk fedmeforsker.

En fedtrig kost feder ikke mere end en fedtfattig, hvis fedtet vel at mærke er af den rigtige slags.

Det viser i hvert fald et spansk studie, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Diabetes & Endocrinology. Det skriver Videnskab.dk.

Studiet, der er lavet under ledelse af professor og læge Ramon Estruch fra Clinic Hospital Universitari i Barcelona, viser, at middelhavskost, der typisk er rig på vegetabilske olier og fisk, feder mindre end fedtfattig kost.

- Mere end 40 års ernæringsvejledning har talt for en fedtfattig kost, men vi ser meget lidt indvirkning på stigning i overvægt. Vores studie viser, at en kost, der er rig på vegetabilsk fedt fra eksempelvis olivenolie og nødder har meget lidt effekt på overvægt og livvidde sammenlignet med folk, der spiser fedtfattigt, siger Ramon Estruch.

Læs også: Forsker: Udmelding om mættet fedt er alt for unuanceret

Masser af nødder

7.447 deltagere i alderen 55-80 år blev inddelt i tre cirka lige store grupper:

* En gruppe fik en kalorieubegrænset middelhavskostplan med masser af olivenolie

* En gruppe fik en kalorieubegrænset middelhavskostplan med masser af nødder

* En gruppe fik fedtfattig kost

Alle deltagere blev fulgt tæt af diætister, og i gennemsnit tabte de middelhavskostspisende sig mere end den fedtfattige gruppe:

Olivenolie-gruppen tabte sig i gennemsnit 0,88 kilo, fedtfattiggruppen tabte sig 0,6 kilo og nøddegruppen 0,4 kilo.

Gennemsnitslivvidden i alle grupper gik dog op. Men det var de patienter, der spiste fedtfattigt, som gik mest op i livvidde med 1,2 centimeter i snit, mens olivengruppen lå på 0,85 centimeter og nøddegruppen på 0,37 centimeter.

Alle deltagere havde forhøjet risiko for hjerte-kar-sygdomme eller havde type 2-diabetes, ligesom 90 procent af de undersøgte var overvægtige.

Læs også: Fedtafgiften handlede om skattelettelser, ikke om sundhed

Et gran salt

Thomas Meinert Larsen, der er lektor på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, finder studiet spændende, men det lider ifølge ham af flere mangler.

-Det kunne have været et banebrydende og unikt studie, men de har ikke tænkt sig godt nok om, da de startede. Det viser sig, at kontrolgruppen i starten af projektet ikke fik den samme grad af kontakt med projektets ansatte, eksempelvis vejledning fra diætisterne, siger Thomas Meinert Larsen.

- Det betyder ikke, at studiet er ubrugeligt, men det er stærkt uheldigt, og resultaterne må derfor tages med et gran salt, siger den danske forsker.

Han ærgrer sig også over, at forskerne bag studiet efter hans mening ikke giver nok informationer omkring energitætheden i den kost, som deltagerne fik.

- Kostens energitæthed er vigtig, når vi taler om mad, der feder. Du kan godt have noget, der er fedtfattigt, men energitæt eksempelvis digestive kiks, der ikke indeholder meget fedt, men bestemt er i den fedende ende. Eller hvis man erstatter fedt med sukkerholdige læskedrikke, vil det fede mere, siger han.

Læs også på Videnskab.dk

Ny viden om fedt udfordrer de officielle kostråd

Brunt fedt – fremtidens våben mod overvægt?

Sponsoreret indhold