Ferie for fraskilte forældre

Da jeg for et stykke tid siden fortalte en bekendt, at min eksmand og jeg skal holde en uges sommerferie sammen med alle børnene, selv om han har ny kæreste, blev hun noget forundret. – Hun må godt nok være speciel, hende den nye kæreste. Det var jeg aldrig gået med til, udbrød hun.
Jeg blev først paf og svarede noget i stil med, at sådan havde jeg ikke lige tænkt på det, og bagefter gik jeg i forsvarsposition og begyndte at forklare, at det altså ikke var min ide, men min eksmands.
Og der er mange, der har det som min bekendt, når det handler om at holde ferie sammen som fraskilte: Det gør man bare ikke – og de ville i hvert fald ikke finde sig i det, hvis de var den nye kæreste.
LÆS OGSÅ: Sådan får du sammenbragte børn til at føle sig som søskende
Men hvorfor ikke? Vi gør det ikke for at blive kærester igen. Vi gør det, fordi det vil være en god og positiv oplevelse for børnene, og fordi vi stadig er gode venner. Desuden er det vigtigt for os at bibeholde et godt forhold til både hinanden og hinandens forældre, så vi ikke også bliver skilt fra halvdelen af vores familie. Og lige præcis den fælles del af sommerferien kommer til at foregå delvis sammen med børnenes farmor og farfar.
Min bekendt mente også, at det måske kunne være hårdt følelsesmæssigt, eftersom det ikke er så længe siden, at vi gik fra hinanden. Men i forhold til børnene, var hun klar i mælet: - Lad dig ikke gå på af, hvad andre siger. Man skal gøre det, der føles rigtigt for en selv og børnene.
Sommerferie i skilsmissefamilien
Sådan får du en god sommer i skilsmissefamilien:
¤ Lad være med at falde i den fælde, at der virkelig skal ske noget specielt, så I begge tager børnene med på udlandsrejser eller andet eksotisk. Hvis den ene rejser det ene år, kan den anden rejse det næste. Ellers bliver det hurtigt for meget for børnene.
¤ Hold ferie sammen, hvis det passer til jer og jeres familie. Børn har godt af at se, at deres forældre er gode venner, selv om de ikke længere er kærester.
¤ Hold lidt kortere ferie med børnene hver især. Hvis I begge skal have tre uger med dem, går hele skoleferien, og så er der ikke tid til at se venner eller tage på koloni, fodboldskole og lignende.
LÆS OGSÅ: 6 ideer til ferier med mange børn
¤ Sørg for tid og plads til at gøre ingenting – ferie handler også om at komme ned i gear og bare være sammen. Der behøver ikke ske så meget andet end et par strandture og hygge.
¤ Du behøver ikke dulme den dårlige samvittighed over, at I er gået fra hinanden, med dyre ekskursioner eller charterrejser. Det vigtigste for børnene er, at I har det godt hver sig og sammen med dem.
¤ Drop konkurrencen om den bedste ferie – det er unødvendigt og skaber intet positivt, for børnene bliver pressede af det.
¤ Giv ikke din eksmand eller -kone skylden for eventuelt dårlig økonomi foran børnene, uanset hvor rigtigt du mener, det er. Tal med venner og veninder om det, når børnene ikke hører det. Desuden behøver en god ferie ikke at koste penge.