Forelskede teenagere

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Forelsket som en teenager
Det er mange år siden, jeg sidst var forelsket, og derfor kan det være svært at sætte sig ind i de meget store følelser, mine børn kommer hjem med, når de oplever deres første forelskelser.
Det er svært ikke at smile overbærende og komme til at lyde lidt for realistisk, når de fortæller om deres store kærlighed, og man ser deres sms'er fyldt med hjerter og kysse-smiley'er.
LÆS OGSÅ: 8 gode råd til at tackle din teenager
Men lige netop den reaktion har de ikke brug for - og tænker jeg virkelig godt efter, kan jeg også godt huske mange af mine teenageforelskelser. Mange af dem er endda dukket op igen på Facebook, og vi kan både snakke om gamle dage og nu, og det er faktisk rart.
Sindsygt forelsket
Der skal dog næsten en forelskelse til for at kunne leve sig helt ind i de unges univers, og så indser man hurtigt, at man ikke er et hak bedre selv - blot mange år ældre. Så sender man pludselig også beskeder nærmest døgnet rundt, og de indeholder hjerter, kyssemunde, kysse-smiley'er og små tegneseriefigurer med blinkende hjerter og luftkys.
LÆS OGSÅ: Pas godt på teenage-pigerne
Er det åndssvagt? Ja, det er det. Men sådan er forelskelse. Det er en slags sindssyge, hvor man opfører sig som en teenager, uanset sin aktuelle alder. Og det er godt at blive mindet om, for det hjælper os til at forstå teenagerne bedre, når de for første gang oplever de helt store følelser.
Den første kærlighed
Sådan tackler du en forelsket teenager:
? Lad de unge leve sig hundrede procent ind i deres forelskede og lad være med at opdrage på dem med voksenrealisme.
? Der er ingen grund til at fortælle dem, at det nok ikke holder evigt. De har brug for at tro på, at det er "4 ever".
? Nyd deres glæde og glæd dig over, at de er så glade - der er ikke noget så livsbekræftende som forelskede teenagere.
? Lær kæresten at kende og vis, at du sætter pris på ham eller hende.
Bevar roen - og hold din mening for dig selv
? Rum deres følelser og støt dem, men hold dig langt fra at sige, at du ikke kunne lide ekskæresten - de kan være sammen igen i morgen, for det går stærkt i den her alder.
? Grav dybt i hukommelsen og husk tilbage på dine egne ungdomsforelskelser. Det gør det nemmere at sætte sig ind i de unges oplevelser. Men lad være med at dele for mange af dine erfaringer med dem - man kan hurtigt blive en pinlig forælder.
? Når forholdet slutter, skal du ikke vise din forskrækkelse over deres meget store følelser - de skal kunne være ærlige uden at bekymre sig om dig.
? Acceptér, at de hellere vil tale med venner og veninder end med dig - efter deres mening har vi aldrig oplevet de samme intense følelser.
? Vær bevidst om, at det er hurtigt overstået, selv om de er vildt ulykkelige. I næste uge er der måske en ny.
