Fra frisør til fanger

Pludselig sker det bare. Johanne Bechs slædehunde har hylet af utålmodighed, mens hun en for en har givet dem seletøj på.  I den gryende morgen har hun pakket slæden og polstret den med rensdyrskind. Og nu kan hendes hundekobbel ikke vente længere. De rykker i deres liner. De gør højlydt og kommer til sidst i et voldsomt slagsmål, som Johanne kun kan stoppe ved at slå en trosse af tovværk gentagne gange ned i flokken.

Og så. Pludselig holder den evindelige glammen op og hundene stikker af. I en fin vifteformet formation. Med slæden. Med Johanne Bech smilende i front. Og med Ude og Hjemmes to udsendte klamrende sig til rækken af sammensurrede brædder, der udgør den geniale konstruktion af en grønlandsk hundeslæde.

Foran ligger ødemarken

Vi er på vej. Ud i vildmarken ved den vestgrønlandske by Sisimiut. Og selvom Ude og Hjemmes udsendte står bagerst på en pigbesat gummimåtte, der skulle udgøre det for en bremse, så har det ingen synderlig effekt på hundene. De skal af sted. Så hurtigt som muligt.  Og af sted går det i fuld fart, mens iskrystallerne fra hundepoternes afsæt rammer os i ansigtet. Foran ligger en ødemark af sne og bjerge.

- Hundene skal nok selv finde vej. De kender sporet. Bare forsøg af tage farten lidt af ned ad bakkerne, råber Johanne beroligende til os.

LÆS OGSÅ: Hilsen til bortført datter

Johanne Bech er efterhånden blevet 61 år gammel.  Bag sig har hun en mildt sagt usædvanlig karriere, der startede, da hun kom til verden i Sisimiut som datter af en grønlandsk mor og en dansk far. Hendes far har hun aldrig kendt eller savnet.  Danmark kom hun til at kende, da hun i gik i niende klasse i Holstebro og siden uddannede sig til tandtekniker i Sønderborg og København i midt 70’erne. Tilbage i Grønland arbejdede hun otte år som tandtekniker i Sisimiut. Men brugen af kemikalier var hård ved helbredet, så Johanne uddannede sig til frisør. Men også her gav kemikalierne hende hovedpine og næseblod.

Nedlagt hundrede okser

I dag er hun noget ganske andet. Hun er en af de ganske få kvindelige fuldtids-fangere i Grønland - endda med en imponerende jagt-karriere bag sig. Gennem årene har hun personligt nedlagt hundredvis af moskusokser og rensdyr, som hun endda selv har pelset og skåret op langt ude i de grønlandske fjelde. Kødet og skindet har hun båret på nakken hen til sin hundeslæde eller sin jolle.

Springet fra danskuddannet tandtekniker til grønlandsk vildmarkskvinde, synes enorm. Og det virker ikke som om alderen på nogen måde trykker. Det er med fuld livsgejst og kraft, at Johanne med høje råb dirigerer sine hunde op ad de sneklædte bjergskråninger nedenfor Kællingehætten – det karakteristiske fjeld, der troner bag byen. 

Men faktisk var hun slet ikke tændt på at blive fanger de første mange år. Heller ikke selvom hun som barn kom med sin bedstefar på sæljagt og lærte den oprindelige grønlandske levevis.

LÆS OGSÅ: Judy reddet af sine hunde

- Det gav mig mange gode oplevelser. Men alligevel. I starten var jeg faktisk ikke så meget for jagt og fiskeri. Men så mødte jeg Jan og han var meget interesseret i både hunde og jagt. Så jeg skulle hele tiden tage med og hjælpe ham. Jeg synes faktisk, det var lidt irriterende. Men efterhånden kom interessen, fortæller Johanne.

Johannes mand, Jan Jørgensen, er dansker og flyttemand i Sisimiut. De mødtes i 1978. Johanne havde datteren Lilli (43) og sammen fik de Ajaaja (30).  Vi møder døtrene efter slædeturen, da vi returnerer til Johanne og Jans hus. Johanne må presse firehjulstrækkeren gennem dyb sne for at komme hen til hoveddøren. Udenfor hænger rækker af torsk til tørre under en bjælke. Ved siden af er jollen med den store 150 hk påhængsmotor parkeret klar til den kommende sæson, når isen i fjordene atter forsvinder.

Udsigt til slædehunde

- Vi I have kaffe, siger hun og leder os ned til en del af huset, hvor der er en fin udsigt over byen og naboens ivrigt hylende slædehunde.

Selvom slædehundene er kernen i traditionel grønlandsk levevis, så har de moderne tider for længst indfundet sig i Sisimiut, der tidligere hed Holsteinsborg. Før i tiden lå hundene i lænker ved hvert hus, men nu er der færre af dem. De fleste er flyttet til udkanten af byen, hvor deres larm ikke generer.

Det kan Johanne nu godt forstå. Hun har også flyttet sine omtrent 35 slædehunde derud. Slædehundene ligger dog udenfor i al slags vejr, som de altid har gjort.

- Det er de nødt til. Vi har hundehuse til hvalpene, men de voksne skal kunne klare selv den værste kulde. Ellers kan vi ikke bruge dem på vores slædeture, hvor vi er helt afhængige af dem, fortæller hun 

LÆS OGSÅ: Voldtaget af eks-kæresten

Johanne krænger sine bjørneskindsbukser og sin sælskindsanorak af - det traditionelle grønlandske tøj, som også hendes forfædre brugte. Johanne klæder sig dog ikke i dyrepels for syns skyld, men udelukkende fordi det holder hende varm i ekstrem kulde.

Under laget af de varme pelse dukker en helt ny kvinde frem. Slank, nærmest spinkel fremstår hun nu mere som netop en damefrisør end en fanger, der lever af jagt og fiskeri i en ofte ekstrem natur.

Huset ligner også på mange måder et dansk hjem med billeder af børn og børnebørn. En flot narhval-tand og en to meter lang barde fra en hval på endevæggen vidner dog om det noget anderledes liv i havet udfor kysterne.

Har et tæt sammenhold

Kort efter er der liv i huset.  Ajaaja kommer med sin søn Aipe på syv måneder.  En ordentlig kraftkarl noget større end Philip, der ellers er næsten 10 måneder. Han er søn af Johannes anden datter Lilli, der også har sønnen Lukas på ni år med.  Derudover er der Daniel på 21 år, som ikke er hjemme.

- Vi har altid holdt meget sammen som familie. Det er skønt at få børnebørn og jeg nyder at bruge tid sammen med dem. Desværre er jeg ofte væk. Det er jo et arbejde at leve, som jeg gør. Der skal virkelig knokles igennem. Mange synes, at det lyder lidt romantisk. Men det er det altså ikke, når du har 200 fjeldørreder foran dig, der skal gøres rene.  Eller når kødet fra rensdyrene skal bæres ned til jollen ofte mange kilometer væk, fortæller hun.

Men Johanne elsker alligevel sit liv. Særligt turene på hundeslæden alene ud i alt det hvide, kan fylde hende med glæde.

LÆS OGSÅ: Tvunget til at skrige

- Det er en fantastisk en oplevelse. Når hundene først har løbet det første krudt af sig, så løber de stille og roligt. Og det gør de faktisk i op til otte timer. Det er nogle stærke og dygtige dyr, lyder det fra hende.

Og selvom slædehundene lever lysår fra et liv som en dansk skødehund, så ser Johannes hunde ud til at nyde det hårde liv. Selvom de kan kæmpe med hinanden, så blodet springer, så bliver der ro, når Johnane råber op.

Det er nemlig hende, der har bukserne på. I dag er det bjørneskind men til daglig træning bruger hun bukseskind - af netop slædehund.

Højdepunkter i Johannes år

- Januar til april. Hundeslædesæsonen starter. Johanne kører med turister fra Kangerlussuaq. Nogle tager turen helt til Sisimut, i alt 180 km gennem vildmarken.

- Februar. Her starter jagten på moskusokserne, der lever i tusindvis i området.  

- Marts. Her kommer trofæjægerne til Kangerlussuaq, hvor Johanne er jagtguide.

- Juni. Fanger hun ammasetter. Små laksefisk som tæt ved kysten kan skovles op i tusindtal. Bruges som hundefoder. Her fanger hun også torsk til tørring.

- Juli. På sommerlejr med familien, hvor hun fanger fjeldørreder og bor i telt.

- September/oktober. Jagt på rensdyr og fiskeri efter laks.

Se også www.wogac.com eller kontakt Johanne på mail: [email protected]