Livsstil

Hold styr på livet online

26. juni 2014 af Charlotte Højlund Foto: Charlotte Højlund
Storesøster er på Facebook, lillebror spiller playstation og mor og far er i gang med iPad og pc. Familien er online dagen lang, og det går nemt ud over nærværet - og det giver desværre også grobund for mobning næsten døgnet rundt.Charlotte Højlund hjælper dig med at begrænse forbruget og holde øje med børnenes omgangstone og hvilke spil, de kaster sig over.

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter


Sluk nu, skat

Jeg er ikke meget for skærme. Selv om jeg nyder godt af børnefjernsyn, der holder mine børn beskæftiget, mens jeg er nødt til at gøre noget andet, og af internettet, der giver mig mulighed for at arbejde hjemmefra samt finde og følge gamle bekendtskaber, kan det hurtigt blive for meget - især i familien.

Nærværet forsvinder

Når man hele tiden er online, fjerner det rigtig meget nærvær. Når alle har blikket stift rettet mod en skærm, hvad enten det er tv, computer, iPad, iPod eller smartphone, er man aldrig helt til stede. Der er hele tiden noget andet, der tager en del af opmærksomheden.

LÆS OGSÅ: Sådan får du børnene ud i haven

Mor kører taxi

Igen og igen må jeg sige: - Sluk nu, skat!, når vi er ude at køre sammen. Det, der tidligere var en fælles stund, hvor vi talte om dagens store og små oplevelser, er blevet til, at jeg er taxichauffør for et tavst barn, travlt optaget af sin mobil. Det vil jeg ikke.
Derudover har onlinelivet andre konsekvenser: Det stresser både børn og voksne altid at være på, og det har gjort mobning til en konstant størrelse, der ikke længere kun findes i skoletiden.

LÆS OGSÅ: Styrk dit barns selvværd

Alt det stiller store krav til os voksne om både at bevare et familieliv og passe på vores børn. Her får du mine tip til at få styr på børnenes tid foran skærmen - og værne om nærværet i familien.

Pas på børnene

? Hvis børnene er for meget på, må der regler til, for eksempel at en time ved skærmen skal følges op af en times leg eller en time udenfor.

? Tal med børnene om, hvilke sociale medier de bruger. Det kan være Facebook, chatfora, sms-tjenester.

? Spørg også af og til, om du må se, hvad de sender til hinanden. I dag foregår meget mobning online, og uanset om de er mobbere eller bliver mobbet, skal der tages hånd om det hurtigt.

? Hold øje med, hvilke spil de spiller, så de ikke får downloadet noget, der er meget voldeligt eller ikke er alderssvarende.

? Hvis de bruger iTunes til at hente spil, kan du få en blokering, så de ikke kan købe ting i selve spillet. Ellers kan iTunes-køb hurtigt dræne en bankkonto.

Pas på nærværet

? Opsæt regler for dig selv og din skærmtid - og overhold dem.

? Lad være med at besvare mail, når du ikke er på arbejde, medmindre du virkelig venter noget vigtigt.

? Forbyd mobiltelefoner ved spisebordet. De kan sættes på lydløs og lægges i vindueskarmen - verden går ikke under, fordi der går 20 minutter, før man be-svarer en sms.

? Gå selv forrest som det gode eksempel, og undskyld, hvis du er nødt til at besvare et opkald eller ringe tilbage under middagen. Børnene skal forstå, at det er en undtagelse, og at du godt ved, at det er forkert - også for dig som voksen.

? Bed om, at mobilen slukkes eller lægges væk i de situationer, I tidligere har haft som alenetid, for eksempel på køreture.

LÆS OGSÅ: Læs for og med børnene

Sponsoreret indhold