Livsstil

Hvorfor bliver jeg træt af frisk luft?

17. juni 2016 af Videnskab.dk Foto: All Over Press
En ordentlig omgang frisk luft giver flere af vores læsere en umådelig følelse af træthed. Men hvad er sammenhængen mellem frisk luft og trangen til en middagslur?

En tur i det fri giver vind i håret og frisk luft lige ned i lungerne. Fornyet energi! Eller hvad?

For efterfølgende melder trætheden sig, og man må overgive sig til lagnerne. Sådan har mange det i hvert fald. Men hvorfor gør luft og blæsevejr os så trætte?

Det har Videnskab.dk sat sig for at undersøge.

Læs også: Forskere fastslår: Frisk luft forbedrer elevers præstationer

Kan ikke gøre dig søvnig

Vi har været vidt omkring det videnskabelige spektrum for at finde en forklaring på fænomenet, og den er desværre ikke helt entydig.

Vi starter hos fysiologerne.

Jens Bangsbo er professor ved sektionen integreret fysiologi på Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring, og han afkræfter, at der findes en direkte sammenhæng:

- Der er ingen fysiologisk sammenhæng mellem frisk luft og træthed. Frisk luft kan ikke i sig selv føre gøre dig søvnig.

Det bekræfter hans kollega Thomas Holm Pedersen, lektor i fysiologi ved Aarhus Universitets Institut for Biomedicin:

- Der findes ikke noget fysiologisk argument for, at man bliver søvnig af frisk luft. Det er nok nærmere de omgivelser, man befinder sig i, der spiller ind, siger han.

Læs også: Hvorfor bliver man træt efter en orgasme

Tungere underlag

Til gengæld kan det trætheden måske skyldes noget så banalt som den fysiske belastning.

- Hvis vi taler om en gåtur, handler det nok mere om den måde, man bevæger sig på i henholdsvis land og by. På landet eller på stranden belaster man måske kroppen mere, da underlaget er tungere og mere varieret end byens asfalt. Der er også mange færre stop på landet end i byen, siger Jens Bangsbo.

Forklaringen kan også være psykologisk, mener Thomas Holm Pedersen:

- Det har en afslappende effekt på kroppen at komme væk fra det daglige trommerum og ud i naturen. Man falder naturligt ned i gear.

Læs også: Hvorfor er man træt om dagen, men lysvågen om aftenen

Ud af vante rammer

Vi holder fast i den tanke og spørger Søren Kyllingsbæk, professor og leder på Aarhus Universitets Institut for Psykologi, hvad nye omgivelser gør ved os.

Faktisk kan de være alt andet end afslappende.

- Når man kommer ud af de vante rammer og for eksempel ud i naturen, får man en masse nye indtryk. Det bruger hjernen kapacitet til at forholde sig til, og det øger energiforbruget. Både i øjeblikket og under den efterfølgende forarbejdning, siger Søren Kyllingsbæk.

Han forklarer, at vi mennesker er indrettet med det, man i psykologien kalder "skemaer". Det er en slags kognitive manuskripter, som vi benytter os af i dagligdagssituationer. De bevirker, at vi kan forudse situationer, vi ofte befinder os i.

Men de er sat ud af spil, når man befinder sig i andre omgivelser.

Læs også på Videnskab.dk

Hvad er forårstræthed

Kronisk Kronisk træthed kan skyldes en dårlig barndom

Sponsoreret indhold