Han flirter på sms - med en anden

Jeg har gjort noget, som jeg ellers selv synes er helt utilgiveligt, men som også havde et chokerende udfald: Jeg tjekkede min mands mobiltelefon en dag han var i bad. Og her opdagede jeg, at han sms-flirter med en af sine arbejdskolleger. Beskederne var ikke specifikt udpenslede seksuelt, men der var en masse småfrække hints og flirtende kommentarer. Jeg konfronterede min mand med det, men han grinede bare og slog det hen, og sagde, at det ikke betyder noget – at det bare er den facon han skriver sammen med hende på.
Da jeg sagde, at jeg ikke brød mig om det, sagde han, at jeg ikke skulle bekymre mig mere om det. Er det bare mig, der overreagerer på det her? Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorfor de skal skrive sammen på den måde? Og hvad laver de så ikke, når de er sammen på kontoret? Skal jeg føle mig udsat for utroskab med det her?
Med venlig hilsen Anne H.
Kære Anne H.
Jeg kan godt forstå, du føler det som om din mand er utro, selv om han nok ikke er det. Jeg synes ikke det er i orden, at han ikke tager dine meninger alvorligt her. Selv om det nok bare er den jargon han nu engang her med sin arbejdskollega, så skal han forstå, at du ikke er ok med det, og at han derfor skal stoppe. Du kunne jo spørge ham, hvordan han ville føle det, hvis du gjorde det samme med en af dine arbejdskolleger.
I et parforhold er det vigtigt at man kan lytte til hinanden og respektere hinandens følelser og opfattelser af forskellige ting, også selv om man ikke nødvendigvis er enige. Jeg synes også, der er stor forskel på flirt. En uskyldig en af slagsen med en tilfældig til en fest eller med kassedamen i supermarkedet er én ting, men hvis det er kontinuerligt med den samme person, læner det sig op af noget mere affære-agtigt, om end det ”bare” er tekstbeskeder. Hvis din mand påstår, at det alligevel ikke betyder noget for ham, synes jeg godt du kan kræve af ham, at du gerne vil have at han helt afbryder forbindelsen til hende. Jeg mener faktisk, at uanset hvor meget eller lidt han har gjort med hende, har han brudt tilliden til dig, som du nu også skal have tid til at genoprette over for ham, så det kunne være en god idé, at I måske opsøgte en parterapeut, der kunne hjælpe jer med at finde den fortrolighed igen, og samtidig også lære din mand lidt om grænser og respekt over for dig.
Det er ikke i orden, at han bare negligerer dine følelser her. Jeg håber du kan overbevise ham om det. Held og lykke.
De bedste hilsener Helle
Læs også: Han er psykisk utro