Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Fantaserer om andre

13. marts 2018 af Helle Hartz, Foto: Panthermedia
Karin på 24 år fantaserer om andre, og er begyndt at kede sig i parforholdet. Hvad skal hun? Ude og Hjemmes faste sex- og samlivsbrevkasse-ekspert giver svar på, hvordan hun skal håndtere dilemmaet.
Fantaserer om andre

Fantaserer om andre

Jeg er 24 år og har været sammen med min kæreste i to år. Vi har det godt sammen, og jeg vil helst ikke undvære ham, men jeg er begyndt at kede mig lidt. Så jeg er stødt ind i et lille “problem”: Jeg er begyndt at fantasere om andre mænd. Ikke nogle specielle, men bare andre. Jeg har fortalt min kæreste det, og han er glad for, jeg har sagt det. Oven i det er jeg også begyndt at tænke på at gå i swingerklub. Først og fremmest bare for at se, hvordan det foregår, men det er et totalt turn-off for ham, og han væmmes hver gang, jeg bare nævner ordet. Jeg er ked af, at han ikke vil give det en chance, for de tanker tænder mig virkelig meget.

En mig-aften om ugen

Han har spurgt mig op til flere gange, om jeg vil have en aften, hvor jeg gør, som jeg vil – være sammen med den, jeg har lyst til, eller hvad jeg nu lige føler for. Jeg synes bare, det virker forkert, og vil nok føle det som utroskab. Jeg elsker min kæreste over alt på jorden, men lige p.t. føler jeg mig låst på en eller anden måde. På et tidspunkt overvejede vi at holde en pause, så jeg kunne “rende hornene af mig”, men vi lod være. Måske vi skulle vi overveje det igen? Hvad siger du til det?

Hilsen Karin A.

Læs mere: Jeg tænder på en anden

Prøv også: Tilfreds dig selv med sexlegetøj - find det her

Kære Karin A.

Du skriver at du elsker din kæreste højt, men det lyder mere som om, det er på venneplan, og I er begge alt for unge til at have et forhold, der kun bygger på venskab. I er ved at udvikle jer seksuelt i hver sin retning, din seksualitet er for alvor ved at vågne, og du har en masse ting, du gerne vil have afprøvet, mens din kæreste ikke har de samme behov. Det er flot af ham, at han har tilbudt, at du kan prøve dine lyster af med andre eller i en swingerklub, men det er nok en uholdbar løsning på længere sigt. For du er frustreret over at være låst fast, og det kommer nok ikke til at ændre sig, bare fordi du får lov til at ”slå dig løs” fra tid til anden. Jeg tror, det bedste, du kan gøre, er at tage ansvaret for dig selv og din lyst og give slip på ham. Det kan være svært at se i øjnene, at man skal give slip på et menneske, som man holder af og har vænnet sig til, men jeg tror ikke, der er store chancer for, at jeres forhold vil fungere på længere sigt, hvis I allerede nu giver hinanden en følelse af at være henholdsvis begrænset og presset.

Tænk på dig selv

Du kan også vælge at tage imod hans tilbud om en aften alene, hvor du gør, hvad du vil, men hvis du gør det med dårlig samvittighed, vil det bare frustrere dig endnu mere. I hvert fald er det vigtigt, at I bagefter tager en snak om det med respekt for hinandens følelser. I sidste ende er det et valg, du selv skal træffe, og jeg ønsker dig det bedste, uanset hvad du vælger.

De bedste hilsener Helle

Sponsoreret indhold