Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Forelsket i min venindes eks

15. juni 2018 af Helle Hartz, Foto: Panthermedia
En læser er meget forelsket i venindens eks, og ved ikke om hun skal fortælle det til veninden. Hvad skal hun gøre? Er der en uskreven regel om, at man skal holde sig fra sine veninders ekskærester. Læs ekspertens svar her..
Forelsket i min venindes eks

Forelsket i min venindes eks

Gennem mit arbejde har jeg mødt det, jeg tror, er manden i mit liv, og vi er så forelskede. Vi er begge i starten af trediverne. Men der er en hage ved det. Jeg kender ham fra tidligere, da han for nogle år siden var kæreste med en af mine gode veninder. De var sammen et par år, hvor vi alle sås tit. Deres brud var ikke dramatisk eller lignende – de fandt bare ud af, at det ikke skulle være dem.

Lykkeligt gift med anden mand

I dag er min veninde lykkelig gift med en anden og har to børn. Men der er jo en uskreven regel om, at man skal holde sig fra sine veninders ekskærester. Min nye kæreste synes ikke, det er noget problem, men jeg er altså lidt i tvivl. Det er også derfor, at jeg endnu ikke har fortalt om ham til nogen andre. Hvad tænker du om det her?

AP, Randers

Læs mere: Vores venindes mand flirter

Kære AP, Randers

Der findes uskrevne regler om mange ting. Men sagen er den, at de jo netop er uskrevne, fordi de ikke nødvendigvis gælder i virkeligheden, og at man kan synes om dem eller ej. Du fortæller, at der dengang ikke var de store hjertesorger forbundet med din venindes og din nye kærestes brud, og hun nu er både gift og har børn.

Jeg kan derfor ikke forestille mig, at hun ville synes, det var et problem, at I nu har fundet sammen. Skulle hun, mod forventning, blive fornærmet over det, mener jeg, at det altså er hende, der har et problem, hun så tydeligvis ikke er kommet over.

Man har jo ikke eneret på en person, bare fordi man har været kærester med vedkommende engang. Så må du være den fornuftige og tage en snak med hende, hvor du forklarer, hvor meget denne mand betyder for dig, hvor bange du har været for hendes reaktion og appellere til hendes forståelse.

Så jeg synes bare, du skal tage bladet fra munden og fortælle hende – og resten af verden – om din nye kærlighed, så den også kan få lov at springe ud og blomstre, som den bare ligger og venter på at gøre. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med din nyfundne kærlighed.

De bedste hilsener Helle

Sponsoreret indhold