Sex-og samlivsbrevkassen: Han er en casanova

Han er en Casanova
Jeg har mødt en mand, som jeg er meget glad for. Vi har snakket om vores fortid, og han har fortalt mig, at han har været i et par forhold (forholdsvis kortvarige) og derimellem været sammen med rigtig, rigtig mange kvinder, som onenightstands. Han siger også, at nu er det slut, da han har mødt mig.
Han er 53 år, og jeg er 51 år. Jeg er selvfølgelig glad for, at han gerne vil være sammen med (kun) mig, men jeg kan ikke lade være med at bekymre mig over, om han kan lægge sin ”Casanova”-side fra sig. Hvad tænker du?
Hilsen Dorthe
Kære Dorthe
Nogle mennesker kan være lang tid om at forelske sig, slå sig ned og have lyst til at involvere sig i et decideret forhold. Det kunne godt tyde på, at den mand, du har mødt, er sådan en type. Spørgsmålet er så, om han kan det, hvis han hele sit liv har været vant til at gå fra den ene til den anden, ligesom det passede ham, uden det forpligtende og det ansvar, der ligger i at engagere sig med et andet menneske.
Man kan næsten ikke lade være med at tænke, om han har nogle tilknytnings-issues, som han ikke har helt på plads, og som måske vil blusse op (igen) fra tid til anden, indtil han lærer at forstå dem. Og det kan du ikke hjælpe med, da jeg vil mene, det kræver professionel hjælp hos f.eks. en psykolog eller terapeut.
Læs også: Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg tør ikke stole på ham
Du kan jo prøve at snakke med ham om dine bekymringer for hans tidligere så udsvævende liv og gøre ham det klart, at det ikke er, fordi du vil binde ham på hænder og fødder, men bare gerne vil have en vis forvisning på, om han er helt klar over, hvad han går ind til her.
Der er jo aldrig nogen garantier inden for kærligheden – vi kan alle tabe interessen og kærligheden over for et andet menneske uden helt at vide hvorfor, og det kan jo også ske for jer. Måske er han lidt mere ”disponeret” for den mulighed, med den baggrund han har, men hvis man skulle vende den lidt på hovedet, så kan det jo lige så godt være dig, der måske når frem til, at det ikke skal være jer alligevel. Men uanset hvad så synes jeg, du skal give det en chance.
Læs også: Sex-og samlivsbrevkassen: Han kan ikke udtrykke sine følelser
Det er ikke hver dag, kærligheden banker på, så giv det et skud og se undervejs, hvordan det udvikler sig. Jeg ønsker jeg held og lykke.