Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Han falder i søvn bagefter

1. februar 2019 af: Helle Hartz
Foto: Panthermedia.
En kvinde har skrevet ind til sex- og samlivsekspert Helle Hartz, fordi hun undrer sig over, hvorfor hendes partner altid falder i søvn bagefter, de har haft sex.
Par ligger i sengen. Manden sover.

Han falder i søvn bagefter

Der er noget, jeg har undret mig over længe, og jeg håber, du kan hjælpe. Hvorfor er det, at mænd altid falder i søvn efter sex? Jeg selv er som regel ret opkvikket, efter jeg har været sammen med min partner, men meget ofte er han så træt bagefter, at han ja, undskyld billedet, nærmest ruller direkte af mig og om på siden og falder i søvn.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Jeg synes, det er lidt irriterende, da jeg tit har lyst til at ligge tæt med ham bagefter og måske snakke lidt fortroligt om nogle ting, eller bare nusse, og det er jo lidt svært, når han bare ligger og saver brænde. Kan du forklare, hvad det er der sker?

Hilsen Trine, 32 år

Sex og samlivsbrevkassen: Jeg græder efter sex

Kære Trine, 32 år

Du er bestemt ikke den eneste, der undrer sig over det, eller for den sags skyld synes det kan være lidt irriterende. Noget af det kan forklares rent fysiologisk. Det er sådan, at både mænd og kvinder blandt andet udskiller dopamin, når vi har sex, hvilket giver os et kick og dermed holder os vågne. Men den mandlige krop udskiller også stoffet prolaktin, når han får udløsning. Og prolaminen ”opløser” dopaminen og gør ham derfor træt. Kroppen udskiller også oxytocin, der kaldes ”kærlighedshormonet”, og det hjælper os med at slippe stressende tanker, slappe af og falde i søvn.

Hvis I også har sex med lyset slukket, så udskiller I automatisk søvnhormonet melatonin, der informerer kroppen om, at det er sengetid. Når disse tre stoffer optræder sammen i store mængder, hvilket de må siges at gøre i sådan en situation, ja, så er der altså lagt op til en ordentlig skraber for hans vedkommende. Men det gør det jo ikke mindre irriterende for dig, hvis du savner nærvær og intimitet bagefter.

Sex og samlivsbrevkassen: Jeg er aseksuel

I kan jo overveje, om han skulle tage sig en ordentlig dobbelt espresso, før I går til makronerne, eller I kan prøve, så snart han er kommet, at rejse jer fra sengen og f.eks. gå ud i køkkenet og drikke et glas vand, og så kan I lægge jer tilbage i sengen og se, om det skulle have hjulpet lidt på hans træthed, så I også kan have lidt nærvær bagefter. Ellers er der nok ikke så meget andet at gøre end at affinde sig med det, og så må du ligge i arm og nusse og snakke fortroligt med ham på nogle andre tidspunkter, f.eks. de aftener, hvor I ikke giver den gas mellem lagnerne.

De bedste hilsener Helle

Sponsoreret indhold