Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Han snakker om sin eks

14. september 2018 af Helle Hartz. Foto: Panthermedia.
En læser synes, at hendes kæreste snakker for meget om sin eks og er træt af hele tiden at blive sammenlignet med hende. Men skal hun sige noget? Læs eksperten Helle Hartz’ bedste råd her.

Han snakker om sin eks

Jeg er en kvinde på 32 år, der fik en ny kæreste for syv måneder siden. Han er helt fantastisk, og vi har det så godt sammen. Da vi mødte hinanden, var han lige kommet ud af et to år langt forhold. Det var ham, der afsluttede det, og han har fortalt, at det var fordi, han ikke var forelsket i hende mere, og de var for forskellige. Men det er alligevel som om, at hun spøger i kulissen. Han snakker tit om hende og refererer til ting, de gjorde sammen eller lignende. I starten tænkte jeg ikke så meget over det, da de jo lige var gået fra hinanden, men nu synes jeg altså, det forstyrrer lidt. Min kæreste er ellers meget kærlig og opmærksom, men jeg er lidt træt af at høre om hans eks-kæreste hele tiden og blive sammenlignet med hende. Jeg er ellers ikke den jaloux type. Skal jeg sige noget?

Hilsen Pernille

Til jer i et parforhold: Få gang i sexlivet med dette sexspil

Kære Pernille

Jeg kan godt forstå, du synes, det er lidt irriterende hele tiden at høre om din kærestes eks, når de jo af forskellige årsager ikke er sammen mere. Jeg synes også, det er fint, at du har afventet, om det ikke gik i sig selv efter et stykke tid. Selv om det var ham, der brød med hende, er der som regel altid en periode bagefter, hvor man har brug for at bearbejde sine følelser og oplevelser i den forbindelse, men man skulle mene, at syv måneder var nok. Og om ikke andet, at han ikke behøver involvere dig i det (mere). Tag en snak med ham, hvor du forklarer ham, at det ikke er fordi, du er jaloux, men at det forstyrrer i relationen mellem jer, at han (stadig) snakker så meget om sin ekskæreste, og at det gør dig ked af det. Hvis han stadig har brug for at snakke om hende, kan du jo opfordre ham til at gøre det med nogle af sine venner i stedet for. Jeg håber, det får ham til at stoppe med at tale om hende, så I kan bygge et trygt og dejligt parforhold sammen uden forstyrrende elementer fra fortiden.

De bedste hilsener Helle

Se også: Sex- og samlivsbrevkassen: Forelsket i min venindes eks

Sponsoreret indhold