Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg er i tvivl om min seksualitet

Jeg er en pige på 23 år, der er meget forvirret omkring min seksualitet. Jeg har altid syntes, at en kvindekrop er smuk og sexet, og jeg har kysset et par piger. Men på den anden side er jeg også meget tiltrukket af mænd og synes, de er vildt frække. Jeg drømmer nogle gange om at prøve at være sammen med en anden pige sådan rigtigt, for at prøve det, men jeg er ikke sikker på, jeg kunne være kæreste med en pige. Jeg har prøvet at være kæreste med en fyr i et års tid, og ham var jeg ret glad for. Men jeg er bare så forvirret.
Mvh. Trine
Kære Trine
Det lyder til, at du tænker meget over det her, og du er helt sikkert ikke den eneste, der har svært ved at finde dit seksuelle ståsted. Mange mennesker oplever, at de både er tiltrukket af mænd og kvinder, og at det også kan ændre sig. For dem er det ikke så vigtigt, hvilket køn vedkommende har, men det er personen bag, de forelsker sig i og føler sig tiltrukket af. Og egentlig mener jeg, at det ikke er så vigtigt at sætte sig fast på noget bestemt. For som du også selv beskriver det, er du jo tiltrukket af begge køn, og det er der jo ikke noget som helst galt i. Hvorfor tror du ikke, du kunne være kæreste med en pige? Er det, fordi du er bange for, hvad andre ville tænke? Eller er det noget helt andet?
Jeg tror, det er er en god idé, at du undersøger din seksualitet lidt nærmere, hvis du vil finde ud af, hvor du står. Kunne du prøve at være sammen med en kvinde seksuelt for at se, om det rent faktisk var noget for dig? Det er næsten den eneste måde, du kan finde ud af, om du måske er mere til kvinder end til mænd, hvis du har behov for at definere det så klart. Det kan også være, du finder ud af, at det var lige så godt, som du synes, det er med mænd, og så kan du jo bare glæde dig over, at din smag og lyst går i begge retninger, hvilket giver dig en frihed og mulighed til at gøre mange forskellige ting, og det er da ikke så tosset.
De bedste hilsener Helle
Læs også: Måske er jeg homoseksuel