Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg savner hans nærhed

Jeg savner hans nærhed
Jeg er en ældre dame på 72 år med et problem. Min mand og jeg har været gift i 50 år, har fem børn og seks børnebørn. Min mand har aldrig været meget for at vise følelser og kramme og kysse, og for fem måneder siden blev han impotent. Siden da har hans nærkontakt til mig været om muligt endnu mindre. Hvis jeg f.eks. griber efter hans hånd eller rækker ud efter et kram, skubber han mig bort med en sur bemærkning. Vi lever mest af alt som søskende nu og jeg har overvejet helt at få mit eget soveværelse.
Min mand virker generelt bare meget sur og utilfreds – han snakker meget lidt med mig, gider ikke gå ud, og da han fyldte 75 sidste år, gad han ikke holde nogen form for fest eller lignende. Han er ellers frisk og sund, tager ikke nogen medicin. Men jeg føler, at jeg har mistet min mand fuldstændigt i løbet af den seneste tid, og jeg savner ham virkelig meget. Kan du give mig et råd til, hvad jeg skal stille op?
Venlig hilsen ”græsenken”
Massageapperater kan hjælpe jer på vej - find udvalgte her
Kære ”græsenken”
Jeg har sådan på fornemmelsen, at din mand har mistet sit selvværd og er blevet smådeprimeret på grund af sine impotensproblemer. Og i stedet for at gøre noget ved det, har han valgt bare at lade stå til og undviger ved at være sur og spydig. Men selv om din mand tydeligvis ikke har det særlig godt, kan han ikke være bekendt at lade det gå ud over dig. Jeg synes, du skal sige fra mere tydeligt over for ham, når han kommer med nedsættende kommentarer om dig. Men I skal samtidig også se, om I kan få jeres ægteskab på ret køl igen.
Et godt ”modtræk” mod mere ufølsomme og ikkekærlige typer kan være at pladre dem ind i netop kærlighed og kram og kys. Du skal nok ikke forvente mirakler, men hvis du, igen og igen, fortæller og viser ham, hvor meget du elsker ham, og at kærtegn ikke nødvendigvis skal føre til sex, vil han måske indse, at det slet ikke er så farligt endda. Jeg synes, det er en dårlig idé at flytte ud af soveværelset. På den måde bliver det (endnu) sværere at opretholde intimiteten til din mand. Med hensyn til potensproblemerne, er det noget mange mænd oplever, når de kommer op i årene, og da din mand ellers er sund og rask, som du skriver, lyder det til at være et naturligt aldringstegn på grund af dalende testosteron.
Hjælp at hente
Mange mænd har fundet stor glæde ved at tage potenspiller som Cialis eller Viagra, men det kan godt være, at din mand ikke helt er med på den idé med hans indstilling til tingene. Prøv dog alligevel forsigtigt at nævne det for ham, og fortæl ham samtidig, at der jo findes så mange andre måder at vise sin kærlighed og affektion på end bare gennem sex. På den måde viser du, at du anerkender hans problem uden at afvise ham af den grund. Du skriver, at han heller ikke gider gå ud med dig. Måske kunne du gøre det med nogle andre end ham – nogle veninder eller dine børn eller børnebørn? Det er jo ikke alting, man behøver at gøre sammen. Jeg håber, I finder hinanden igen, da jeg forestiller mig, at der, trods din mands ”modstand”, må være en stærk kærlighed mellem jer, siden I har været gift i så mange år.
De bedste hilsener Helle