Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg savner min kone

18. oktober 2019 Af Helle Hartz. Foto: Panthermedia
Læseren, der skriver til Helle Hartz, har gennemgået en frygtelig skilsmisse for nogle år siden. Han savner virkelig sin kone - han har mareridt, hvor han drømmer om hende og græder flere gange om dagen. Hvorfor har han det sådan? Læs her, hvad Helle Hartz tror, der sker med læseren.
Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg savner min kone

Jeg savner min kone

Kære Helle

Jeg er en mand på 48 år, som for nogle år siden gennemgik en forfærdelig skilsmisse. Det var min kone, der ville skilles, og jeg så det slet ikke komme. Hun syntes, jeg arbejdede for meget, og der er måske nok noget om det, da jeg altid har været lidt af en arbejdsnarkoman.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Efter skilsmissen arbejdede jeg endnu mere for at slippe for at tænke for meget over skilsmissen, for jeg savnede virkelig min kone. For nogle måneder siden fik jeg hjerteproblemer og stresssymptomer og har været sygemeldt lige siden.

Det er svært, da jeg jo er vant til at arbejde meget og nu bare er derhjemme. Jeg er begyndt at have mareridt, og jeg drømmer tit om min kone. Jeg græder flere gange om dagen – jeg, som aldrig har været det store følelsesmenneske. Kan du forklare mig, hvad det er, der sker?

Hilsen Poul L.

Læs også: Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg savner min kone

Kære Poul L.

Hvorfor du har mareridt, er svært for mig at svare på. Da du er sygemeldt med hjerteproblemer og stress, så gætter jeg på, at du også tager noget medicin for det. Og det kan være en af bivirkningerne ved det. Det synes jeg, du skal snakke med din læge om. Men at du drømmer om din kone og græder meget, tror jeg godt, jeg kan svare på. Jeg er ret sikker på, at det handler om, at der nu endelig kommer en reaktion på den hårde skilsmisse, som du har undertrykt de sidste par år ved at arbejde som en gal.

Nu da du pludselig ikke kan bruge det som panserværn, buldrer alle dine undertrykte følelser frem – alle de følelser, som du egentlig fik, da din kone gik fra dig, men som du har holdt nede. Selv om det føles meget tungt og trist, så tror jeg, det er en god ting. Det er vigtigt at bearbejde tunge følelser som for eksempel sorg og vrede.

Det er sikkert også derfor, du nu drømmer så tit om din kone, fordi savnet af hende nu dukker frem af din underbevidsthed. Hvis du ikke allerede, i forbindelse med din stress, går til en psykolog eller terapeut, vil jeg opfordre dig til at opsøge sådan en for dette. Du lyder til at være hårdt ramt af alle disse overvældende og triste følelser, og det kan være en utrolig stor hjælp at snakke med en professionel, så du kan få bearbejdet de dystre og sørgelige tanker og stille og roligt komme på fode igen, og, hvem ved, med tiden blive klar til at møde en ny kærlighed.

Held og lykke med det.

De bedste hilsner Helle

Læs også: Sex- og samlivsbrevkassen: Han kan ikke udtrykke sine følelser

Sponsoreret indhold