Kærlighed

Sex- og samlivsbrevkassen: Svigerfar opfører sig dårligt

11. oktober 2019 Af Helle Hartz. Foto: Panthermedia
Er det muligt at sætte en stopper for svigerfars grove opførsel? Læseren, der skriver til Helle Hartz, er generet af sin svigerfars dominerende og fordomsfulde adfærd. Læseren er bekymret for, at hans søn bliver påvirket i en negativ retning af svigerfaren. Læs, hvad Helle Hartz råder ham til her.
Sex- og samlivsbrevkassen: Svigerfar opfører sig dårligt

Svigerfar opfører sig dårligt

Kære Helle

Jeg ved, at det mest er kvinder, der skriver til dig, men nu skriver jeg altså – en 36-årig mand, der har problemer med min svigerfar. Han er, hvad jeg ville kalde en rigtig mandschauvinist. Han er dominerende og fordomsfuld, og når vi besøger ham, er det, som om han skruer endnu mere op for de sider af sig selv.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Han tilbyder mig whisky, selv om han ved, jeg ikke bryder mig om det, han vil have mig med på jagt, han ryger cigarer og siger sådan noget som: ”Nu kan vi sidde her og nyde en god cigar, mens kvinderne er i køkkenet, hvor de hører hjemme.”

Jeg bliver enormt provokeret af hans opførsel, og det virker, som om han nyder det. Nu er det sådan, at min kone og jeg venter vores første barn – en dreng – og jeg har tænkt meget over min svigerfars måde at være på, og om han også vil opføre sig på en lige så macho-agtig og, efter min overbevisning, ucharmerende facon, over for sit barnebarn.

Når vi snakker om min søn, siger han allerede ting som: ”Det skal jeg nok få lært knægten” osv. Er det mon muligt at sætte en stopper for min svigerfars grove opførsel? Jeg vil virkelig ikke have, at min søn skal se og høre på sådan noget, når han vokser op.

Mvh Thomas

Læs også: Mimis brevkasse: Svigermor synes, min søn er for tyk

Kære Thomas

Jeg er ikke sikker på, at du ligefrem kan få din svigerfar til at stoppe med sin opførsel, men måske kan du få ham til at dæmpe den. Som du skriver, så virker det som om, han (også) opfører sig, som han gør, fordi han kan mærke, det provokerer dig. Måske overdriver han endda sin væremåde, når du er i nærheden, fordi du reagerer på det. Lidt ligesom små børn, der ikke kan håndtere det på en fornuftig måde, hvis de får for meget opmærksomhed. Så jeg tænker, at du ikke skal give ham den fornøjelse at se, hvor meget det faktisk generer dig. Og når han kommer med sine dumsmarte bemærkninger, kan du, på en rolig og fattet måde, sige, at du ikke er enig med ham. Måske, når han mærker, at du ikke bliver så vred over hans opførsel og samtidig svarer ham igen, bliver det mindre interessant for ham at opføre sig så åndssvagt, og så kan det være, at han skruer ned for den måde at være på. Jeg synes nu også, at du skal snakke med din kone om det, så hun ved, hvordan du har det med ham. Det kan være, at hun tilmed kan hjælpe med at dæmpe hans gemyt lidt. Jeg tror ikke, du behøver bekymre dig om, om din svigerfars holdninger kommer til at influere på din søn. Det er jo i primær grad dig og din kone, der står for hans opdragelse, så den lille eksponering han kommer til at få hos sin morfar, kommer nok ikke til at påvirke ham. Og ellers, når han bliver gammel nok til at forstå det, må du simpelthen bare fortælle ham, at hans morfars opfattelse af tingene skal tages med et gran salt.

De bedste hilsener Helle

Læs også: Mimis brevkasse: Han er svigermors mareridt

Sponsoreret indhold