Kendte

Det har gjort ondt at blive danseklar

9. september 2011 af Tekst: Martin Hjort/StarPress
Forventningerne forud for aftenens premiere er store. Men der lurer også en frygt i baghovedet.
Foto: ALLOVER
Foto: ALLOVER

I aften slippes et hold nye dansere igen løs på dansegulvet i Danmarks største danseshow, Vild med dans. I år der er hele tolv par med. Det er to par mere i forhold til de ti par, der hvert år tidligere har fået muligheden for at forsøge sig på dansegulvet i TV2-programmet. Det er kun halvdelen af danserne, vi får at se på gulvet i aften. En af dem er skuespiller, Anne Sofie Espersen.

For den gæve nordjyde har kampen for at blive klar til dagens premiere været noget af en kamp, der har kostet mange timer i træningslokalet, ømme ben og adskillige vabler, der skulle plejes undervejs.

- Vi har trænet i tre uger. Selvom det har været fedt, så har det også kostet en del smerte, fortæller Anne Sofie Espersen, der danser sammen med Mads Vad, der sidste år førte vejrværten Cecilie Hother til sejr i programmet.

- Man bliver pludselig opmærksom på helt nye muskler i ens krop, som man ikke var klar over, at man havde. Det er ret vildt. Så jeg er super glad for, at der er en massør tilknyttet programmet, griner skuespilleren, der er søster til udenrigsminister Lene Espersen.

Frygter at fejle
Forventningerne forud for aftenens premiere er store. Men der lurer også en frygt i baghovedet.

- Jeg glæder mig helt vildt til endelig at komme i gang. Det bliver fedt at få lov til at fyre den af. Men det er også voldsomt angstprovokerende. Selvom jeg som skuespiller er vant til at stå på en scene, så er det jo slet ikke min metier at skulle danse på den måde, siger Espersen, der netop er flyttet til København, efter i otte år at have været fastansat skuespiller ved Århus Teater. Der er specielt to ting, som hun frygter forud for i aften.

- Det jeg frygter mest, det er, at jeg misser et trin og kommer psykisk ud af balance. Eller hvis jeg ikke lever op til Mads' forventninger. Men han har nu sagt, at jeg er klar. Men hvad skulle han ellers også sige, griner hun.

De tolv par

I år er der blevet plads til hele tolv par på dansegulvet.

I aften danser:
Al Agami (rapper) & Tine Dahl
Anne Sofie Espersen (skuespiller) & Mads Vad
Eva Nabe Poulsen (tidligere vejrvært) & Anders Jacob
Kaya Brüel (sanger og skuespiller) & Steen Lund
Tommy Kenter (skuespiller) & Marianne Eihilt
Patrick Nielsen (bokser) & Claudia Rex

Næste fredag er der debut for:
Hella Joof (skuespiller og instruktør) & Tobias Karlsson
Nicolaj Kopernikus (skuespiller) & Viktoria Franova
Ole Kibsgaard (musiker) & Karina Frimodt
Pia Allerslev (politiker) & Michael Olesen
Sophie Fjellvang-Sølling (skiløber) & Silas Holst
Thomas Voss (skuespiller) og Julie Westergaard

For de tre professionelle dansere Trine Dahl, Anders Jacob og Julie Westergaard er det første gang de stifter bekendtskab med TV2's underholdningssucces.

Sponsoreret indhold