Mine sange i X Factor er ikke min stil

Der er en verden til forskel på det liv 25-årige Chresten lever, når han bevæger sig rundt hjemme i Bækmarksbro i det nordlige Vestjylland, og det liv, der har været hans dagligdag de seneste måneder i hovedstaden.
- Det er svært at vænne sig til al den opmærksomhed. Jeg er generelt ikke så god til at tale om mig selv og klapper i, når det kommer for tæt på. Jeg kan mærke, at jeg ikke bryder mig om det. Så det er klart det værste ved at være med i X Factor, siger Chresten.
LÆS OGSÅ: Thomas Ring rider stadig på en bølge af succes og fortryder bestemt ikke X Factor
Chresten har internationalt potentiale
Og der er meget fokus på den sindige vestjyde. Ikke mindst hans mentor, Ida Corr, har de helt store superlativer fremme, når hun skal beskrive Chresten, som hun blandt andet mener, har international potentiale. Noget han slet ikke selv kan forholde sig til.
- Det er overhovedet ikke noget, jeg tænker på. Jeg har faktisk lidt svært ved at forholde mig til det, siger han.
Blachman har ret i sin kritik
Men Thomas Blachman har været efter Chresten og hans mentor Ida Corr. For efter den skaldede dommers mening, passer de valgte musiknumre slet ikke til Chrestens stil. Og det giver vestjyden ham ret i.
- Jeg er nok mest en folkesanger, der godt kan lide bare at stå med min guitar og synge, siger Chresten, der nu alligevel er helt tryg ved sin mentors musikvalg.
-Det er sjovt at synge noget, jeg ikke selv ville have valgt og som måske også ligger langt fra min personlige stil, siger han diplomatisk.
Kritik gør Chresten usikker
At stå på scenen og vide, at der er sådan cirka halvanden million tv-seere, der kigger med, kan få selv de mest solidt plantede ben til at bævre. Chresten havde ellers under de første optrædener følt sig overraskende godt tilpas, men usikkerheden har også været til stede for et par fredage siden.
- Det er første gang, jeg følte en egentlig usikkerhed. De forrige to fredage har jeg været helt rolig, når jeg har stået på scenen. Men jeg tror, at det skyldes, at jeg fik så meget ros i begyndelsen. Da jeg så fik lidt kritik, blev jeg usikker og det fik mig til at ryste på hånden, da jeg stod på scenen, siger han.