Ny vært i Hammerslag

Mens 34årige Christian Degn dækkede Kronprinsparrets Kulturpriser i Australien for et par uger siden, fik han pludselig et opkald hjemmefra, som kom til at ændre hans arbejdsliv en hel del. På DR ville de have ham til casting på det populære boligprogram Hammerslag. Fra da af gik alting meget stærkt.
Til casting med jetlag
Christian havde stadig jetlag, da han tirsdagen efter sin hjemkomst var til prøveoptagelse, og på trods af matheden brændte han åbenbart så meget igennem, at han i sidste uge kunne skrive under på kontrakten. I det nye år kan man derfor se den over to meter høje jyde som vært, når ejendomsmæglere fra øst og vest dyster om at ramme den rigtige pris i Hammerslag.
Skoleblad og Kødskandale
Selv er Christian Degn vokset op i Råby ved Randers, hvor han allerede som dreng havde så store journalist drømme, at han lavede sit eget skoleblad i 50 eksemplarer. Siden han blev færdiguddannet journalist for godt ti år siden, har han stået bag tunge afsløringer som "Kødskandalen", der førte til Lars Barfoeds afgang som fødevareminister.
LÆS OGSÅ: Peter Ingemann: jeg var medmisbruger længe
Startede ved siden af Ingemann
Den iøjnefaldende journalist har i det hele taget været meget rundt i den danske tv-verden. Siden han var praktikant på TV2 Østjylland, har han arbejdet på TV Avisen, TV2 Nyhederne, DagsDato, 19Direkte, Kontant, Praxis, og senest har han gjort sig bemærket med sine skæve indslag i TV-Avisen. Som nyuddannet startede han på forbrugerprogrammet Rene Ord for Pengene, hvor han havde kontorpladsen ved siden af kollegaen Peter Ingemann. I hvert fald indtil den dag, det blev offentliggjort, at Ingemann skulle forlade redaktionen for at blive vært på Hammerslag. Det var han i ni år. Nu er det Christian Degns tur til at tage rollen som vært i det 22 år gamle program, som sidste år var det 10. mest sete program i Danmark.
Går ydmyg til opgaven
"Jeg ved, at hammerslag betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker, så jeg går ydmyg til opgaven," siger han i en pressemeddelelse. Christian Degn bor på Vesterbro i København og er single.
LÆS OGSÅ: Har barn med TV-lægen: Jeg har jo det hele