Ung mor kunne ikke mærke sine ben i to døgn

Den unge mor Sabrina Benedichte Håkonsson vågnede søndag morgen til en skræmmende virkelighed. Da hun ville stå op af sengen, kunne hun ikke mærke sine ben. De svigtede fuldstændig under hende, og hun måtte støtte sig op af en bænk i soveværelset for at komme op til sin telefon, så hun kunne ringe efter hjælp.

Var alene hjemme

22-årige Sabrina var helt alene hjemme den morgen. Sønnen Mads på to et halvt år var hos sin far, og det var nok meget godt, for Sabrina var hverken i stand til at stå, gå eller få et barn i tøjet.

Faktisk kunne hun intet mærke fra hoften og ned. Heller ikke om hun skulle på toilettet.

Kørt med ambulance med udrykning

- Det var så skræmmende, siger Sabrina, som blev hentet af en ambulance og kørt til Roskilde Sygehus. Hendes tilstand var dog så alvorlig, at hun kun en time efter blev kørt videre til Rigshospitalet med udrykning. Her kom hun i en scanner, så lægerne kunne finde ud af, om der var sket noget med ryggen, som krævede akut operation.

Et sclerose attak

Det var der ikke. Sabrinas følelsesløshed skyldtes, at hun var ramt af et voldsomt sclerose attak.

Det er næsten tre år siden, at Sabrina fik konstateret dissimiseret sclerose få uger efter, hun var blevet mor til sønnen Mads. En sygdom, som hun skal leve med resten af sit liv, men som hun ikke ved, hvordan vil udvikle sig. Hun har gode perioder. Og knap så gode perioder. I de første par år var hun indlagt cirka en gang om måneden, men sidste år havde hun ti gode måneder uden tegn på sygdommen. Først i december begyndte den at røre på sig igen.

Det attak hun fik i søndags, var det værste nogen sinde.

Går nu med gangstativ

- Jeg lå i to døgn og kunne hverken gå på mine ben eller gå på toilettet. Det var virkelig hårdt og frustrerende, men samtidig kunne jeg mærke en viljestyrke slå igennem. Jeg lå og forberedte mig på, at jeg skulle op af sengen og ud og træne.

Sabrina kom efter to dage op af sengen takket være en fysioterapeut, som hjalp hende op at gå med en rollator, som hun nu går med derhjemme.

Mads holder mig oppe

Hun er helt klar på at knokle for at komme ordenligt på benene igen. Det gåpåmod har faktisk fulgt hende gennem hele sygdommen, og det kan hun især takke én person for.

- Mads gør hele forskellen. Hvis jeg ikke havde ham, havde jeg ikke haft den styrke. Han får mig op og i gang hver dag, siger Sabrina, som understreger, at hun har en ualmindelig dygtig dreng, som allerede er meget selvstændig. Han bærer for eksempel selv sin tallerken ud, når han har spist, ligesom han også selv tømmer potten og vasker fingre.

Vil få det bedste ud af livet

Hvordan Sabrinas sygdom vil udvikle sig, ved hun ikke. Men hun ved, at hun skal få det meste ud af livet, mens hun kan.

- Jeg har snakket med min mor om, at vi skal leve vores liv nu og komme ud og rejse, mens vi kan. Vi ved aldrig, hvornår vi ikke kan mere.