Klassens bisse blev en god ven

Den hvide sne har dækket græshøjen ved Lystrup Skole ved Aarhus, og da klokken ringer ud til frikvarter, ifører eleverne fra 3. a sig deres flyverdragter og løber ud for at lege. De hviner, mens de kurrer ned ad bakken med flyverdragten som det eneste underlag.

Men Rosa har ikke lyst. "I slider jeres flyverdragter", råber hun surt til de andre, der prøver at ignorere hende. Men igen kan Rosa ikke lade være med at blande sig. "Hvis I ikke lader være, så siger jeg det til Mette", råber hun igen, og løber ind mod klasseværelset.

10-årige Rosa kom ofte med sårende bemærkninger eller fortalte klassekammeraterne, hvad de skulle gøre. Hver gang resulterede det i, at der var nogle elever, der blev vrede og sårede. Gang på gang stod klasselærer Mette over for konflikter, som hun ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere, og stemningen i pigegruppen blev værre og værre.

- Jeg kunne jo ikke forstå, hvorfor de blev så sure på mig, for jeg fortalte jo bare, hvad jeg mente, fortæller 10-årige Rosa Birk de Linde, der er medlem af Gifted Children, en forening for højtbegavede børn.

- Jeg blev ved med at sige til Rosa, at hun skulle lade være med at blande sig, og hvis hun kom med sårende kommentarer, irettesatte jeg hende. Men jo mere jeg gjorde det, des mere trak hun sig væk fra mig, fortæller 32-årige Mette Kjersgaard Andersen, der var frustreret over sine manglende redskaber til at hjælpe Rosa.

Nøglen til harmoni
En dag kontaktede Mette den pædagogiske leder på skolen. Han introducerede et værktøj, der hedder samarbejdsbaseret problemløsning, der handler om, at hvis eleverne reagerer uhensigtsmæssigt, er det fordi, de bliver stillet over for krav, de ikke kan leve op til.

I stedet for at læreren skal definere problemet og løsningen, skal eleven hjælpes til selv at finde den. Og det blev et fundament, som Mette og Rosa begyndte at arbejde på. En gang om ugen gik Rosa og Mette op og satte sig i et hjørne af skolebiblioteket for at snakke om konflikterne, og hvordan Rosa mente, at de kunne blive løst. Nogle gange havde de flere samtaler om ugen, hvis Rosa havde behov for det.

Læs også: Hvad bruden ikke ved: Sheena fortryder bryllup

Skal opnå selvindsigt
- I starten var det svært ikke at have en dagsorden for, hvad udfaldet skulle være af samtalen. Men jeg kunne hurtigt mærke, at når jeg havde tillid til, at hun selv skulle finde løsningen, så fik hun også lyst til det, fortæller Mette Andersen, der udvidede redskaberne til resten af klassen.

- Normalt er der en masse regler i et klasselokale. Eleverne må ikke vippe på stolen eller sidde med hue på i timerne. I min klasse er der en, der nogle gange sidder på bordet i timerne, men det handler om, at han bedre kan se tavlen. Hvis man kun fortæller eleverne, hvad de skal gøre, og ikke giver dem mulighed for selv at finde løsningen, så udvikler de sig jo aldrig, forklarer Mette Andersen.

En dag rejste Rosa sig op i klassens time, hvor et af punkterne på klassemødets dagsorden var, hvordan man snakker til hinanden i klassen. Mens eleverne var helt stille, fortalte Rosa, at hun er ked af, hvis hun nogle gange kommer til at sige noget, der sårer de andre, og opfordrede de andre til at sige det til hende, når hun gør det.

- Det var så stort af hende at rejse sig op og sige det, og det blev taget rigtig godt imod af de andre elever. Og det viste bare, at hun begyndte at få den selvindsigt, som vi havde arbejdet på, fortæller klasselærer Mette Andersen.

Et af de konkrete redskaber, som Mette har indført, er sætningen "du gør mig ked af det", hvis der er nogen, der føler sig såret over en kommentar. En sætning, der skal være med til at stoppe en konflikt i at udvikle sig og få eleven til at forstå, hvorfor den anden bliver ked af det.

Blomstret op
Efter nogle måneder med ugentlige samtaler med Rosa begynder Mette at kunne mærke, at der er færre sure og triste ansigter, når hun møder ind til sine timer i 3. a. Og 10-årige Rosa er blomstret op, og for det meste hygger hun sig med de andre i stedet for at være hård ved dem.

- Det var simpelthen så dejligt at se, hvordan Rosa blev mere og mere bevidst om sin måde at være over for andre på, og jeg kunne se, at hun var meget mere glad og afslappet i hverdagen, fortæller Mette Andersen, der har brugt en del af sin egen tid på at snakke med Rosa.

I dag er Rosa glad, når hun står op om morgenen og skal i skole, og selv om hendes skarpe tunge nogle gange godt kan tage overhånd, ved hun, at de andre siger fra, hvis de mener, hun går over stregen. Og Rosa er ikke i tvivl om, hvilken betydning Mette og deres ugentlige samtaler har haft.

- Mette minder lidt om en mor, der altid er der, når man har behov for at snakke. Det har været rigtig rart, at hun ikke fortæller mig, hvad jeg skal gøre, men jeg selv er med til at bestemme, hvad der skal ske, fortæller 10-årige Rosa. Da hun bliver spurgt om, hvem der er skolens bedste lærer, lyser hun op i et stort smil.

- Det er jo helt klart Mette, og jeg håber, at hun altid vil være min lærer.