Anette Støvelbæks søn flyttede hjemmefra: Jeg gik nærmest i sorg

– Går du også til psykolog nu?

– Ja.

– Hvorfor?

– For nyligt var det, fordi jeg blev irriteret på mig selv over nogle mønstre, jeg gentog både privat og på mit arbejde. Det er jo noget helt andet at tale med en psykolog end at tale med venner og familie, som har en forudindtagethed af, hvordan man er. Man har en historie sammen, og der er en masse følelser bundet i det hele. Hvis jeg diskuterer en problemstilling med en veninde, så kan hun i virkeligheden sige præcis de samme ting, som en psykolog kan sige til mig, men det er først, når psykologen siger det, at jeg forstår det med hoved og krop. Og det kan jeg bagefter godt erkende over for min veninde eller min mand, Lars.

Vil behage alle

– En af mine problemstillinger har været, at jeg altid, helt pigeagtigt, har gjort alt for at tilfredsstille, behage og være pleaser. Og som årene er gået, har jeg fundet ud af, at jeg ikke bare kan lægge det væk, fordi det er en stor del af mig.

– Jeg synes faktisk, det er utroligt vigtigt at ville hinanden. Jeg kan godt lide at gøre andre mennesker tilpas, og jeg bliver også selv godt tilpas af det. Det er der faktisk ikke noget galt i som sådan, men der er noget galt, hvis man går over sine grænser, og det har jeg gjort. Jeg har insisteret på at kunne alt 100 procent, og hvis jeg havde fem forskellige ting, så ydede jeg 500 procent i stedet for at dele de 100 op.

– Hvad har det betydet for dit liv?

– Det har betydet, at den depression, som jeg ramte i midten af 40’erne, har det med at vende tilbage, når jeg bruger af hovedstolen. Og det gør jeg. Jeg blev senest konfronteret voldsomt med det for tre år siden, da jeg blev hæs og mistede min stemme fuldstændig. Det skete på et tidspunkt, hvor jeg virkelig var gået over grænsen.

Fik polyp på stemmelæben

– Jeg ville gerne være der 100 procent for mine børn og min mand og filme og lave forestilling på samme tid. Jeg lavede en voldsom forestilling med store følelsesudbrud, råb og skrig sammen med både uddannede skuespillere og amatørskuespillere. Her skulle jeg bruge min stemme på en uhensigtsmæssig måde, og det udmærkede sig i, at jeg fik en polyp på min stemmelæbe. Jeg sloges med det i lang tid og blev faktisk først rigtig rask igen i januar 2016, efter jeg havde gennemgået to operationer.

– Blev du bange?

– Jeg blev sindssygt bange. Jeg havde jo lige nogle år forinden besluttet mig for, at jeg skulle være skuespiller resten af mit liv, at jeg alligevel havde en berettigelse som skuespiller. Efter operationen skulle jeg tie stille i 14 dage og måtte absolut ingenting sige, heller ikke rømme mig eller hoste af fare for, at såret skulle springe op igen, så jeg kommunikerede med folk på min iPad.

Vågnede op i panisk angst

– Nu lyder 14 dage måske ikke som lang tid, men det er det, når man – som jeg – er et meget talende menneske, som taler hurtigt og meget. Nogle nætter vågnede jeg op i panisk angst, fordi jeg var kommet til at sige noget i søvne.

– Der gik et par måneder, før jeg for alvor atter kunne kommunikere, og i hele den periode trak jeg mig fuldstændig fra omverdenen. Jeg havde ikke lyst til at være derude.

– Desværre blev jeg ikke helt rask efter operationen. Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Det skyldtes, at der var dannet arvæv på mine stemmelæber, så efter fem måneder måtte jeg gennem endnu en operation – og endnu en periode, hvor jeg skulle tie stille.

Dybt afhængig af sin stemme

– Det var efter den operation, at jeg for alvor blev bange. ”Hvad nu hvis den heller ikke lykkes?” tænkte jeg, ”så kan jeg jo ikke være skuespiller, og jeg har ikke lyst til at lave noget som helst andet. Jeg skal ikke være underviser, jeg skal ikke være coach, jeg skal ikke være noget!” For I alle de fag er man dybt afhængig af sin stemme.

– Hvilke tanker kom ellers op i dig, da du mistede stemmen?

– Jeg oplevede en kæmpe bølge af mindreværd, fordi der pludselig blev alt for meget tid til ro og fordybelse. Den havde ligget og luret siden min første nedtur, og jeg følte, at hele mit fundament smuldrede.

Et virvar af følelser

– Hvis vi tager billedet med den lange gang med alle dørene, som jeg har mulighed for at åbne, var det pludselig, som om der kom en storm og åbnede alle dørene på begge sider på én gang, så der blev et virvar af følelser i alle retninger.

– ”Jeg er jo også en pissedårlig mor”, tænkte jeg. Jeg havde en konstant dialog med mig selv, og jeg sloges med mørke tanker.

– Jeg havde heller ingen kræfter. Jeg lå bare i min seng og havde lyst til at sove, men jeg tvang mig selv til at gå ud og møde folk. Jeg er ikke sikker på, at der var nogen, der kunne mærke på mig, hvor skidt jeg havde det, for jeg insisterede så hårdt på at skjule det. Jeg talte selvfølgelig også med Lars om min depression, og han forsøgte at rumme det, så godt som han overhovedet kunne, men alle andre kan være nok så velmenende i alt, hvad de gør for at hjælpe. I sidste ende er det jo én selv, der skal gøre arbejdet og komme videre.

Operationerne var en øjenåbner

– Operationerne var virkelig en øjenåbner i forhold til mit pleaser-gen, for når man ikke kan sige noget, skal man konstant vælge: ”Hvad er nødvendigt, jeg siger nu?” Derfor kunne jeg ikke hele tiden gøre noget for andre. Jeg måtte i stedet stole på, at andre havde lyst til at komme til mig og rumme mig. Og det havde de heldigvis.

– Er du siden faldet i gryden?

– Det gør jeg hele tiden. Men jeg har jo erindringen. Både kroppen og hovedet husker faktisk, hvordan det også kan være. Så det husker jeg mig selv på en gang imellem.

– Hvor kommer pleaseren Anette fra?

– Hun kommer fra barndommen. Jeg tror, det er, fordi jeg havde en storebror, som egentlig ikke skulle have haft en lillesøster, da han fik mig. Min bror var et sensitivt barn. Han er en vidunderlig mand, og jeg elsker ham højt, men han var bare særlig følsom og havde et stort temperament. Det var faktisk rigtig synd for ham at få en lillesøster på det tidspunkt, for han var slet ikke klar til det. Han mistede en masse opmærksomhed, så derfor valgte jeg at tage hensyn for at give ham plads. Jeg trak mig og opførte mig artigt, også for at lette det for mine forældre.

Min mand fik vreden frem i mig

– Det var først, da jeg mødte min mand, jeg fandt ud af, at jeg selv havde et stort temperament, og hvor aggressiv jeg kan blive. Det fik han frem i mig, og vreden kommer faktisk ofte frem, når jeg ikke bliver hørt. Tidligere ville jeg, som pleaseren, bare have overskredet min egen grænse, og måske have valgt den udvej at blive pige-ked-af-det, men nu insisterer jeg på at blive hørt. Jeg har fundet ud af, at det er meget mere konstruktivt at blive vred.

– Hvordan har de seneste 10 år fra 40 til 50 år forandret dig?

– Jeg ville gerne kunne sige, at jeg føler en endnu større ro, men det er faktisk ikke helt rigtigt. Inden for de seneste par år føler jeg virkelig, at børnene er blevet store. Den store er 22 og bor ikke længere hjemme, og vores mindste søn er 16. Selv om jeg er en mor, som har spillet teater, og de er blevet passet af barnepiger, så foregår vores liv jo stadig på vores børns præmisser     – men der sker hele tiden forandringer, tiden flyver, de skal vælge en vej i livet, man skal støtte dem, og pludselig har man nået målet. Og hvad så...? Så mærker jeg tomheden og tænker: ”Hvad fanden skal jeg så med livet?”

Der vokser et savn

– Der opstår og vokser et stigende savn i mig i disse år. Et helt vildt savn. Og da min store søn flyttede i 2015, gik jeg nærmest i sorg. Det var helt latterligt, for drengen var kommet ind på sin drømmeuddannelse på skuespillerskolen i Odense, han havde fået den fineste lejlighed, og han var så glad, så det var jo en ren egoistisk følelse. Han var 20, da han flyttede, og jeg forsøgte virkelig ikke at ringe for meget til ham, men lidt for ofte ringede jeg jo nok, for savnet kunne jeg ikke skjule, hverken over for ham eller over for mig selv. På et tidspunkt sagde han: ”Mor, nu bliver du simpelthen for din egen skyld nødt til at komme over det, for alt er godt”. Og det måtte jeg jo så. Men jeg savner ham stadigvæk.

– Det gør fysisk ondt, når vores børn pludselig over night bliver små voksne og skubber os væk. Hvilket de naturligvis skal. I mange år har de været så tæt på, at man har kunnet kysse dem på kinden og kramme dem, men så en dag gider de ikke mere. Nu er Lue heldigvis ved at komme tilbage, fordi han er kommet over på den anden side, så når han kommer hjem, så spørger jeg: ”Lue, giver du ikke et knus?” Og så holder han om mig på den dejligste måde.

– Så er vi tilbage …

Mere livserfaring

– Tænker du nogensinde over, hvad der var sket, hvis du ikke havde mødt Lars som 18-årig, eller hvis du havde mødt ham senere i livet?

– Jeg ville da ønske, at jeg havde prøvet noget andet inden. Dels for at have haft noget mere livserfaring, men også for at finde ud af, hvem jeg selv er, når jeg ikke er sammen med Lars. Hvem er jeg, hvis jeg bare er mig selv, eller hvis jeg er sammen med en, som er helt anderledes end Lars? Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke ønsker, at jeg havde mødt Lars, for vi skulle mødes.

– Sådan er det.

– Hvad består kærligheden af for dig?

– Af mange forskellige elementer. Af en varm strøm af følelser for et andet menneske. Omsorg, glæde, lyst og lys. Men for mig er kærligheden også meget tæt forbundet med smerte. Når kærligheden virkelig er stor og allerbedst, skal jeg nogle gange holde godt fast i mig selv for ikke at lade det hele vakle og slippe smerten eller sorgen ind. Jeg kan somme tider blive bange for, at det hele skal forsvinde igen.

– Jeg synes faktisk altid, at Lars og jeg har givet 100 procent kærlighed til hinanden – også under de udsving, der har været undervejs. For når man blotter sit hjerte totalt og siger ”Her er jeg med al min kærlighed”, og man falder over trinnet, så bliver faldet også så meget dybere. Men det er samtidig dér, vi kan mærke, at vi lever. Og det tror jeg, jeg vil have lov til at insistere på at blive ved med at gøre, for ellers er det ligegyldigt. Jeg vil have lov til at leve og mærke livet fuldt ud.

Rundt om Anette Støvelbæk

Anette Støvelbæk, 50 år, har været med i mere end et dusin danske film. Hun fik sit gennembrud i Lone Scherfigs dogmefilm ”Italiensk for begyndere” fra 2000.

Hun har også medvirket i et dusin tv-serier, blandt andet ”Strisser på Samsø” (1998), ”TAXA” (1998), ”Hotellet” (2002), ”Lærkevej” (2009) og ”Krøniken”, som kørte over skærmene fra 2004 til 2006.

I disse år er hun aktuel i TV 2’s seersucces ”Badehotellet”, som har kørt siden 2013. Her spiller hun rollen som Alice Frigh.

I december 2017 var Anette Støvelbæk med i TV 2’s julekalender ”Tinkas Juleeventyr”.

Anette Støvelbæk har siden 1989 været gift med kollegaen Lars Mikkelsen

Om bogen "Modne Kvinder"

”Livet er den største læremester, og vi er alle hver især på vores rejser, som sender os i tilværelsens uundgåelige kinddanse med både engle og dæmoner.” Det skriver forfatteren Bo Østlund, som står bag den anmelderroste bestseller ”Modne kvinder”.

I bogen deler 24 kendte kvinder over 50 år ærligt og gavmildt i hudløst ærlige samtaler om livet, døden, kærligheden, alderdommen, troen, døden og meget mere ud af deres livs sorger og glæder, som har gjort dem klogere på livet.

Ude og Hjemme har fået lov til at bringe en række uddrag.

”Modne Kvinder” udkom i oktober 2017 på Forlaget Heatherhill – og den kan købes hos boghandlere, i netbutikker samt i en forfattersigneret udgave på www-forlaget-heatherhill.dk

”Modne Kvinder” er tvillingebogen og efterfølgeren til ”Modne Mænd”, som udkom i 2016, med 24 kendte danske mænd.