Kultur

Barry White: Den direkte vej til hjertekulen

26. februar 2019 Af Jørgen de Mylius. Foto: Ritzau Scanpix.
Barry White fik en overvældende, men alt for kort karriere med nogle af de største soulevergreens i pophistorien. Og hans hit holder og er stadig rent sukker til øregangene.
Den amerikanske sanger og producer Barry White

Hvis chokoladekaramelkage kunne synge, vil jeg tro, at det vil lyde som Barry White. Hans dybe sensuelle stemme gav hans musikalske stil mange kælenavne – og han kunne bruges mange steder: I radio, tv, som kommentator, spots og i reklamefilm. Men det er sangen og stemmen, vi kendte ham på.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Egentlig drømte han om en karriere som arrangør og producer af pompøse jazz-soul-plader, men efter at have fået succes med sit Love Unlimited Orchestra i 70’erne blev han interesseret i en egen karriere.

Desværre kæmpede han med voldsom overvægt, for højt blodtryk, sukkersyge og mange andre fysiske skavanker, så han døde i 2003 – efter en hektisk karriere, der skabte uforglemmelige evergreens.

Læs også: The Everly Brothers: Harmonier med mislyde

Barry White valgte sangen

Barry White er fra Galveston i Texas, men familien flyttede til den sydlige del af LA downtown, inden han fyldte 10 år. Det var ikke et af de fredeligste steder i LA, og lillebror Darryl blev da også medlem af en bande og myrdet som teenager af rivaler.

Barry blev også en del af miljøet og fik som teenager 4 måneders fængsel for at stjæle kostbare bildæk. Heldigvis havde han i fængslet adgang til en radio, og selv påstod han, at det var Elvis Presleys ”It’s Now Or Never”, der overbeviste ham om, at musik var bedre end kriminalitet.

Da han blev løsladt, søgte han job i forskellige kor, og det var hans markante basbaryton, der gav ham muligheder. Indimellem stødte han på små pladeselskaber, der gav ham en pladekontrakt, men når der ikke var noget, der for alvor fængede, blev han løst fra kontrakten. Til gengæld fik han efter nogle år lejlighed til at arbejde på pladeselskabet Del-fi Records som talentspejder, og han opdagede bl.a. sangerinden Felice Taylor, der førte hans kompositioner ind på hitlisten først i USA, siden i England.

”It May Be Winter Outside” blev nr. 42 på den amerikanske top 100, og ”I Feel Love Comin’ On” blev en Top 20-succes i 1967 i England. Så var Barry White i gang, og han fik lønforhøjelse på grund af Taylor-succesen.

Pigegruppe banede vejen

Da vi nåede 70’erne, og The Supremes var ved at have udspillet deres rolle, fordi Diana Ross ville være solist, kom han på at skabe en 70’er-pigegruppe inspireret af Supremes. Han fandt sangerinderne og skabte Love Unlimited, og da han skrev deres første hit ”Walkin’ In The Rain With The One I Love” var det første gang, man hørte hans karakteristiske stemme på en plade.

Han blev en guldgrube for pladeselskabet, da han producerede et par lp’er med egne sange og Love Unlimited samt hans seneste påfund – The Love Unlimited Orchestra.

Han fandt tidens formel og fik det helt store hit, da han lod sit orkester indspille sin egen instrumentale dance-klassiker ”Love’s Theme”, som nåede 1. pladsen på den amerikanske hitliste.

Nu manglede han bare selv at springe ud som sanger – i stedet for kun at producere og lave kor til andres indspilninger.

Allerede dengang var White en meget stor mand, der egentlig ikke havde lyst til at træde frem i spotlight. Men da han havde sunget en række demonstrationsudgaver af sange, han ville give til en anden soulsanger, opfordrede pladeselskabet ham til selv at indspille sangene.

Hans fascinerende stemme debuterede på albummet ”I’ve Got So Much To Give” i 1973, og det indeholder også hans første store solohit ”I’m Gonna Love You Just A Little More Baby”. Med den succes i hus fortsatte White med at lade sin stemme, sine sange og sin elegante silkesoul forføre folk med kæmpehit som ”Can’t Get Enough Of Your Love Baby” og ”You’re The First, The Last, My Everything”. Og man kunne ikke undgå at lære hans specielle sound at kende – uanset om man lyttede til radioen eller gik på de nyopdukkede diskoteker.

Se også: Nancy Sinatra: Slut med at være fars søde pige

Ny optur

Det er en musikalsk portefølje uden lige, som vi fik fra Barry White igennem 70’erne.

Men hans popularitet hos pladekøberne klarede ikke kursen ind i 80’erne. Selv om han også her udgav mange plader, skrev mange sange og stadig havde et stort trofast publikum ved sine koncerter, så blev hans udgivelser overhalet af de nye synthesizerbaserede grupper, punkbevægelsen og sprælske nye navne som bl.a. Blondie, Willage People, Roxy Music og Police.

Han begyndte også at få helbredsproblemer – kronisk overvægt og sukkersyge og et løbsk blodtryk. Men selv om hans plader ikke solgte, havde han travlt som producer og et hektisk koncertprogram, hvor han medbragte både Love Unlimited- gruppen og hele orkestret. Så det var store og dyre koncerter, man dengang kunne opleve med Barry White.

På grund af hans enorme popularitet i 70’erne kunne han dog fylde koncertsale over hele verden op igennem 80’erne. Og i slutningen af årtiet vendte billedet igen til Whites fordel. Der kom fokus på mængden af hans unikke hit, og overalt dansede folk stadig til hans gamle soulnumre.

Da han udsendte albummet ”The Man Is Back” i 1989, begyndte en helt nye Barry White-fascination ganske enkelt, og efter samarbejdet med Quincy Jones på albummet ”Back On The Block” udsendte han selv sit ”Put Me In Your Mix”, som gav både guld og platin. White var tilbage – det store comeback var i hus, og succesen fortsatte hele vejen op igennem 90’erne og inkluderede duetten ”In Your Wildest Dreams” med Tina Turner.

Læs også: Lulu: Mere end en stor stemme

Ventede på ny nyre

Selv om White altid var i studiet eller på turné, havde han også en smule tid til kvinderne i sit liv.

Som 16-årig var han allerede far til to med sin ungdomskæreste Mary. De blev gift, men skilt igen i 1969. I 1974 blev han gift med sangerinden Glodean James fra gruppen Love Unlimited. De fik fire børn og var også gift, da Barry White døde, men boede ikke sammen de sidste ca. 10 år af hans liv.

I slutningen af 90’erne måtte han flere gange på hospitalet, og indlæggelsen i slutningen af 2002 blev hans sidste. Han døde i juli 2003, mens han ventede på en nyretransplantation, som havde forbindelse til hans livslange overvægt, diabetes og blodtryksproblemer.

Han efterlod sig 66 guld- og 41 platin-plader for sine albumudgivelser, og 20 guld- og 10 platinsingler. Hans samlede pladesalg er langt over 100 millioner enheder.

Barry White blev kun 58 år.

Sponsoreret indhold