Bonnie Tyler: Den hæse stemme gav succes

Efter sit første hit, ”Lost in France”, i 1976 havde Bonnie Tyler overbelastet sin stemme efter seks år som sangerinde med et lokalt band i Wales. Knuderne på stemmebåndet måtte opereres, og da hun efter et halvt år kunne genoptage sin karriere, fik hun ros af musikere og producere for sin nye, lidt hæsere stemme med den kant, der skulle til for at vække opsigt.
Hendes største og uforglemmelige hit ”Total Eclipse Of The Heart” er en af både 80’ernes og det sidste århundredes store sange. Den blev nummer 1 på alverdens hitlister inklusive USA og England, mens hovedparten af hendes senere succeser er centreret omkring Frankrig, Tyskland, Østrig og Skandinavien.
Privat har Bonnie Tyler ikke levet det vilde showbiz-liv. Hun blev gift i 1972 – og ægteskabet holder stadig, selv om parrets ønske om børn aldrig er gået i opfyldelse. Det var også en stor sorg, da Bonnie som 39-årig aborterede.
Læs også: Rod Stewart: Den rustne stemme fascinerer stadig
Musikglad familie
Hendes rigtige navn er Gaylor Hopkins. Hun blev født i Wales i 1951, hendes far var kulminearbejder, og hun voksede op med tre søstre og to brødre. Og masser af musik. Hendes far insisterede altid på at se BBC’s ugentlige ”Top Of The Pops” og havde sine børn ved sin side, så de sammen kunne synge de nye popsange.
Sang og musik spillede en stor rolle – ikke mindst under de ugentlige kirketure, hvor unge Gaylor for første gang sang solo for kirkegængerne.
Men på hjemmebane var det Elvis, Beatles, Sinatra og hele Liverpool-invasionen i 60’erne, der var på menuen. Bonnie sang med på sangene med sin hårbørste som mikrofon og drømte kun om at blive sangerinde.
Det virkeliggjorde hun som 16-årig, da hun gik til talentkonkurrencer, fik gode placeringer og blev hyret af lokale bands som sangerinde.
I den periode tog hun navneforandring til Sherene Davis for ikke at blive forvekslet med den nyligt berømte walisiske sangerinde Mary Hopkins og hendes ”Those Were The Days”.
Sejlene blev sat
En aften i Townsman Club i Swansea, Wales, blev unge Sherene spottet af en talentspejder, der inviterede hende til London for at lave et par prøveindspilninger. Det gjorde hun og hørte derefter ikke noget som helst.
Hun affandt sig med at være kasseret eller glemt, men pludselig – to år efter – i 1975 fik hun en opringning fra den britiske afdeling af RCA Records, som tilbød hende pladekontrakt og et managementteam.
Hun var smigret. Det var jo Elvis’ pladeselskab. Og til hendes store forbløffelse stod de to sangskrivere/managere Ronnie Scott og Steve Wolfe klar med nye sange, studietid og parate musikere. Samt et forslag om endnu engang at ændre navn.
Valget faldt på Bonnie Tyler, og selv om hendes første plade, ”My My Honeycomb”, floppede, blev alle sejl sat til, da hendes anden indspilning, ”Lost In France”, skulle lanceres.
Pladeselskabet lejede et fransk slot og inviterede et større hold journalister til at overvære en Bonnie Tyler-koncert, hvor ”Lost In France” blev lanceret.
Den nye stemme
Om den periode har Tyler sagt:
– Jeg ville bare synge. Det var en besættelse. Mit råd må være, at hvis målet er at blive popstar, så lad være. Men bliv ved, hvis målet er at synge, fordi du elsker det og ikke kan lade være.
”Lost in France” var et stykke tid om at blive et hit, men pludselig var den på hitlisten i England i 1976 og bredte sig ud over det meste af Europa.
Kort tid efter fik Bonnie problemer med stemmebåndet. Diagnosen hed ”knuder som følge af overanstrengelse”, og en operation var nødvendig. Hun nåede akkurat at indspille efterfølgeren til sit gennembrud, ”More Than A Lover”, før hun måtte opereres – og holde pause i et halvt år.
Hun var stort set afskrevet af publikum og den engelske presse, men pladeselskabet havde andre planer, og da Bonnie vendte tilbage med sin lidt hæsere og ru stemme, ventede Scott og Wolfe med ”It’s A Heartache”.
Den blev det store vendepunkt. Nu var det amerikanske publikum også med. Sangen blev nummer 3 på den amerikanske hitliste. Tyler blev verdenskendt – ikke mindst for sin usædvanlige stemme.
Se også: Diana Ross: Den store stemme er fyldt 75
Sit livs scoop
Alligevel kom der til at gå et par år, før hun lavede sit livs scoop. Efter at have set den karismatiske sanger Meatloaf ved en koncert og gennemlyttet hans plader med sange og produktioner af Jim Steinman, kontaktede hun samme Steinman, som præsenterede hende for sin nyskrevne komposition ”Total Eclipse Of The Heart”.
Det samarbejde blev helt afgørende for Bonnie Tylers status i pop-/rockmusikken.
Steinman producerede det overdådige og pompøse album ”Faster Than The Speed Of Life”, og nummeret ”Eclipse” blev et megahit. Fulgt op af en pompøs sang fra Steinman/Tyler, ”Holding Out For A Hero”, som kom med i succesfilmen ”Footloose” og blev endnu et stort hit.
På samme tid fik Bonnie Tyler succes med Shakin’ Stevens på deres fælles hit ”A Rockin’ Good Way”.
Et nyt publikum
I slutningen af 80’erne tog karrieren endnu en drejning.
Internationale sangskrivere som Michael Bolton og Albert Hammond skrev sange til hendes 1988-album ”Hide Your Heart”, og selv om sange som titelmelodien og ”The Best” blev populære, blev efterfølgende kopiversioner med gruppen Kiss og Tina Turner langt større verdenshits.
Det fik hende til at takke ja til et nyt samarbejde med Tysklands Dieter Bohlen. Han var blevet verdensberømt som den ene halvdel af Modern Talking og var i gang med en karriere som sangskriver og producer.
Han skrev hittet ”Bitterblue” til Bonnie samt numrene på to efterfølgende albums, som genetablerede hende på de midteuropæiske hitlister, mens hverken amerikanerne eller hjemmebanen i England reagerede.
Siden har hendes største publikum været at finde i Tyskland, Østrig og Frankrig, hvor hun også i dag samler tusinder til sine koncerter.
Læs også: Nancy Sinatra: Slut med at være fars søde pige
Fransk superstjerne
Som 21-årig giftede Bonnie sig med sin ungdomskæreste Robert Sullivan, der ikke havde det mindste med popmusik at gøre. Han var ejendomshandler og i øvrigt judo-deltager i de Olympiske Lege i 1972.
Parret er stadig gift, og han har sørget for at placere fruens formuer i ejendomme og farme i Portugal, New Zealand og England. I New Zealand er det specielt farme og et stenbrud, de har investeret i.
Når Bonnie ikke er på turné, opholder parret sig hyppigt i deres store villa ved Algarve-kysten i Portugal.
I 2003 fik Bonnie Tyler en henvendelse fra den franske sangerinde Kareen Antonn, som foreslog en nyindspilning af ”Total Eclipse Of The Heart” som en duet på fransk. Den blev en succes under titlen ”Si Demain” og var nummer 1 igen i Frankrig i flere måneder, og den blev efterfulgt af en duet-version af ”It’s A Heartache”.
Bonnie Tyler er superstjerne i Frankrig, og i 2011 fik hun endnu et duet-hit med en kopiversion af pigegruppen Bangles’ 80’er-hit ”Eternal Flame” – i duet med franske Laura Zen.