Cecilie Schmeichel: Jeg er familiens sorte får

Jeg betaler selv - ikke min far

Cecilie blev en smule overrumplet, da hun så sig selv på forsiden af en af formiddagsaviserne for nylig. Hun vidste selvfølgelig godt, at der ville være en artikel om hende i avisen, for hun havde trods alt givet et interview, men hun havde på ingen måde forventet at være dagens hovedhistorie.

– Det plejer jo ikke at være mig, aviserne skriver om. Har jeg været i medierne, har det altid handlet om min far eller bror, siger Cecilie med et skævt smil.

For nævner man Cecilies efternavn Schmeichel, kan de færreste lade være med at tænke Peter og Kasper. Faktisk tager samtalen mange gange en helt ny drejning.

– Nogle bliver nysgerrige og stiller alle mulige spørgsmål om min familie. De spørger efter autografer og sådan noget. Men så er der også dem, der på forhånd dømmer mig og tror, at jeg er arrogant, eller kommer med bemærkninger om, at min far sikkert betaler alt for mig. Men det gør han ikke, fastslår Cecilie bestemt og understreger det ved at tilføje, at hun i fællesskab med sin mand altså selv har betalt for huset i Herlev og Toyotaen, der holder parkeret i garagen.

Har haft svært ved finde sin vej i livet

Som datter af verdens bedste målmand i 1990’erne og lillesøster til endnu et målmandstalent i familien har Cecilie haft svært ved at finde sin vej her i livet. Hun har haft en fodboldverden at spejle sig i, men som hun ikke har kunnet være en del af. Derfor har det taget år at finde ud af, hvad hun har lyst til, og det er først nu, i en alder af 28 år, at hun føler, at hun er ved at lande på rette sted: Hun er lykkelig gift med Joakim og mor til Noah på 4 år og Sofie på 1 år – og den historie, hun for nylig valgte at dele, handler udelukkende om hende.

Et billede på Instagram afslørede, hvad Cecilie har kæmpet med det seneste halvandet år. En kampvægt på 120 kilo var barberet ned til 90 kilo, og Cecilie viste sig stolt frem.

Det her var HENDES historie. For første gang og efter utallige forsøg på at tabe sig gennem årene har Cecilie fundet troen på, at det vil lykkes hende at komme af med den overvægt, der har fulgt hende lige fra barnsben af.

Grædt mange tårer

Ikke at hun selv har gået rundt og følt sig som klassens tykke pige, men der har været en del klassekammerater, der har mindet hende om det. På godt og ondt, synes hun.

– Det har gjort mig stærkere og til dén, jeg er i dag. Men jeg har også grædt mange tårer over det. Jeg var en smule ”rund” i det, og der var desværre nogle, der kaldte mig øgenavne og gjorde en del ud af, at jeg var datter af Peter Schmeichel. For hvordan kunne han have sådan en kikset datter, husker Cecilie, der har tilbragt de fleste barndomsår i England, hvor hendes far havde kontrakt med Manchester United i otte år.

– Jeg har altid været bevidst om, at min far lavede noget andet end de fleste andres fædre. For vi rejste meget, og der var jo en grund til, at min sommerferie altid begyndte en måned før mine klassekammeraters, så vi kunne holde ferie sammen med min far, inden fodboldsæsonen gik i gang.

To lede år

Der var heldigvis fra skolens side en nogenlunde forståelse for og accept af, at vi havde et lidt anderledes liv, fordi der også var andre børn af fodboldspillere.

Da hun var 9 år, rykkede familien til Portugal, hvor hendes far spillede for Sporting Lissabon de følgende to år. Og for Cecilie var det ”helt forfærdeligt”, siger hun i dag.

– Jeg følte mig slet ikke velkommen i skolen, hvor der var ret mange ondskabsfulde piger. Det var et helvede for mig at være der, mindes hun og kan huske en episode, hvor hun efter en havefest fandt sit tøj på bunden af poolen og derfor måtte vinkles ind i et håndklæde, da hendes mor kom og hentede hende. Eller da hun slog op med kæresten Antonio efter en uge, og han kvitterede med at sige, at han kun havde sagt ja til at være hendes kæreste, fordi hendes far var Peter Schmeichel.

– Jeg har uden at ville det fortrængt mange ting fra dengang. Jeg kan dog stadig huske, hvem de var, og jeg ved godt, hvad jeg ville sige til dem, hvis jeg mødte dem i dag. Jeg ville hilse pænt på dem og egentlig bare høre, hvor de er henne i livet. De må have haft noget at kæmpe med selv, siden det skulle gå ud over mig.

Efter to år i Portugal var Cecilie derfor lykkelig, da hun rejste hjem til Danmark med sin mor og bror, mens hendes far vendte tilbage til England for at afslutte sin fodboldkarriere.

Men havde hun regnet med, at skolegården i Hellerup var et blidere sted, tog hun fejl. Endnu en gang oplevede hun at blive udelukket af fællesskabet, og selv om hendes forældre forsøgte at hjælpe deres datter igennem det, var det bare heller ikke nogen nem opgave for dem. Det ved Cecilie.

– For hvad skulle de egentlig have stillet op? spørger hun.

Bilen hærget

Selv da hun begyndte på handelsskolen i Lyngby, var hun ikke fredet. Det kunne ikke mindst ses på fødselsdagsgaven, som hun fik af sine forældre, da hun fyldte 18 år. Sin mors 10 år gamle Mercedes. Ridser og knytnæveslag i kølerhjelmen var næsten stensikkert hver dag på skolens parkeringsplads.

– Der er mange, der har sagt, at mine forældre burde have været klogere og ikke have givet mig en bil. Men de havde nogle ressourcer, som andre ikke havde, og Kasper fik også en bil i fødselsdagsgave ovre i England, hvor det er mere almindeligt, at børnene får det, når de har taget kørekort. Så mine forældre ville ikke gøre forskel, forklarer Cecilie.

Nært forhold til familien

Hun er i det hele taget bevidst om at passe på sin familie. Hun har et nært forhold til både sine forældre og storebror, og hun har aldrig overvejet at droppe sit kendte efternavn, selv om det flere gange har spændt ben for hende i mødet med andre. Hun insisterede da også på, at hendes to egne børn fik det på dåbsattesten.

– Det vil være synd at give mit efternavn skyld for, at det har været svært. Min far har jo opnået noget sindssygt flot, og jeg er stolt af ham. Han må ikke få dårlig samvittighed over det eller tænke, at det har været hans skyld, at jeg er blevet mobbet. Der har jo også fulgt diverse privileger med navnet, smiler hun.

Blandt andet de mange udlandsrejser, familien var sammen på i hendes barndom, VIP-kortene til byens insteder, da hun var teenager, og opholdet, hun fik på Oure Efterskole inden handelsskolen. Det var her, at hun for første gang opdagede, at livet ikke behøver at være så svært. Og det var her, at hun mødte sin kommende mand. Alle vidste, hvem hun var, men hun fik lov til bare at være Cecilie uanset efternavn og antallet af kilo på sidebenene.

En intensiv Nupokur fik på et tidspunkt bugt med 30 kilo, men de røg stille og roligt på igen, og da Cecilie for fem år siden ventede sit første barn, passerede vægten de 100 kilo.

– Jeg fik bækkenløsning, blev sagt op på mit arbejde, og så skulle mine forældre skilles. Jeg var bare møghamrende ked af det, og så gik der sukker i den. Jeg spiste hele tiden, selv om min mand gjorde alt for at passe godt på mig. Han er selv skilsmissebarn og kunne forstå min sorg over det. For selv om jeg godt vidste, at det ikke gik så godt mellem min mor og far, er det, uanset hvilken alder, man har, svært at se sine forældre blive skilt. Jeg var voksen og i en alder, hvor jeg kunne forstå det. Men det gjorde mig ikke mindre ked af det.

Efter fødslen tabte Cecilie sig kun en lillebitte smule, og alle hentydninger og gode intentioner blev raskt fejet af bordet, hvis hendes mor eller bror forsøgte at sige noget som helst om hendes usunde kostvaner. Faktisk blev Cecilie stiktosset og nægtede at tale om det.

En kærlig gave

Lige indtil, hun ventede sit andet barn i 2016. Med en invaliderende bækkenløsning, en galoperende vægt og en advarsel om, at hun var ved at udvikle sukkersyge, var hun knap så afvisende, da hendes storebror tøvende kom med et tilbud til hende. Han ville betale for et intensivt personlig træner- og kostforløb lige så længe, Cecilie havde behov for det, og da hun tre uger senere lå med veer på hospitalet, og den naturlige fødsel blev erstattet af et akut kejsersnit, var hun mere klar til det end nogensinde. Vægten viste 120 kilo, og lægerne advarede hende mod risikoen for blodpropper, diabetes og andre sygdomme relateret til overvægten. Hun måtte stikke sig selv i låret med blodfortyndende medicin, og hun kunne ikke ligge med sin nyfødte datter hos sig.

Veninderne fra efterskolen kom på besøg med ”trøstemad” i form af slik og sodavand, fordi de vidste, at hun elskede det. Men lægernes ord havde gjort indtryk.

– Jeg kiggede på min mand og sagde, at det kunne han godt tage med hjem igen. Jeg skulle ikke have noget af det. Jeg skal tabe mig, og det skal være nu, fortæller Cecilie, der efter to ugers indlæggelse blev udskrevet og straks tog kontakt til den personlige træner.

– I begyndelsen handlede det om at få mit blodsukker stabilt og lære, hvad der er godt og mindre godt. Jeg skulle også sende billeder af al min mad, hvorefter hun lærte mig, hvad jeg skulle supplere med eller bytte ud. Vi lavede en kostplan ud fra den mad, jeg kan lide at spise, så det ikke blev en ”straf” at følge madplanen. Og havde min datter Sofie holdt mig vågen hele natten, så jeg bare var træt og uoplagt, lærte jeg, hvad jeg skulle spise dagen efter for at stabilisere mit blodsukker, forklarer Cecilie.

Tabt 30 kilo

Resultaterne udeblev på ingen måde. Kiloene begyndte gradvist at forsvinde, og Cecilie fandt glæden ved at løbe. Så meget, at hun begyndte at træne sig op til et halvmaraton – og også gennemførte den.

I dag har hun så tabt 30 kilo. Hun mangler stadig 15 kilo for at nå drømmen på 70 kilo. Men 75 kilo er nok mere realistisk, skynder hun sig at sige. Selv om hun tror på det. For første gang i sit liv er der ikke tale om en hokus pokus-kur. Det har været benhårdt arbejde, men sliddet værd. Fordi hun nu kan hoppe rundt med sin datter på armen, lægge sig ved siden af sin søn i hans seng uden at frygte, at den braser sammen, og ikke mindst vise sin storebror, at hans kærlige gave har givet pote.