Daniel Svensson overlevede kræft to gange: Nedturen kom bagefter

Den 13. september for godt to år siden løb Daniel Svensson på banen med sine klubkammerater i Skjern Håndbold. Det havde han selvfølgelig gjort så tit. Men denne gang havde han faktisk allerede vundet, inden kampen var gået i gang.

Den dag spillede Daniel nemlig sin første kamp efter et langt og voldsomt kræftforløb med højdosis kemoterapi, seks operationer, stamcellebehandling og stråler. Et forløb, hvor han havde været så svag, at der var dage, hvor han ikke kunne gå 10 meter ud på hospitalsgangen for at øse mad på en tallerken. Og dage, hvor han ikke engang kunne tygge maden, så han måtte lade melbollerne i suppen smelte mod ganen.

Men uanset hvad Daniels 190 centimeter høje krop havde været igennem under sygdommen, havde hans hjerne hele tiden været målrettet to ting: Han ville være rask. Og han ville tilbage på håndboldbanen.

Det kom han den dag i september.

Anede ikke, hvem jeg var

Men Daniels comeback til håndboldbanen – og til livet – føltes slet ikke som den sejr, han havde forestillet sig. Det var nemlig først her, nedturen ramte.

– Jeg havde ganske vist fået mit liv tilbage. Men jeg havde ikke fået mit hoved tilbage. Det var, som om jeg havde mistet min vilje, og alt det positive var forduftet. Under min sygdom havde jeg bare holdt snuden i sporet og kæmpet for at blive rask. Men nu havde jeg nærmest kun lyst til at drikke rosé og spille golf. Jeg anede ikke, hvem jeg selv var, og hvad jeg skulle. Og jeg havde slet ikke lyst til at spille håndbold, siger Daniel, som ellers havde holdt humøret imponerede højt, mens han var syg. Både første og anden gang.

Daniel har nemlig været ramt hele to gange. Der ville ikke være noget at sige til, hvis han var blevet vred på livet, mens han lå på en hospitalsstue og gloede med slanger og dræn stikkende ud af den afkræftede krop. Men det blev han ikke. Han mistede heller ikke troen på, at han nok skulle komme tilbage til det liv, han havde haft engang. Det var der flere grunde til. En af grundene hed Julie. Hans søde og begavede kæreste, som aldrig slap ham, da han gik fra at være bomstærk håndboldspiller til at være dødssyg kræftpatient.

Batman-juicen

Der var også et andet menneske, som uventet kom til at motivere ham gennem begge sygdomme. Et menneske, han stødte på ved et rent tilfælde, da han var på vej til sin første kemobehandling med sin mor som støtte ved siden af.

Midt på gangen passerede Daniel og hans mor en 3-årig dreng. Det blev kun et ganske kort møde. Men det kom til at få betydning igennem hele Daniels kræftforløb, og han glemmer aldrig den dreng.

– Han havde sin far i sin ene hånd. Med den anden hånd trak han et kemostativ. Hen over kemoposen sad et Batman-logo, og drengen fortalte, at han fik den her Batman-juice, som skulle gøre ham rask. Han havde ikke et hår på hovedet. Men på læberne havde han et kæmpe smil. Jeg var målløs, husker Daniel, som stadig er taknemmelig for, at han netop traf den dreng på netop det tidspunkt i sit liv.

– Tænk, at han bare gik der og smilede, mens jeg gik og havde så ondt af mig selv. Lige der besluttede jeg, at hvis han kunne smile, så kunne jeg også. Nu skulle jeg bare ind og have min Batman-juice og igennem det her.

Blev ved med at tro

Daniel formåede faktisk efterfølgende at bevare sit positive sind gennem hele sit benhårde forløb. Selvfølgelig var der dårlige dage, hvor han sparkede tæerne ind i badeværelsesvæggen af ren frustration. Eller den dag, hvor han tudede i bilen, fordi han i bogstaveligt forstand havde skidt i bukserne. Men de fleste dage fastholdt han optimismen og indtog sin Batman-juice.

– Jeg forstår virkelig godt andre kræftpatienter, der ikke kan finde selv de mindste glæder. Det gør jeg virkelig. For det er svært at være glad, når man har det så dårligt, og mit liv var heller ingen dans på roser. Men jeg kunne mærke, at min positive tilgang betød utrolig meget for mig selv, siger Daniel, som magtede at holde fast i det positive og mobilisere en næsten ufattelig vilje, da han blev ramt for anden gang.

Selv om behandlingen nu var langt hårdere, blev han ved med at tro på fremtiden. Og ligesom første gang var kæresten Julie en utrættelig støtte.

– Vi var supergode til at bruge hinanden, og vi kunne snakke om alt. Om natten kunne vi for eksempel ligge og tale om dødsangst, siger Daniel, som stadig er imponeret over, hvordan Julie klarede rollen som kæreste til en kræftsyg.

Mistede luften

Da Daniel langt om længe endelig var kræftfri, kunne både han og Julie ånde lettet op. Men lettelsen blev hurtigt afløst af noget helt andet.

Daniel mistede for en stund sit positive sind. Hans sædvanlige gåpåmod var væk, og han måtte begynde i et længerevarende psykologforløb.

– Det var rigtig godt for mig at opsøge en psykolog, og det skulle jeg have gjort noget før.

Det var imidlertid ikke kun Daniel, som mistede luften og faldt sammen efter sygdommen. En dag kom han hjem og fandt en grædende Julie på badeværelset.

På det tidspunkt havde de været sammen i syv år. Daniel kendte hende kun som kvinden, der havde overblik over det hele. Hende, som holdt hovedet koldt og havde styr på alt. Men nu kunne hun pludselig ikke huske noget. Og selv mindre gøremål kunne virke som uoverskuelige bedrifter.

Det viste sig, at Julie havde fået stress, og hun valgte derfor også at begynde at gå til psykolog.

Så gik de derhjemme i stuen. To mennesker, som sammen havde været igennem syv år, to kræftforløb og mange, lange snakke i mørket om natten. Pludselig havde de svært ved at tale sammen.

– Naturligvis ville jeg allerhelst dele mine tanker med Julie, men jeg følte ikke, jeg kunne lægge mere over på hendes skuldre, siger Daniel, som efter nogen tid valgte at slutte sin håndboldkarriere.

Men det var ikke for at finde mere ro i sit liv i al almindelighed. Tværtimod skruede han op for aktiviteterne og begyndte at gå ind ad helt nye døre.

Gav slip på hinanden

De nye muligheder i hans liv kom dumpende et efter et. Han blev tilbudt at være medstifter af børnefonden CoolUnite og sagde straks ja. Et forlag ville gerne udgive hans biografi, så sammen med en journalist kastede Daniel sig over arbejdet med sin bog ”Der er kun dage.” TV2 ville også gerne have ham som fast del af kommentatorteamet, og mens disse bolde var i luften, ringede de fra ”Vild med Dans”.

Daniel snørede som bekendt danseskoene, og han fik i det hele taget fart under fødderne i mange dele af tilværelsen. Også som foredragsholder, hvor han begyndte at rejse rundt i landet og meget ærligt fortælle om sine to kræftforløb.

– Jeg fik pludselig meget travlt og arbejdede 60 timer om ugen, men jeg kunne mærke, at det var det, jeg ville. Jeg nød at være på ukendte veje, og jeg fik tilført helt nyt brændstof efter at have været nede i kulkælderen. Det var vigtigt for mig at gribe alle muligheder, for tænk nu, hvis jeg fik kræft igen, siger Daniel.

Hans nye liv og ikke mindst det nye tempo fik dog konsekvenser. Julie var nemlig et andet sted i sit liv. Nu ville hun gerne finde mere ro i tilværelsen. Og de to hastigheder var svære at forene.

– Vi besluttede, at vi skulle give slip på hinanden. Det var meget hårdt, og jeg kan stadig blive påvirket af det, når jeg taler om det. Folk sagde: ”Nu har I klaret så meget sammen. Hvorfor kan I ikke klare det her også?” Men det kunne vi ikke. Vi havde ændret os begge to.

I dag har Daniel en ny kæreste, Pernille. Hende er han glad for. Men forholdet er dog stadig så nyt, at han gerne vil holde hende lidt for sig selv endnu.

Daniel og Julie har bevaret et stærkt venskab og ses stadig.