Dronning Margrethes barndom: Måtte søge dækning for skud og bomber

20. april 2019 Af Michael Müller. Foto: Jeppe Michael Jeppesen.

Dronning Margrethe blev født i starten af 2. verdenskrig, og hun husker tydeligt både bombardementerne, mørklægningsgardinerne og ikke mindst befrielsesdagen, selv om hun bare var en lille pige. Læs her et uddrag af hendes personlige beretning i bogen ”Barn af besættelsen”, hvor 28 kendte danskere fortæller om deres opvækst under besættelsen.

Jeg blev født syv dage efter den tyske besættelse. Den første tid har jeg selvfølgelig ingen erindringer om, men de sidste par år kan jeg huske ting fra. Bevidstheden om besættelsen var naturligvis ikke noget, jeg var klar over tidligt i mit liv, men senere blev jeg klar over, at jeg ikke kunne se uden om dén periode, fordi den ligger som en grundtone i alt, hvad jeg sidenhen har oplevet, og hvad jeg har kunnet sætte ind i en mere eller mindre historisk sammenhæng.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Hvordan blev Deres forældre klar over, at den tyske besættelsesmagt var i landet?

Det fik de at vide med det samme. Tidligt om morgenen den 9. april kom min far ind til min mor, der lå i sin seng højgravid med mig. Jeg ved ikke, om hun allerede var vågen, men min far var i hvert fald blevet vækket af de tyske flyvere: ”Det er tyskerne!” sagde han. Min mor satte sig op i sengen, og med sit endnu ikke helt perfekte dansk sagde hun: ”Disse lorte!”

En meget klar reaktion. Hendes mor havde været engelsk, og min mor kom en del i England hos sin morfar, så hun var opdraget med en meget engelsk indstilling til tilværelsen. For hende var det englænderne, det drejede sig om, og bestemt ikke tyskerne.

– Følte Deres mor en skam?

Hun var fortvivlet, og det var min far også. De var begge rigtig triste over, hvad der var sket; det var en rædselsfuld situation for dem, og det gik især min mor på. Min far, der var kongens ældste søn, var klar over, at han måtte se anderledes på situationen, fordi han som kronprins havde et andet ansvar. Min mor kunne, om man så må sige, tillade sig at hidse sig lidt mere op. Og det gjorde hun.

Jeg tror også, at det var derfor, at jeg kom til verden en uges tid efter besættelsen. Jeg var vist nok ventet lidt senere, som det ofte er med det første barn, men det var altså ikke tilfældet her. Mange år senere snakkede jeg med min mor om besættelsen, og jeg kan huske, at hun sagde: ”vi skammede os sådan.” Det glemmer jeg aldrig, at hun sagde, fordi ens forældre ikke skal skamme sig. De skammede sig over, at man fra dansk side havde været nødt til at give op med det samme og bøje sig for de tyske krav, selv om både min far og min mor forstod, at dette var uundgåeligt.

Jeg vil sige det på den måde, at min far indså, at samarbejdspolitikken var den eneste vej, der var, mens min mor måtte indse det. Det er nok sådan, man skal se det. Derfor følte de også, at de kunne være sig selv lidt mere bekendt, da samarbejdspolitikken ophørte den 29. august 1943.

– Var der en risiko for, at tyskerne ville rykke ind på Amalienborg på noget tidspunkt?

Ikke en risiko, som jeg ved noget om. Men der var jo skudveksling mellem de tyske soldater og Livgarden, hvor flere gardere blev såret. Da tyskerne tog politiet i 1944, kom det til en større skudveksling omkring slottet, og jeg kan huske, at min mor engang fortalte mig, at hun skammede sig lidt over, at hun sammen med min far nærmest havde klappet i hænderne, når de fik at vide, at nogle tyskere var blevet skudt. Det siger lidt om, hvordan de var optændt af hele situationen. […]

– Hvordan kom besættelsen til at præge tilværelsen for den kongelige familie?

For mig var besættelsen en del af dagligdagen. Jeg kendte jo ikke til andet. Vi havde mørklægningsgardiner alle vegne, både fortræksgardiner og de sorte rullegardiner, som klaskede imod vinduerne, når de var åbne.

Mørklægningen var en del af dagligdagen, men det var ikke noget, jeg tænkte på, for det var de voksne, der sørgede for, at der var trukket for, inden jeg blev lagt i seng. […]

Læs også: Pia Kjærsgaard om sin barndoms store krise: Mor fik barn med onkel Poul

– Ved De, hvor meget kontakt Deres mor havde til sin svenske familie under besættelsen?

De havde kontakt hele tiden, men hun rejste aldrig op til dem i Stockholm, for hun ville som nævnt ikke være væk fra Danmark om natten. Jeg er temmelig sikker på, at de telefonerede og skrev til hinanden, men efter den 29. august 1943 blev alting meget vanskeligere.

I sommeren 1944 sagde tyskerne, at kronprinsessen naturligvis måtte tage over til Sofiero – de skulle bare have besked om det – men hun skulle i hvert fald ikke bede om lov til at besøge sin familie i Sverige, og derfor var vi ikke på Sofiero dén sommer.

Mine forældre lejede i stedet en dejlig villa i Vedbæk med en stor og pragtfuld have ned til vandet. Jeg kan huske, at juni måned startede med at være lidt våd, og så blev det ellers sommer med strålende sol og millioner af hvepse i huset, som jeg havde mit hyr med. Vi badede hver eneste dag. En dag stod jeg sammen med min far nede på stranden. Pludselig kom der en stor, sort tysk maskine flyvende lavt hen over stranden – den skulle formentlig ikke andet end at se på piger i badedragter – men da jeg var bange for voldsomme lyde, satte jeg i et hyl, mens min far stod i sine badebukser på badebroen og truede op mod flyveren: ”Aaah, det bras!” Derefter hed alle tyske flyvere jo ikke andet end bras.

Da britiske fly bombede Shellhuset, Gestapos hovedkvarter, om formiddagen den 21. marts 1945, var jeg ude at gå tur med min barnepige og fars kammertjener. Vi var gået fra Amalienborg og skulle gå en tur i Østre Anlæg, hvad vi tit gjorde, når vi skulle spadsere. Da vi var nået til Østerport Station, lød sirenen pludselig. Luftalarmer om natten havde jeg oplevet mange gange, men aldrig om dagen. Vi hørte flyene og løb over vejen og ind på stationen, hvor min barnepige og kammertjeneren ringede hjem til Frederik 8.’s Palæ, hvor vi boede. Ganske kort efter blev jeg hentet hjem i min mors bil, og da jeg kom ind til palæet, stod min far på trappen med åbne arme for at tage imod mig. Jeg spurgte: ”Far, var det noget bras?” ”Nej,” sagde han, ”det var englænderne!” På det tidspunkt vidste vi ikke, at bombardementet også var gået ud over Den Franske Skole, for vi havde jo været på gaden på mere eller mindre samme tid, som bragene havde lydt.

– Kunne De fornemme en alvor i besættelsens sidste tid?

Ja, det kunne jeg. Jeg vidste godt, at verden ikke helt hang sammen, som den egentlig burde. Efter samarbejdspolitikkens ophør blev det en mere alvorlig tid. Da politiet blev taget den 19. september 1944, kom det til alvorlige kampe omkring Amalienborg mellem den danske politistyrke, der stod vagt ved slottet, og en deling tyske marinesoldater. Kampene stod på i tre timer, og flere blev dræbt. Mine forældre havde fulgt slaget fra vinduerne, og undervejs havde min mor ringet til den svenske gesandt i København, Gustav V. Dardel, som mine forældre kendte godt. Hun ringede og sagde: ”Lad dem vide i Stockholm, at vi har det godt.”

I forbindelse med deportationen af det danske politi var der en kort tid, hvor tyske soldater gik vagt på Amalienborg, og i dén periode gik vi ikke uden for palæerne. Jeg plejede at gå daglige ture med enten min barnepige eller min mor, hvor vi gik ned til Langelinie eller andre steder i byen, men det gjorde vi ikke i de dage. Det var nok dét tidspunkt, der var mest kritisk for min familie under besættelsen, og hvor vi var mest bange for, hvad der ville ske.

Efter at jeg blev gammel nok til at gå tur og opfatte, hvad der skete i byen, så vi indimellem de tyske soldater, når de trampede og sang i Amaliegade. Vi vendte straks ryggen til dem og så på grønthandlerens vindue. Jeg forstod ikke, hvorfor vi gjorde det, men jeg forstod alligevel, at her var noget, som vi ikke skulle se på eller interessere os for. […]

Se også: Hella Joof om sit livs krise: Min datter vendte mig ryggen

– Hørte De befrielsesbudskabet i radioen den 4. maj om aftenen?

Nej, men jeg kan huske befrielsesaftenen meget klart; en glædesaften ud over alle grænser. Jeg var lige fyldt 5 år og var blevet puttet tidligt i seng, som vi børn blev dengang. Jeg boede i Frederik 8.’s Palæ med værelse lige ud til Frederiksgade, der munder ud i Toldbodgade. Slotspladsen var afspærret med spanske ryttere, da man ikke ville have færdsel ind over pladsen i de sidste mange måneder af besættelsen.

Pludselig hørte jeg folk stå og råbe hurra og juble nede på gaden. De råbte også på kongen. Jeg tænkte, at det da ikke var farfars fødselsdag; det var jo forår, og hans fødselsdag var om efteråret den 26. september. Hvad var det, der skete? Jeg kunne høre, at min barnepige og min mors kammerjomfru stod og snakkede i stuen ved siden af, så jeg lindede på døren og var temmelig sikker på, at jeg ville blive sendt tilbage på hovedet i seng, men det blev jeg ikke.

Ganske kort tid efter kom min far op på mit værelse og hentede mig ned i stuen, hvor jeg fik en gul sodavand, hvilket jeg bestemt ikke fik ret tit. Far og mor var helt euforiske, og på en eller anden måde gik deres betagelse direkte i blodet på mig. Far sagde: ”Det er freden,” og det forstod jeg jo ikke en brik af, men jeg kunne tydeligt mærke, at der skete noget helt særligt.

– Hvordan forløb resten af aftenen for Dem og Deres familie?

Senere på aftenen blev jeg hentet ned i stuen igen, fordi der blev skudt ude fra Holmen, hvor tyskerne lå og skød ind mod byen; de skød ikke specifikt imod os, men både mine værelser og mine forældres soveværelser lå mere eller mindre ud til den side, hvor der blev skudt fra. Min lillesøster, Benedikte, var lige fyldt 1 år og lå og sov i barnevognen i mine forældres dagligstue, der vendte ud mod slotspladsen. Jeg blev puttet på den ene sofa, og barnepigen sov på den anden. Jeg ved ikke, hvor mine forældre var på det tidspunkt, men tidligt på formiddagen den 5. maj gik vi alle sammen i kælderen under Frederik 8.’s Palæ, hvor der var indrettet et beskyttelsesrum. Her havde vi siddet en gang imellem, når der var luftalarm over København. Jeg kan godt huske, når jeg blev båret derned, og vi sad og ventede, indtil vi kunne komme op igen. Det var ikke uvant for os, at luftalarmen gik, men jeg følte mig sjældent bange. Når det sagde ”bum”, sagde min far altid: ”De skyder måger,” og var der tale om et ordentligt brag, sagde han: ”Det var en stor måge.” På den måde sørgede mine forældre for, at urolighederne ikke gik mig på. Men da jeg ikke var glad for voldsomme lyde som barn, satte urolighederne sig nok alligevel i mig et eller andet sted. På befrielsesdagen sad vi flere timer i kælderen og kunne høre, at der blev skudt mod de engelske flyvere, der fløj ind over byen. Det var meget spændende.

Læs også: Claus Elgaard levede et dobbeltliv: Spillede min familie væk

– Hvor meget forstod De?

Jeg forstod, at det var noget helt særligt og vidunderligt, der skete. Jeg havde jo kun oplevet krigen fra Amalienborg, hvor vi var meget beskyttede mod alle skrækkelige hændelser. Mine forældre talte aldrig om situationen i landet eller om tyskerne foran mig. Ikke for at skåne mig, men jeg var et ret snakkende barn, der tidligt begyndte at tale, så de var bange for, at jeg skulle buse ud med noget foran fremmede. De lærte mig alle flagene; Dannebrog, Svenska flaggan, Union Jack, men alle andre flag, også tyskernes flag, hed ”andet flag”. Det var helt klart, at dét flag skulle der ikke snakkes om.

– Hvordan oplevede De tiden efter befrielsen?

I dagene efter befrielsen var der stor eufori og begejstring. Jeg kan huske det røre, der var i byen, da Montgomery kom til København. Mine forældre var ovre at hilse på ham hos Christian 10. Udenfor var slotspladsen fyldt med mennesker. Det var en stor begivenhed.

Lige efter befrielsen gik der i en kort periode frihedskæmpere med maskinpistoler vagt omkring palæerne og bagerst i haven, hvor jeg havde min sandkasse. Da jeg en dag sad og legede, spurgte jeg min far, om jeg måtte byde frihedskæmperen, der stod vagt, et bolsje. Min far fik hvert år til sin fødselsdag en dåse Sømods Bolcher fra fabrikken; det kunne altså lade sig gøre, at vi fik lidt sukker her og der. I ny og næ gav min far mig et bolsje, og en dag gik jeg ned til frihedskæmperen og bød ham et. Ingen i familien troede på den historie, men jeg kan huske den ganske tydeligt.

I foråret 1966 var jeg i Argentina, hvor jeg traf nogle danskere, og da kom en mand hen til mig og sagde: ”De kan sikkert ikke huske mig, men jeg kan meget tydeligt huske Dem, for De bød mig et bolsje i maj 1945, da jeg gik vagt ved palæet.” Jeg sagde til ham: ”De kan tro, jeg kan huske Dem, og De er den første, der kan bekræfte for mig, at jeg virkelig gik ned og bød Dem et bolsje.« Det var en vidunderlig aha-oplevelse.