Fra Gasolin til solo: Larsens drøm

Han ligger fladt på ryggen på gulvet. Fødderne samlet og armene ned langs siden. På hans pande står en tom ølflaske. Det blev sent i nat. Igen har han siddet i timevis og spillet på sin guitar for at skrive en sang. Klokken blev over 5, før han gik til ro. Nu er det over middag. Han har sovet dybt og roligt. Straks, da han vågnede, gjorde han sin morgengymnastik. Stræk-bøj, stræk-bøj. Armbøjninger, knæbøjninger, rygøvelser, hele svineriet. 5 minutter. Dagens faste ritual. Nu er tiden inde til lidt hjemmelavet yoga eller meditation. Når han har fået et koldt brusebad, vil han være frisk i både sind og krop. En helt almindelig dag i Kim Larsens liv kan begynde.

Denne dag er dog ikke helt almindelig. Senere på dagen skal han nemlig til et vigtigt møde med sin pladeproducer. Larsen har en drøm. Kim Larsen stod ved en korsvej i foråret 1973. Han havde siden sensommeren 1969 været forsanger i Gasolin’. Et mere end almindelig ambitiøst rockband, som havde fået et pænt gennembrud med sit andet album, Gasolin’ 2.

Både anmeldere og publikum var enige om, at her var et dynamisk og charmerende rockband med iørefaldende melodier og både mundrette og morsomme tekster på dansk. Gasolin’ havde en stor fremtid som et ærkedansk rockband. Måske det første store rockband i Danmark. Gasolin’ havde en drøm. En drøm om at blive et stort band internationalt – og med engelske tekster. Denne drøm var de fælles om. Det var den, der gav dem deres brændstof.

Indbyrdes skænderier

Men der var også splittelse i gruppen. Sangene blev til i fællesskab, de var et band. Én for alle og alle for én. På den anden side var det ingen hemmelighed, at én person var hovedleverandør af gruppens sange. Larsen. Sangene kom til ham i en blanding af viljestyrke og disciplin plus ren impuls. Oceaner af transpiration tilsat et glimt af magisk inspiration. Han brændte lige meget for alle sine sange. De var som børn. Han måtte holde lige meget af dem alle. Være lige stolt. Og dog lurede sårbarheden, når sangene skulle præsenteres for de andre i bandet.

Når nye sange skulle indøves, gik bølgerne højt. ”Vi skændtes som gale hunde. Men der var også masser af kærlighed i Gasolin’,” har Larsen sagt i et tilbageblik. Sat på spidsen: Gasolin’s højoktane passion var drevet af to stærke modstridende kræfter. Og just disse kræfter havde resulteret i, at Gasolin’ med det andet album i efteråret 1972 stod på tærskelen til noget meget stort. Der var hits som ”På en sommerdag”, ”Se din by fra tårnets top”, ”Fi-fi dong”, ”Snehvide” og ”På banen (Derudaf)”.

Fuglen fløj fra reden

En lys og lovende fremtid vinkede forude for Gasolin’. Hvorefter sangeren forlod skuden. Bandet stod med håret ned ad nakken. Det samme gjorde pladeselskabet, som havde satset højt med en 5-års kontrakt på Gasolin’, hvilket var aldeles uhørt dengang.

De tre resterende medlemmer i Gasolin’ reagerede med en blanding af ligegyldighed og fornærmelse for at skjule, hvor sårede de var. Producer Poul Bruun, som havde opdaget Gasolin’, var rent ud sagt desperat. Han havde fundet en guldfugl. Og nu var den allerede på vej ud ad vinduet.

Hvorfor havde Larsen forladt gruppen? Fordi gruppen ofte viste ringe begejstring, endsige respekt for mange af de sange, som Larsen præsenterede for gruppen. Nogle gange havde de endda grinet hånligt, når han var kommet hen i øveren med endnu et oplagt hit. Nu kunne de have det så godt.

En aftale kom i hus

Poul Bruun tilbød at mægle. Nix! Larsen var gået solo. Var endda begyndt at øve med nyt backingband. Bruun mæglede alligevel og viste hermed sin evne til at opnå, hvad han vil. Ikke med magt, men med kløgt og list.

Larsen vendte tilbage til folden i Gas. Belønningen var dobbelt. For det første fik Gas opfyldt sin fælles drøm om at indspille det tredje album på både dansk og engelsk og med kyndig vejledning af en up-and-coming engelsk producer ved navn Roy Thomas Baker. For det andet fik Larsen lov til at indspille et soloalbum på dansk. Larsen havde en personlig drøm. Han havde nemlig så meget materiale tilovers, at han drømte om en tredobbelt lp, nærmest en rockopera (eller et konceptalbum) om drengen Sylvester og hans liv og hans drømme.

Producer Bruun måtte lægge en dæmper på den ivrige sanger. Dette projekt var et eksperiment, og for ikke at genere Gaslejren mere end højst nødvendigt måtte det helst ikke koste noget. Gas kom i det anerkendte Rosenberg Studie med den efterspurgte tekniker Freddy Hansson og førnævnte Baker. Larsen blev sendt hen i det langt billigere Wifoss Studie på Frederiksberg.

Succes med soloplade

Pladen skulle kun være med Larsen selv og guitaristen Thomas Grue, begge på akustiske guitarer. Og samtidig blev det tredobbelte konceptalbum barberet ned til ét stykke vinyl med blandede viser. På grund af omstændighederne blev Larsens debut-lp Værsgo meget anderledes end Gasolin’. Forskellen havde ikke været så markant, hvis solopladen var blevet indspillet med et fuldt elektrisk band.

Hvis og hvis. Gasolin’ ville nemlig under ingen omstændigheder indspille en sang som ”Hubertus”. ”Hubertus” var en syvårs fuldfed moppe, og syv racer blandede sig i hver en loppe. En grotesk, men også vanvittig komisk sang om et befængt kræ og dets bemoppede herskerinder.

”Hubertus” gik lige i hjertet på lytterne. Der blev grinet spontant. Og hvornår har nogen sidst grinet på grund af en rockplade? Takket være bl.a. ”Hubertus” fik Larsen et personligt hit og opnåede status som sanger med oceaner af humor og lune.

”Værsgo” blev et stort hit for Larsen personligt. Den var pladen, der effektivt gjorde ham til popstjerne for den brede befolkning. Det var nok utilsigtet. Paradokset var, at den banede vejen for Gasolin’s tredje lp og dermed gjorde Gasolin’ til det første rockband, som opnåede at blive folkeeje i Danmark. På grund af den intime akustiske lyd på ”Værsgo” var der plads til at klemme ekstra meget musik ned i rillerne. På et tidspunkt, hvor en vinyl-lp normalt kunne rumme 35-40 minutters elektrisk musik, var der her godt 47 minutters spilletid. ”Værsgo” var en gavmild plade på alle planer. I udløbsrillen kunne man høre Larsen sige til producer Poul Bruun: ”Der var altså et par kiks, men det kan godt være, man ikke kunne høre dem...”