Fra tv-vært til ekspedient i sin kones dyrebutik: Elsker stadig at sige velkommen

For 36 år siden sad Julie på et kontor i DR-bygningen og bladrede i en avis. Da hun nåede til en helsides annonce fra Singapore Airlines med et stort billede af en yndig stewardesse, lød der pludselig en stemme bag hende.

– Det kan godt være hende der i avisen flyver bedre end dig. Men du ser altså bedre ud.

Da Julie kiggede op, stod der en lang, tynd fyr i islændersweater og smilede. Smilet kender hele Danmark i dag, for det var tv-vært Ole Stephensen, som lige havde fyret den kække bemærkning af til DR’s nye producerassistent-elev.

Modsætninger mødes

Indgangsreplikken havde åbenbart sin virkning, for den blev starten på deres lange historie sammen. Ikke at Julie og Ole Stephensen fandt sammen den dag over avisen og aldrig slap hinanden igen. Det har de skam gjort. De har flere gange pakket flyttekasser og rykket hver til sit. Blandt andet dengang Ole var i gang med optagelserne til filmen ”Kampen om den røde ko.” Det kan godt være, det var en komedie, som fik publikum til at skraldgrine i biografen, men hjemme var Ole ikke særlig morsom at være i stue med.

– Oles hår var blevet farvet totalt gulerodsfarvet under optagelserne. Han hadede det, og han blev simpelthen så ondskabsfuld. Det var helt forfærdeligt, husker Julie med et undertrykt smil. Der er gået mange år siden, og Oles hår og humør er for længst vendt tilbage til det normale. Parret er også altid vendt tilbage til hinanden, og det kan Ole give mange gode grunde til.

– Julie er min bedste kammerat. Vi kender hinanden ud og ind og kan ikke løbe om hjørner med hinanden. Vi er også meget forskellige. Modsætninger mødes. En gang imellem har det for eksempel været et slid at trække Julie med til en premiere. Hun har slet ikke brug for den slags. Overhovedet ikke, siger Ole Stephensen, som selv har levet et ekstremt udadvendt liv med adrenalinen pumpende i blodet og sommerfugle i maven inden en liveoptagelse.

Vært i årtier

I flere årtier har kameraerne været rettet mod ham, hvad enten han havde værtsrollen i Eleva2ren eller Go’ Morgen Danmark. Eller da han spillede den naive steward i de populære Walter og Carlo- film eller den bøvede bror i tv-serien ”Øb og Bøv”. Ole Stephensen har nærmest haft alle kasketter og kostumer på som journalist og idémand, og mange af sine oplevelser deler han nu ud af i sin underholdende erindringsbog ”Rub og Stub over stok og sten.”

Julie har stort set været med over hver en stok og hver en sten. Men hendes plads har været på den anden side af kameraet, og det har passet hende godt, at det ikke var hende, der blev fulgt tæt af folks blikke.

– Ole er en fisk i vandet, når der er mange mennesker omkring ham. Jo flere jo bedre, hvor jeg har været mere indadvendt. Det har helt sikkert været en udfordring for mig, når jeg skulle med til alle mulige middage og premierer. Det har selvfølgelig været skægt, men det har ikke været min spidskompetence, siger Julie, som dog ikke altid kunne slippe uden om opmærksomheden. Heller ikke, selv om hun forsøgte.

Aborterede ufrivilligt

Mens Ole lavede Eleva2ren, var der så stor interesse for hans person, at der i pressen blev holdt godt øje med ham både på skærmen, men også i det private. Faktisk var der så mange ører og øjne rettet mod hans privatliv, at Julie en dag blev ringet op af en journalist fra et ugeblad.

– Er det rigtigt, at du er gravid?

Oplysningen var korrekt. Men Julie anede ikke, hvor journalisten havde nyheden fra.

– Vi havde ikke sagt det til nogen, fordi det var så tidligt. Jeg troede, Ole og jeg var de eneste i hele verden, der vidste det, husker Julie, som ikke ville bekræfte graviditeten. Alligevel blev historien om familieforøgelsen skrevet, og den udkom med det pågældende blad den følgende onsdag. Parret læste historien på hospitalet, og den gjorde ondt. Dagen inden havde Julie nemlig aborteret.

– Den var altså hård, siger Julie.

Det var dog ikke kun pressens dækning, der var hård i den periode. Julie var på det tidspunkt i midten af 30’erne og Ole tæt på de 40, og de havde begge et stort ønske om at få børn. Men noget gik galt hver gang. Julie blev gravid tre gange, og hver gang aborterede hun lige inden 12. uge.

– På grund af vores alder var vi begyndt at se i øjnene, at vi nok ville blive et af de barnløse par, siger Ole, inden han giver ordet videre til Julie.

En vigtig pille

– Jeg synes, du skal fortælle, hvad der skete. Det er jo lidt af en succeshistorie.

En gang imellem kræver en succeshistorie ikke andet end et lille bitte skub. Eller en lille bitte pille, som kan købes i håndkøb. En overlæge undrede sig over, hvorfor Julie hver gang aborterede på samme tidspunkt, og han tog derfor en blodprøve, som forklarede alt.

– Det viste sig, at mit blod var lidt for tykt, så jeg dannede nogle mikroskopiske blodpropper i den periode, hvor fosteret skulle sætte sig fast i livmoderen. Men jeg kunne fortynde blodet en lille bitte my, hvis jeg tog en hjertemagnyl hver dag, smiler Julie, inden hun med et endnu større smil tilføjer: – Og tænk, det var bare det, der skulle til.

Ikke længe efter kom lille Amalie til verden. Og 16 måneder efter var Marie der.

– Så havde vi to blebørn. Ole arbejdede på det tidspunkt i Odense med sit talkshow, så vi løb nærmest rundt, husker Julie, som selv havde sit fuldtidsarbejde i tv- og filmbranchen. Men da Amalie nåede 7-årsalderen, besluttede hun at gå på deltid. Nu skulle der være mere tid med familien.

– Jeg troede, jeg bare skulle gå hjemme og hygge mig og ryste sofapuder. Men det kunne jeg slet ikke finde ud af, siger Julie, mens Ole smiler nærmest bedrevidende.

– Det kunne jeg godt have fortalt dig.

Et enormt dyrehjerte

Når man som Julie og Ole har levet som hinandens nærmeste vidner, siden Singapore Airlines brugte et foto af en smilende stewardesse som blikfang i 1982, så kender man hinanden godt.

– Vi kender hinanden helt ned i fibrene, siger Julie, mens Ole nikker. Han vidste næsten bedre end Julie selv, at hun skulle have større udfordringer end at holde et pænt hjem i Gentofte. Derfor bakkede han hende op, da hun valgte at uddanne sig til hundeadfærdsspecialist. En uddannelse, som passede perfekt til Julies rolige sind og enorme dyrehjerte. Men også en uddannelse, som senere kom til at redde familien, viste det sig.

Julies erhverv førte nemlig til, at hun åbnede dyreforretningen ”Hundeshoppen” ved siden af familiens bolig i den tidligere købmandsforretning i Vangede i Gentofte.

I dag er det tit Ole, der står bag disken, når kunderne kommer ind. Han står nemlig ikke foran et kamera mere. For snart 10 år siden fik han en gavekurv og et høfligt ”tak for denne gang”, efter han havde haft sin sidste vagt som morgenvært med Line Baun Danielsen. Det var ikke en beslutning, Ole selv tog. Og han mener heller ikke, at afskeden blev gennemført særlig elegant af TV 2.

Fyret fra TV 2

– Bagefter begik jeg den fejl at gå ud og kritisere den måde, det foregik på. Det handlede tydeligvis om, at de ikke ville have sådan en gammel en som mig. Det skulle jeg nok ikke have sagt offentligt. Men på den anden side var det måske bedre at åbne munden og være ærlig i stedet for at gå rundt med det og få mavesår.

Mavesår har Ole aldrig haft. Ikke engang i de år, hvor der nærmest konstant var nedtælling til næste optagelse. Sådan ser hans liv ikke ud længere. Siden Ole fik sin gavekurv, har der været længere mellem nedtællingerne.

– Der var medvind i så mange år, men pludselig løjede vinden af. Til sidst var der vindstille. Jeg vil ikke sige, at der var modvind, men jeg fik en slags nedtur. Det gik jo op for mig, at det var så det. Her sluttede mit udadvendte tv-liv, siger Ole, som i løbet af de sidste 10 år er startet forfra.

Men det tog tid at vænne sig til de nye vejrforhold, og det kunne også mærkes derhjemme.

– Det var en stor omvæltning, og Ole havde nogle dage, hvor humøret ikke helt var i top. Men vi har altid været knaldgode kammerater, og det kammeratskab hjalp os. Jeg forstod jo godt, hvordan Ole havde det, siger Julie, som uden at skamrose sin mand for meget dog får sagt, at hun har stor respekt for den måde, Ole har vendt sit arbejdsliv.

Ro i privatlivet

I privatlivet har der heldigvis ikke været tiltag til urolige vejrforhold. Lige så stor forandring, der har været i Oles karriere de sidste 10 år, lige så meget ro har der været hjemme hos Julie.

– For mig er det en kæmpe tryghed, at Julie er der, siger Ole og kigger på sin kone og bedste ven med kærlige øjne.

– Jeg synes stadig, hun ser godt ud …. Selvfølgelig ikke helt så godt, som da jeg så hende første gang sidde der med avisen, griner han, hvorefter han får en hurtig albue i siden: ”Hold din mund.”

Efter mere end 30 år ved Julie og Ole, hvor de skal skubbe. Og hvor de ikke skal skubbe.

– Vi kender hinandens svagheder. For eksempel skal jeg ikke begynde at tale om dyrevelfærd, for så kommer Julie op i det røde felt. Det samme sker, hvis hun begynder at tale om DSB rejsekortet, griner Ole.