Hans musik blev kaldt syndig: Elvis er stadig The King

I 1956 overhalede han alle i den nye musikalske fandenivoldske musikgenre, som fik navnet rock’n’roll. Selv alle dem, han selv beundrede og var inspireret af, og som havde arbejdet stilen frem mod de højder og normer, der senere gjorde den til en kunstart. Little Richard, Fats Domino, Bill Haley, Buddy Holly, Chuck Berry og mange flere – alle blev de overhalet indenom af denne rock’n’roll-meteor, der havde underholdt sydstaterne i halvandet år, inden han sprang ud som en verdenssensation.

De første fem år nåede han uanede højder i popularitet i USA, selv om han bestemt også havde modstandere, der syntes, at han fordærvede ungdommen, at hans bevægelser, hans musik og attitude var både vulgær og ukristen.

Historierne om Elvis nåede efterhånden over Atlanten, men før 1960 for alvor kun i Storbritanien. Andre steder som blandt andet Skandinavien med monopol og statsstyrerede medier anså man i det hele taget rock’n’roll og det, der lignede, for en midlertidig utålelig, infantil og umusikalsk bevægelse. En ungdomshobby, som skulle forsvinde og bekæmpes med alle midler.

Læs også: Nancy Sinatra: Slut med at være fars søde pige

Far i fængsel

Elvis kom til verden i Tupelo, Missisippi den 8. januar 1935. Gladys og Vernon Presley skulle have tvillinger, og da fødslen gik i gang, kom den første dreng dødfødt til verden. Han blev døbt Jesse Garon. Men lægerne kunne trøste de fortvivlede forældre med, at en anden og spillevende dreng var på vej.

Kort før tvillingernes fødsel var parret flyttet ind i et beskedent hus, som Vernon stort set selv havde bygget på en lejet grund.

Her tilbragte Elvis de første 13 år af sit liv. Familien gik regelmæssigt i kirke, modtog en del hjælp fra det offentlige for at få mad og husleje dækket ind. Far Vernon tog tilfældige job på grund af manglende uddannelse, og på et tidspunkt tog han også en chance. Ofte arbejdede han for ejeren af den grund, huset var bygget på. Ved en lønudbetaling ændrede Vernon beløbets størrelse, og da det efterfølgende blev afsløret, fik han otte måneders fængsel.

Familien mistede huset, Gladys og Elvis boede hos familie og venner, og da Vernon blev løsladt, søgte han arbejde uden for Tupelo-området.

Memphis blev valgt. Der var arbejde, og kommunen kunne stille en billig lejlighed til rådighed.

Som 10-årig havde Elvis ved en enkelt lejlighed i skolens sangtime imponeret med en udgave af Red Foleys sentimentale sang om den trofaste hund ”Old Shep”, og efter den succes blev Elvis mere og mere interesseret i både sydstaternes blues-, radioens country- og hillbilly-musik og kirkens gospel.

Ville opdages

På eget initiativ smuttede han en dag i 1953 indenfor hos det nyoprettede alternative pladestudie Sun Records. Ejeren Sam Phillips havde specialiseret sig i den sorte sydstatslyd, og hans medarbejdere fortalte altid, at Sam havde et ønske om at finde en hvid sanger, der kunne fortolke den sorte musik, så den lød autentisk.

Elvis betalte for studietid, så han kunne synge to af sine favoritsange, ”My Happiness” og ”That’s When You’re Heartaches Begin”, til sit eget guitarakkompagnement.

Mange mente, at sangen skulle være en fødselsdagsgave til hans elskede mor. Men i dag er historikere mere tilbøjelig til at mene, at han selv havde et ønske om at blive opdaget som sanger.

Kort tid efter kom han nemlig tilbage for at synge to andre sange, som han betalte for, og det var ved den lejlighed, at sekretær og receptionist Marion Keisler gav Sam Phillips en kopi af båndet med Elvis’ stemme.

Phillips var ikke specielt imponeret, men indvilgede i at lade Elvis lave en prøveindspilning med to af de musikere, han ofte brugte. Guitaristen Scotty Moore og bassisten Bill Black.

Studiet svingede

Prøveoptagelserne fandt sted den 5. juli 1954. Elvis, Scotty og Bill havde øvet en række stille countrynumre, fordi Marion og Sam mente, at Elvis var et bud på en kommende crooner eller countrysanger.

Men resultatet var i bedste fald ligegyldigt, og da de var ved at opgive at få noget nyt frem i de stille numre, tog Elvis pludselig sin guitar og begyndte at fyre det gamle bluesnummer ”That’s All Right, Mama” fra 1946 af.

Elvis kendte nummeret fra sangskriveren Arthur Crudup. Det var et af hans favoritnumre, og pludselig svingede hele studiet. Sam fik startet båndoptageren i en fart og bad de to rutinerede musikere om at bakke op.

Resten er historie. Ud af en hel del optagelser, hvor Elvis sang og spillede og blev fulgt af Scotty og Bill, fik Sam Phillips en version frem, han var tilfreds med – og forbløffet over.

Inden han, Elvis og musikerne tog afsked med hinanden, bad han dem komme tilbage dagen efter og indspille et nummer mere i samme stil.

Det blev til endnu en meget anderledes udgave af en kendt sang, nemlig bluegrass-nummeret ”Blue Moon Of Kentucky”. Med den i skabet udsendte Sam Phillips den første Elvis-single.

Se også: Slangepigen Anniqas turbulente liv

Voksende succes

Allerede den 7. juli kunne den lokale dj Dewey Phillips spille ”That’s All Right”, hvilket medførte telefonstorm til radioen – for hvor kunne denne indspilning dog købes? Dewey spillede den uafbrudt resten af aftenen, men først den 19. juli blev pladen officielt udsendt.

Herefter var intet som før.

Elvis optrådte for første gang på pladens udgivelsesdag på Bon Air Club i Memphis, og det medførte en lang række jobtilbud, så Elvis kunne sige sit job som lastbilchauffør op.

Scotty og Bill stoppede som medlemmer af countrygruppen The Starlight Wranglers, og herefter gik det løs med det ene job efter det andet, hvor Elvis også stødte ind i sine kommende kolleger Johnny Cash, Roy Orbison og Jerry Lee Lewis.

De begyndte efterfølgende at indspille plader hos Sun Records, som efterhånden etablerede sig som rugekasse for nogle af de kommende tiders berømtheder.

På vej mod national lancering

Sam Phillips gemte heldigvis de countrysange, som Elvis havde lavet til prøveoptagelserne, men bad ham komme i studiet nogle gange, så de kunne udsende nye plader i hans helt specielle stil.

Den lokale dj og koncertarrangør Bob Neal blev trioens manager, og ganske hurtigt var gruppen regionale helte – fra Tennessee til det vestlige Texas. Tv- og radiotransmissioner i Sydstaterne, udsolgte koncerter, hvinende kvindelige teenagefans – fænomenet begyndte så småt at få opmærksomhed i de store nationale USA-medier, mens vi her i Europa levede i total uvidenhed om denne musikalske Sydstats revolution.

I slutningen af 1955 overdrog Bob Neal managementkontrakten til Tom Parker, som var agent for tidens countrysuperstjerne Eddy Arnold og vidste en del om arrangementer, lancering og kontrakter i det meste af USA.

Det verdensomspændende RCA-pladeselskab havde global erfaring, hvilket Sam Phillips ikke havde. Prisen blev 40.000 dollar. 35.000 til Sam Phillips og 5.000 til Elvis. RCA fik også rettighederne til de seks singleplader, der havde gjort Elvis til helt og idol i Sydstaterne.

Nu var Elvis på vej mod national lancering. Og det kom til at vende op og ned på alt, hvad rock’n’roll, popmusik og såmænd også Hollywood havde at byde på.

Syndig hypnose

Tom Parker var en hård negl, og det siges, at hans kontrakt var med en skyhøj procentdel til sig selv. Til gengæld sørgede han også for de mest ublu afgifter til sin klient. Han forlangte blandt andet, at alle sangskrivere afleverede en tredjedel af deres royalty, hvis Elvis indsang deres nummer. Således står Elvis f.eks. krediteret som medforfatter på sin nationale gennembrudssang ”Heartbreak Hotel”, som han indsang på sin allerførste studieindspilning for RCA. Men udelukkende af kommercielle årsager. Han har ikke skrevet en strofe af sangen.

Den metode gik kun de første par år, for efterhånden blev de bedste sangskrivere også efterspurgt af andre berømte kunstnere og gjorde oprør mod Parkers strategi.

Men Elvis var klar til at erobre publikum i alle hjørner af USA. Ingen havde dog den fjerneste anelse om, at det skulle give genlyd overalt og sætte den nye musik på verdenskortet.

I begyndelsen blev musikken opfattet af den ældre og voksne generation som en syndig form for hypnose af unge mennesker, men efterhånden som en kunstart med utallige forgreninger og udtryk.

Elvis var på ingen tid avanceret fra sine sydstats-kælenavne The Hillbilly Cat, The Memphis Flash og The King of Western Bop – til The King Of Rock’n’roll og snart efter bare The King.

Læs også: Kandis Johnny: Succes og tragedie

Rasende forældre

RCA udsendte deres første single med Elvis og reklamerede med den stille ”I Was The One” som topnummeret. De vidste åbenbart ikke bedre. For da Parker forhandlede kontrakterne med Dorsey-brødrenes tv-serie ”Stage show”, ville de helst have uptempo-numre.

De populære tv-shows blev optaget i New York, og da Elvis i det tredje show i februar 1956 sang den anden side af singlepladen ”Heartbreak Hotel”, gik det store USA-publikun nærmest amok. Forældre rasede. De unge elskede det. Kritikerne var alarmerede. De kaldte det utålelig seksuel konfrontation på tv i bedste sendetid. Forældre til teenagepiger burde ikke tillade deres døtre at se med. Kirkelige repræsentanter klagede over hån mod kristen opførsel, og New York Times mente, at Elvis’ stemme lød som en amatørarie i et badekar, mens Daily News syntes, hans sang var rå og vulgær, og sammenlignede musikken med lydene fra et bordel – men seerne, ja de flokkedes. Seertallet steg overalt i USA, hvis Elvis var med.

Men Ed Sullivan – den mest populære tv-vært i USA på de tider – holdt fast:

– Ubrugelig som familieunderholdning, udtalte han.

Elvis og Parker var ligeglade, optrådte på show efter show, selv om kritikerne slog fast, at han intet talent og ingen sangstemme havde. Alle ville se det vilde fænomen.

Skiftede mening

I juni 1956 optrådte Elvis i det populære Steve Allen- tv-show, som samme uge for første gang havde flere seere end konkurrenten Ed Sullivan. Så skiftede Sullivan sjovt nok mening og betalte Tom Parker den i 1956 uhørte sum af 50.000 dollar for, at Elvis stillede op til showet tre gange.

Til bladet TV-Guide forklarede Ed Sullivan sig:

– Hvad angår Presleys underlivsbevægelser, kan vi regulere det for seerne med kameraindstillinger.

Men det var dog kun i et enkelt show, at kamerafolkene fik strenge ordre på at filme Elvis over bæltestedet.

Elvis var en sensation af hidtil uhørte og usete dimensioner. Men samtidig medgørlig.

Ed Sullivan spurgte, om Elvis ville synge en gospelsang i stedet for sin hofte-vridende rock’n’roll. Det var helt i orden. Så i det tredje og sidste Ed Sullivan-show sang Elvis blandt andet den gamle sorte spirituelle ”Peace In The Valley”. Sjovt nok til lige så meget teenagehysteri, som havde det været ”Hound Dog” eller ”Don’t Be Cruel” – som hans nyeste millionsælgende hit hed.

Filmstjerne

Tre dage efter tredje og sidste Sullivan-show blev Elvis indkaldt til militærtjeneste. Selv om der var mulighed for at aftjene sin værnepligt på amerikansk grund og få orlov til at passe en karriere, var det Tom Parkers overbevisning, at Elvis ville vinde hele befolkningens respekt, hvis han insisterede på at lade sig indrullere under samme vilkår som andre unge amerikanske mænd.

Inden det kom så vidt, nåede Elvis at spille hovedrollen i fire spillefilm og turnere USA tynd til udsolgte stadionkoncerter.

Den første film var ”The Reno Brothers”, som hurtigt blev døbt om til ”Love Me Tender”, fordi man i hast indskrev fire sange, da det stod klart, hvor populær hans musik var.

Så kom filmen ”Loving You”, kort efter fulgt af ”Jailhouse Rock” og endelig ”King Creole”. Masser af velproduceret rock’n’roll, smukke ballader, gode popsange. De nåede alle til tops på hitlisten – og det samme gjorde udvalgte singlehits fra dem.

Elvis nåede også i 1957 at købe ejendommen Graceland i Memphis, som i dag ligger på Elvis Presley Boulevard. 100.000 dollar var prisen, men han brugte fem gange så meget på ombygninger og tilbygninger, så den passede til hans behov og de mange mennesker, han omgav sig med. Han flyttede ind kort tid efter og boede der til sin død som 42-årig i 1977.

På vej til Tyskland

Men den 4. marts 1958 gik den ikke længere.

Elvis blev menig rekrut på Fort Chaffer, Arkansas – for senere at skulle til en militærbase i Vesttyskland, hvor USA havde mange tropper efter 2. verdenskrig.

Men inden Elvis blev fragtet til Vesttyskland, skete der en del. Elvis fik orlov for at indspille en række sange, så hans pladeselskab kunne holde gryden i kog på hitlisterne, mens han var væk.

Men han fik også en trist besked. Hans elskede mor var blevet alvorligt syg. I løbet af ingen tid blev hendes tilstand værre – hun havde alvorlig leverbetændelse. Den 12. august 1958 blev hun indlagt akut. Elvis fik lige så akut orlov. To dage efter døde Gladys Presley. Hun blev 46 år.

Elvis var i chok.

Fortsættes i næste uge...