Jakob Kjeldbjergs værste kamp: Angst

Når Jakob Kjeldbjerg skruer tiden tilbage, ved han præcis, hvornår han skulle have sagt det: Han skulle allerede dengang i bilen med sin far have åbnet munden. Dengang for mere end 30 år siden, hvor far og søn weekend efter weekend kørte til regionssamlinger, så Jakob kunne vise, hvad han duede til på en fodboldbane for enten at blive udvalgt til at gå videre. Eller sorteret fra.

I bilen talte den dengang 15-årige Jakob med sin far om spillet og om begejstringen over endnu engang at være en af de udvalgte, som til sidst endte på Jyllandsholdet. Men han mælede aldrig et ord om klumpen i maven. Og han nævnte aldrig, at angsten for at begå fejl på fodboldbanen havde vokset sig så stor, at den efterhånden overskyggede glæden.

Med årene blev Jakob udvalgt til mere og mere. Han blev professionel fodboldspiller. Fik en plads på landsholdet. Og toppede, da han i 1993 blev købt af Chelsea. Men hverken fodbold-succeserne eller fodbold-lønnen gjorde klumpen i maven mindre. Tværtimod.

– I dag fortryder jeg, at jeg ikke fik hjælp som fodboldspiller. Hvis jeg allerede som teenager havde fortalt min far om min præstationsangst, er jeg sikker på, mine forældre havde gjort alt for at hjælpe mig. De var der jo altid for mig. Men de anede ikke, hvordan jeg havde det, for jeg sagde ikke noget. Allerede dengang var jeg sovset ind i den der macho-verden, som fodbold er. Du viser ikke svaghed. For gør du det, ryger du ned.

Gjorde alt for ikke at begå fejl

I dag er Jakob Kjeldbjerg 48 år, og for de fleste danskere er han nok bedre kendt som TV3’s Robinson-vært i khaki-tøjet end som ham i fodboldtrøjen. Men fortiden som professionel fodboldspiller er en vigtig del af hans historie, og den spreder sig derfor over mange sider i hans nye selvbiografi ”Jakob Survivor Kjeldbjerg”. Både kampene på banen og især uden for.

– Jeg ville ønske, at jeg havde fået bearbejdet min angst for at begå fejl. Jeg ved, der er mange, der har det på samme måde. Både sportsfolk og andre, der lever med en knugende fornemmelse i maven. Det er derfor, jeg har valgt at være åben, for jeg er sikker på, man kan gøre noget ved sin præstationsangst.

Det gjorde Kjeldbjerg ikke. I stedet gjorde han alt for at undgå at begå fejl.

Mens han spillede i Chelsea, gik han for eksempel ikke i supermarkedet i dagene op til en kamp bare for at spare på kræfterne. Han tog heller ikke med i biografen af frygt for, at det ville bringe ham i søvnunderskud.

Jakobs disciplinerede livsstil virkede. Han begik ikke mange fejl, og det gjorde ham til en god og sikker spiller, som træneren kunne regne med.

Men for Jakob føltes livet som Chelsea-spiller ikke som den drengedrøm, det burde have været.

– Jeg havde da nogle fantastiske oplevelser som fodboldspiller. Men jeg kunne have haft mange flere. Selvfølgelig skal man være spændt og have adrenalin i kroppen op til en kamp. Men det, jeg havde, var noget andet, siger Jakob, som i sin bog beskriver dagene op til en kamp.

”Dagen før jeg skal i aktion, er ofte den værste. Da er jeg i dårligt humør og vil ikke have, at dagen slutter. Alt i mig er i uro. Det er en krampagtig tilstand, og jeg er ikke i stand til at tale med nogen i Chelsea om det.”

Hun ændrede alt

I sommeren 1997 dukkede der helt andre følelser op. På en vinbar i den engelske by Windsor fik Jakob en aften øje på en smuk blondine med et par pæne ben under en hvid nederdel. Hun fik også øje på ham. Men det tog tid og en del indre kampe ved baren, inden Jacob med forsigtige skridt turde nærme sig. Nu tog han en chance med risiko for at lide et af de nederlag, som han ellers gjorde alt for at undgå.

Umiddelbart gik han heller ikke hjem med en sejr. Godt nok førte han en fin samtale med kvinden, som viste sig at hedde Christine. Men hun var tydeligvis uimponeret over at tale med en Chelsea-spiller, og da Jakob foreslog, at hun gik med ham videre i byen, ville hun hellere hjem. Hun gjorde sig ikke engang ulejlighed med at finde et stykke papir og en blyant, da Jakob tilbød hende sit nummer. Men hvis han sagde det højt, skulle hun prøve at huske det.

Christine var heldigvis god til tal, så hun ringede allerede næste dag, og det ændrede på mange måder Jakobs liv. De to har nemlig været sammen stort set lige siden og er i dag forældre til døtrene Maria og Sophia.

Hvor Kjeldbjerg kunne være usikker på, om han overhovedet hørte til på en fodboldbane, var han aldrig i tvivl om, at han var på det rette sted, når han var sammen med Christine.

– Det betød alt, at hun kom ind i mit liv. Hun er en utrolig kærlig kvinde og en fantastisk mor. Og så stiller hun krav, hvilket er godt for sådan en som mig.

Blev fodboldinvalid

At møde sit livs kærlighed er selvfølgelig en milepæl for alle mennesker. Men for Jakob blev mødet med Christine også hans redning. Eller hans sikkerhedsnet, som han selv siger.

Kort efter deres møde lå Jakob nemlig på London Independent Hospital og studerede røntgenbilleder af sit knæ. Det så mildest talt ikke godt ud. Han havde længe været skadet og kæmpet for at blive klar igen. Men nu stod det desværre helt klart: Jakob var fodboldinvalid.

Det ødelagte knæ satte gang i mange modsatrettede følelser. På den ene side var Jakob lettet over at få en vej ud af sin fodboldkarriere. På den anden side sparkede skaden benene væk under ham. Den fodbold-rute, han havde fulgt målrettet, siden han var barn, var stoppet brat. Og når sådan en fastlagt rute forsvinder, kan afgrunden godt virke lidt dyb.

– Følelsesmæssigt var det frit fald i den periode. Derfor betød det så meget, at Christine var kommet ind i mit liv. Jeg vidste, hun var der. Hun var min base, og et liv med hende gav mig noget at arbejde videre på. En fremtid. Nu hvor fodbold var fortid.

På rette hylde

Det blev som bekendt tv, der blev Jakobs nye professionelle fremtid. Han begyndte som fodboldkommentator og sportsvært, og det viste sig hurtigt, at den pensionerede fodboldspiller trivedes godt foran kameraerne. Det viste sig også, at han havde giftet sig med en kvinde, som stod meget fast og sikkert på de pæne ben. Også når hun skulle passe en familie med to små børn helt alene i flere måneder ad gangen.

Det blev nemlig Christines virkelighed, da Jakob Kjeldbjerg for 14 år siden drog ud på sin første Robinson Ekspedition. Han var væk to måneder, og kort efter tog han af sted i endnu to måneder for at være vært på TV3-programmet Farmen, i Sydafrika.

Da Jakob endelig kom hjem, var Christine selvfølgelig glad for at se ham. Det var deres ældste datter Sophia også. Men den yngste, Maria, som var 5 måneder, da han rejste, anede ikke, hvem han var.

– Jeg kunne lige så godt have været Poul Schlüter. Hun kunne slet ikke genkende mig, og det var simpelthen skrækkeligt. Jeg kan stadig få det dårligt, når jeg tænker på det.

Månedsvis væk hjemmefra har dog været en del af Jakobs liv lige siden.

Da han første gang trådte frem som Robinson-vært i 2004, drev sveden af ham, og adrenalinen pumpede i hans krop. Den dag skulle alle deltagerne op på hvert deres kors og bindes på hænder og fødder. Så hang de der og led i Malaysias varme, og efterfølgende skabte scenen ramaskrig i medierne, fordi man mente, det var en hån mod Jesus.

Men selv gik Jakob roligt frem og tilbage foran korsene og råbte op til deltagerne uden at ryste på stemmen. Allerede fra første sekund i Robinson kunne han mærke det: Han var på hjemmebane. Langt om længe.

– Jeg tror ikke, jeg var skabt til at være professionel fodboldspiller. Det var egentligt ikke min drøm. Men da jeg startede med Robinson, kunne jeg bare mærke, at jeg endelig var kommet på rette hylde. Det var en fantastisk følelse.