Jeg har ikke mere drama at dele ud af

I sommer satte 11-årige Stephanie sig ned og skrev en vigtig tale. Hendes skrift var sirlig på papiret, og hvert et ord var nøje udvalgt. Talen var nemlig til hendes mor, Christina Siguenza Bomholt, der fyldte 30 år.

"Kære Mor. Nogle gange ville jeg ønske, at tiden stod stille, men tiden går, som den går. Du siger, du er ved at blive gammel, men når man spørger mig, vil du altid være min unge mor. Husk, at jeg elsker dig af hele mit hjerte."

Sådan lød nogle af de budskaber, som var så vigtige for Stephanie at få ud. Godt nok mistede hun modet til at holde talen selv foran alle gæsterne, så hun fik sin morfar til at læse den op. Men hun mente hvert et ord.

Christina glemmer aldrig den tale. Siden hun blev mor til Stephanie som 18-årig, har hendes liv været fuld af kaos, men da hun hørte Stephanies kærlighedserklæring på sin fødselsdag, følte hun helt ind i hjertet, at både hun og børnene var kommet ud på den anden side.

Christina har nemlig vendt sit liv 180 grader i løbet af de sidste år. I dag ved hun om nogen, hvordan man kravler op af et dybt sort hul. For hun har prøvet at være på bunden.

Helt dernede, hvor hun stod med et blåt øje, alene med fire børn og en voldelig eksmand, der var på flugt fra politiet. Oven i købet mens pressen fulgte med fra sidelinjen, fordi hun var kendt af flere end en million trofaste seere fra Årgang 0.

- Når man er rigtig langt nede, beder man til Gud om, at tingene skal ændre sig. Det gjorde jeg i hvert fald. Og i dag kan jeg ikke lade være med at tænke, at mine bønner er blevet hørt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få det liv, som jeg har i dag, smiler Christina.

Hun er halvvejs i sin drømmeuddannelse som sygeplejerske, er mor til fire glade børn, og så er hun oven i købet blevet gift igen for et halvt år siden. Denne gang med den rødhårede politimand, Jeppe, som giver hende al den ro, som hun aldrig fik i sine to tidligere ægteskaber.

- Før havde jeg så mange bekymringer. Jeg var flov og følte aldrig, at jeg kunne være mig selv. Jeppe kan lide mig for den, jeg er, og jeg er simpelthen så taknemmelig. Både fordi jeg selv har fået det så godt, og fordi jeg kan mærke, at mine børn er blomstret op. Jeppe har taget far-rollen på sig, og når jeg ser ham med mine børn, har jeg lyst til at nive mig selv i armen. Tænk, at jeg har fundet en, der kan rumme alle mine børn og hele min fortid.

Voldsom fortid
Fortiden taler Christina helst ikke om. Men hun kan ikke komme uden om, at det påvirkede alle hendes fire børn, da hun levede sammen med sin sidste mand. Han blev flere gange dømt for vold, og de to yngste drenge var oven i købet vidner til, hvordan han slog deres mor på Slagelse Banegård for to år siden.

Faktisk var Christinas situation så kritisk dengang, at hun fik tilbud om at flytte på krisecenter. Men den unge mor takkede nej og fandt i stedet en styrke i sig selv til at kæmpe videre på egen hånd.

- Hvis vi flyttede på krisecenter, ville vi få en unormal hverdag, og det ønskede jeg ikke for børnene. I stedet ville jeg kæmpe selv, så jeg opsøgte en børnepsykolog. Jeg ville høre fra en ekspert, hvordan jeg bedst kunne få børnene igennem det, og det var en stor hjælp. Godt nok var det dyrt for mig, men jeg er glad for, at jeg gjorde det, siger Christina, som i dag føler, at børnene er kommet sig over fortiden.

Hendes to drenge ser ikke længere deres far, efter at Christina tog en lang kamp med ham i både retten og Statsamtet. Til gengæld er forholdet til pigernes far, Christian, et eksempel på, at en skilsmisse godt kan ende i et harmonisk samarbejde.

Modsat de fleste skilsmissefamilier er det ham, som lige nu har pigerne boende i hverdagen, og Christina der har dem hver anden weekend og i ferierne. En ordning, som har givet Christina mere tid til sit studie. Men hun indrømmer, at det har været svært at give slip.

Døtre bor hos far
- Der har kørt en lille morkamp i mig. Jeg var jo vant til at vide, hvilken farve sokker de havde på hver dag, så det stak da i mit hjerte, at jeg pludselig skulle slippe dem i hverdagen. Men det kører fint, og jeg synes, Christian gør det godt. Hvorfor skulle han ikke have lov til at have dem? Jeg havde dem jo i starten, og pigerne siger selv: Nu er det fars tur, fortæller Christina, som nægter at kalde sig selv weekendmor.

- Jeg er jo mor konstant, og jeg snakker med dem hver dag eller er på Facebook med dem. Selv føler Christina, at det er den bedste løsning lige nu, men det gjorde ondt, da hun en dag åbnede en avis og læste overskriften: Christina opgiver sine børn.

- Stephanie kunne jo også læse, men hun sagde heldigvis: Mor, jeg ved godt, det ikke passer, husker hun. Mediedækningen af Christinas liv har været hård, for der har været meget at skrive om. Det ved hun godt.

Ligesom hun ved, at overskrifterne er en af bivirkninger ved at lægge sit liv ud i et af Danmarks mest populære dokumentarprogrammer. Alligevel fortryder hun ikke sin medvirken.

- Intet liv er perfekt. Mit har da slet ikke været det. Men jeg vil altså gerne fortælle andre, at man godt kan få et godt liv, selv om vejen derhen kan være lang.