Jeg turde ikke sige, at jeg var gravid

Inge Yvonne Christiansen er blandt de nye ansigter i Kanal 4's nye sæson af dokumentarserien "De unge mødre".
Hun blev gravid i 9. klasse - gennem flere dage havde hun haft kvalme og ondt i maven. Inge havde en mistanke om, hvad der var på færde, men hun var nervøs for, hvad hendes forældre ville sige. For at få lidt støtte tog hun over til sin storesøster, Jane. Her tog Inge en graviditetstest, og resultatet var entydigt: Inge var gravid i en alder af 16 år.
Samme aften tog Inge fra nordjyske Pandrup mod til sig og tog hjem til sin far, Johnny Christiansen, og stedmor, Britt Christiansen.
-De tog det heldigvis stille og roligt, fortæller den i dag 17-årige mor og knuger lille, mørkhårede Annabel på seks uger ind til sig.
Der er to teenage-fyre, som kan være far til barnet, og om nogle uger vil en faderskabstest vise, hvem af dem, det er.
-Jeg håber, at han har lyst til at spille en rolle i Annabels liv, siger hun.
Du kan læse mere om Inge i denne uges Ude og Hjemme.
De unge mødre sendes hver tirsdag og onsdag kl. 21 på Kanal 4. Afsnittene genudsendes om søndagen kl. 21 og 21.30.