Jeg vil være det gode eksempel

Hun har lige fået 10 i engelsk. Forholdet til hendes mor er bedre end nogen sinde. Liam er den skønneste dreng. Og hun har fået den kæreste, som hun i to år håbede på at finde sammen med. Livet kører for 20-årige Camilla Sophia Nielsen fra Randers.
- Jeg har faktisk aldrig været gladere end lige nu, siger hun. Den unge mor havde godt nok slet ikke planlagt, at hun som teenager skulle have en hverdag med bleer på indkøbslisten og et barn på knap to år.
Hun havde derimod troet, at hun skulle gennemføre gymnasiet som en helt almindelig skolepige med fester, topkarakterer og masser af frihed. Men sådan kom det ikke til at gå. Det stod nærmest lysende klart den dag, hun pludselig sad med sin gymnasiekæreste og kiggede på tre positive graviditetstests.
- Jeg var i ottende uge og havde slet ikke opdaget noget, for jeg blev ved med at få min menstruation indtil tredje måned. Det eneste, som undrede mig, var, at min mave begyndte at bule. Jeg havde jo altid været tynd, men jeg undskyldte det med, at det nok var kantinen i gymnasiet. På et eller andet tidspunkt skulle jeg jo begynde at tage på, griner Camilla Sophia.
Efter et besøg på apoteket indså hun, at forklaringen var en anden. Graviditeten kom så uventet, at hun græd "choktårer". Alligevel valgte hun at beholde barnet.
Også selvom forholdet til faderen gik i stykker kort efter. Da lille Liam kom til verden, var forældrene gået hver til sit. Men de var far og mor, og allerede fra start havde de et godt forhold.
Læs også: De unge mødre: Træner med topmave
Fandt sammen igen
- Da Liam var fire måneder, kom han på weekend hos sin far, og det har han været hver anden weekend lige siden. Det var simpelthen så fedt, første gang jeg afleverede ham. Jeg ved godt, det lyder ondt, men jeg var jo så ung, og der var så mange ting, jeg ikke havde været med til, efter at jeg blev mor, siger Camilla Sophia.
Selv om det fungerede fint, gik hun med et lille håb. Inderst inde ønskede hun, at hun ville finde sammen med Liams far igen. Med tiden blev det nemlig tydeligt, at de to havde andet sammen end bare samarbejdet om sønnen. Følelserne var aldrig helt forsvundet.
- Vi har nok hele tiden haft et godt øje til hinanden, og i sommer spurgte han så, om vi ikke skulle være kærester. Det havde jeg ikke lige regnet med. Men jeg blev selvfølgelig rigtig glad, siger den unge mor, som dog ikke er flyttet sammen med kæresten, selv om de har fælles barn.
Kæresten læser historie på universitetet, og hun selv læser HF, så endnu har de ikke penge til at finde en lejlighed, der er stor nok til dem begge. Modsat Camilla Sophia ønsker den unge far ikke at optræde i medierne. Selv har Camilla Sophia er klart formål med at stille op.
- Jeg gør det udelukkende for at vise mig som et godt eksempel. Men behøver ikke at være dum, fordi man er ung mor, siger hun skarpt. Ambitionerne fejler da heller ikke noget.
Hun knokler i skolen, og samtidig ønsker hun at genoptage den modelkarriere, som hun stoppede, da hun blev for stor til at være barnemodel. Hendes kropsmål passer i hvert fald til jobbet.
Camilla Sophia hører ikke til dem, som kæmper med slankekure, efter at hun har født. Faktisk har hun det modsatte problem, og lige nu prøver hun at tage nogle kilo på.
For tynd
- Jeg vil gerne være lidt mere fyldig. Især omkring brystet, armene og håndleddene. At være for tynd er lige så irriterende som at være for tyk.
Da jeg på et tidspunkt begyndte at træne, måtte jeg stoppe, fordi jeg blev for tynd, siger hun, og understreger, at hun ikke bare kaster slik og chips i munden for at tage på. Hun forsøger at gøre det på den sunde måde.
Camilla Sophia er i det hele taget meget målrettet. Også når det handler om hendes drømmekarriere. Hun har allerede besluttet, at hun vil være jordemor, selv om uddannelsen kræver et af de højeste gennemsnit.
- Da jeg fødte, havde jeg selv den mest fantastiske jordemor. Hun støttede mig og roste mig hele vejen igennem, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende. Fødslen var den største oplevelse i mit liv, og efter det besluttede jeg, at jeg selv ville være jordemor, siger Camilla Sophia taknemmeligt.
Hun er i det hele taget en ung kvinde, som aldrig glemmer de personer, der har støttet hende under og efter fødslen. Først og fremmest hendes mor.
- Før havde min mor og jeg en periode, hvor vi bare ikke kunne sammen. Jeg var en rebel, som stak af hjemmefra, og til sidst kom jeg på efterskole. Nu har vi det så godt. Det er, som om jeg virkelig forstår, hvad hun har været igennem med os børn.
Camilla Sophia har også to yngre søstre, der har en kæmpe plads i hendes hjerte - og på hendes arm.
- De betyder alt. De er der altid, når jeg har brug for hjælp, og jeg har aldrig hørt et ondt ord fra dem om, at jeg blev gravid. Det er også derfor, jeg har valgt at få deres navne tatoveret på min arm.