Kultur

Jette tabte sig 70 kilo trods madmisbrug

5. januar 2013 af Karin Heurlin, foto: Gregers Kirdorf
Jette har tabt sig 70 kilo. Hun har nemlig vundet kampen over sit madmisbrug. Hun skjulte sit misbrug og gemte søde sager i sin undertøjsskuffe

For fem år siden så vi Jette Damgaard kæmpe for at komme på benene efter en hård skilsmisse i TV2 serien Farvel min elskede. Hvad man ikke så, var hendes endnu hårdere kamp mod maden. En kamp, som har forfulgt hende, siden hun var barn og fandt trøst i kikspakken, når hun igen havde været skydeskive for klassekammeraternes mobning.

Var afhængig som en alkoholiker

- Jeg har været madnarkoman, siger Jette, som ikke er et øjeblik i tvivl om, at hendes afhængig af mad har været ligeså styrende som alkohol er for alkoholikeren.

LÆS OGSÅ: Jette kæmper med både kærlighed, job og helbred

- Maden var min ven. Hver gang jeg var trist, skulle jeg bare have noget i munden, så var det nærmest lige meget, om det var en pose mel, siger den ellers så livsglade vestjyde fra Tarm, som i forbindelse med skilsmissen valgte, at nu skulle hun styre maden. Ikke omvendt.

Tabte 70 kilo

Ved en næsten ufattelig styrke lykkedes det. Faktisk sejrede Jette så meget, at hun i dag er blevet 70 kilo mindre og ser ualmindelig godt ud i sin lårkorte nederdel. Hun er lykkelig og stolt over sin nye figur og vægt. Men det har også kostet.

Får ingen hjælp mod maden

- Som alkoholikere eller narkoman, kan du få hjælp, men det kan du ikke som madnarkoman. Du kan ikke få en pille og heller ikke skære maden helt fra i dit liv. Så dør du jo af sult. Derfor er det utrolig svært at komme ud af, siger Jette, som alligevel styrede uden om sine sædvanlige madorgier.

Skjulte sit misbrug

- Når jeg var sammen med andre mennesker, spiste jeg næsten ikke noget. Jeg kunne heller aldrig nogen sinde finde på at sætte mig på en bænk og spiste en is. Jeg spiste i smug, siger Jette, som igennem sit ægteskab gemte sine små godbidder rundt omkring i huset. Mellem undertøjet kunne der for eksempel ligge slikposer. Og det var altid det lydløse slik, som hun kunne gumle på uden at knase eller knitre med papir.

Skrev falske indkøbssedler

Også i forretningerne skjulte hun sit misbrug. Hun stod med lister i hånden og lod som om, hun købte slik og kager på bestilling fra andre. I virkeligheden var det hele selvfølgelig til hende selv, og det endte med at gøre hende svært overvægtig.

Har stadig lyst til at overspise

Overvægten er nu helt væk. Men lysten til at søge trøst i maden, har hun stadig.

- Når jeg bliver ked af det, har jeg stadig lyst til at gå hjem og rode mine køkkenskuffer igennem. Det er så let, men jeg er nødt til at overholde mine egne regler, for det tager så lang tid at komme tilbage.

LÆS OGSÅ: Sådan slap Sandra sit madmisbrug og tabte 80 kilo

Sponsoreret indhold