Jill fra ”Big Brother”: Livet var ikke værd at leve

25. november 2018 Af Nina Sommer. Foto: Søren Lamberth.

Hun blev landskendt, da hun i 2001 deltog i reality-programmet ”Big Brother”. Men bag den kække og smilende facade gemte der sig en pige, der kæmpede en hård kamp mod en opslidende angst og et ønske om at blive set.

Tonerne af ”The final countdown” med Europe brager ud af højttalerne, da Jill åbner den blå dør til det hus, hvor hun har tilbragt de sidste 104 dage med 24 timers overvågning. Hun er netop blevet kåret som vinder af ”Big Brother” og er blevet 500.000 kroner rigere.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Flere tusind mennesker er mødt op. De skriger hendes navn, da hun bevæger sig gennem menneskemængden, og da Annette Toftegaard, der er vært på finaleaftenen, løfter hendes arm i luften, eksploderer de mange mennesker i jubel.

Jill smiler det karakteristiske smil, som seerne er blevet vilde med. Heller ikke her kan nogen se den usikre og angstfyldte pige, der gemmer sig bag smilet.

– Jeg meldte mig til ”Big Brother”, fordi jeg hele mit liv havde haft svært ved at sætte grænser, og det ville det her program være en god mulighed for at teste af. Samtidig havde jeg et behov for at vise folk, der havde gjort mig ondt, at de ikke kunne få mig ned med nakken, og blive set. Når jeg tænker tilbage, var det en voldsom ting at byde mig selv, da jeg stadig havde efterdønninger af en depression, fortæller den nu 42-årige Jill Liv Nielsen fra sin lejlighed i Smørum, mens hun skruer tiden tilbage til de første barndomsår i Korsør, hvor hun boede sammen med sin mor og far.

Misbrug og skilsmisse

Flashback fra de tilgroede frugttræer og turene til købmanden kommer frem i erindringen. Farens mange livlige historier, der blev så levende fortalt, at de udfoldede sig som en film i hendes hoved.

– Jeg elskede at være sammen med min far, da jeg var helt lille. Dengang fik jeg altid tuttifrutti-frugtpastiller, når vi var ved købmanden, og han fik et par øl. Dengang tænkte jeg jo ikke over, hvad det betød, fortæller Jill, der som årene gik begyndte at lægge mærke til, at hendes far forandrede sig.

– Jeg kan huske, at jeg en aften sad og stak til noget aftensmad, jeg ikke kunne lide. Han kiggede på mig med nogle øjne, hvor der hverken var smil eller kærlighed. I stedet overvågede han mig, mens han sagde: ”Spis, tyg, synk. Spis, tyg, synk”, indtil jeg var færdig, fortæller Jill, der oplevede, hvordan stemningen i hjemmet var trykket, og da hendes forældre valgte at blive skilt, begyndte farens misbrug at eskalere.

Når Jill kom forbi farens lejlighed, blev hun ofte mødt af et tomt køleskab. Var han ikke hjemme, gik hun den sædvanlige rute ned til byens bodegaer, hvor hun tilbragte mange timer i en sky af cigaretrøg og den alt for velkendte lugt af alkohol.

Stiv af angst

Trygheden og de stabile rammer havde hun hos sin mor, indtil den dag, hun præsenterede sin nye kæreste for Jill.

Udadtil var han den varme og kærlige mand, der tog både Jill og hendes søster til sig. Men der gik ikke lang tid, før 10-årige Jill frygtede hans velkendte fodtrin, der hørtes stadig tydeligere, som de nærmede sig hendes værelse. Når hun mærkede hans hænder under dynen, vidste hun, at hun heller ikke denne gang ville slippe.

– Jeg lå altid stiv af angst, men alligevel prøvede jeg at lade, som om jeg sov. Det eneste, jeg ønskede, var, at han bare ville forsvinde igen, husker Jill, der begyndte at være udadreagerende i skolen.

Hun sagde lærerne imod, og hun lod alle vide, hvad hun mente, selv om hun ikke blev spurgt. Men bag den hårde facade gemte der sig en usikkerhed og en frygt, der var godt i gang med at æde hende op.

– Jeg håbede virkelig, at min mor ville finde ud af, hvad min stedfar gjorde, men jeg turde ikke sige det til hende. Jeg var bange for, at hun ikke ville tro på mig. Hun var jo så forelsket i ham, og jeg ville jo heller ikke gøre hende ked af det, fortæller Jill, der savnede et sted, hvor hun følte sig tryg.

Til sidst blev de mange nætter med stedfarens overgreb for meget, og da hun sagde til sin mor, at hun ville hjem til sin far og bo, håbede hun inderligt, at hun ville forbyde hende det.

– Da hun godtog det, var det som at blive stukket direkte i maven, og jeg følte mig virkelig svigtet. Jeg følte jo nok, at hun burde have set, hvad der foregik, siger Jill, der på tætteste hold oplevede, hvordan hendes fars misbrug blev så voldsomt, at hun flere gange var vidne til, hvordan han bankede hendes stedmor.

Var ved at opgive

Som teenageårene nærmede sig, lagde modløsheden sig som en dyne over hendes liv. Tankerne om at ende sit liv blev mere og mere nærværende, men alligevel var der noget, der holdt hende tilbage.

– Jeg trøstede mig med, at hvis det blev rigtig slemt, kunne jeg bare slutte mit liv, men jeg tænkte altid, at jeg lige ville give det en dag mere, husker Jill, der i de tidligere 20’ere ofte blev opfattet som den smilende og udadvendte pige, der altid var med på en fest.

Tøjet blev mere udfordrende, og alkohol blev en ventil, som hun ofte tyede til, når tankerne blev for voldsomme. Men når hverdagen igen var en realitet, kom angsten og tankerne tilbage med 100 kilometer i timen

– Jeg sad ofte og kiggede ud ad vinduet. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget. Det føltes som et fuldtidsarbejde at holde mig selv kørende uden at bryde fuldstændig sammen, fortæller Jill, der både før og efter, at hun blev danmarkskendt i ”Big Brother”, gik i intens terapi.

Fra at have svært ved at stå op om morgenen begyndte det langsomt at lysne.

Efter ”Big Brother” arbejdede hun i en periode med tv og radio, og de mange timers terapi gav hende mod til at uddanne sig til psykoterapeut.

Tæt med mor

I rækkehuset i Smørum har Jills mor, Bodil, stille lyttet til sin datters fortælling om den barndom, som har givet hende ar på sjælen.

– Jeg har haft rigtig dårlig samvittighed over, at Jill har haft det så skidt. Det berører mig stadig dybt, at jeg ikke så tegnene på, at hun blev misbrugt. Dengang nævnte min egen mor faktisk, at hun mente, at der var et problem med Jill og min kæreste, men jeg valgte at ignorere det dengang, og det har jeg det stadig dårligt over, fortæller Bodil Nielsen, der sammen med Jill har brugt mange timer på at få snakket ud om barndommens svigt, hvilket har betydet, at de i dag har et meget tæt forhold.

– Havde vi ikke gjort det, ville jeg nok stadig føle mig svigtet. Jeg havde behov for at fortælle, hvordan jeg havde det, og blive anerkendt for mine følelser, og det har min mor været rigtig god til. Hun har erkendt sine fejl, og når jeg tænker tilbage, er jeg også blevet bevidst om, hvor meget energi jeg brugte på at skjule, hvordan jeg egentlig havde det. Det er nok også det, jeg gerne vil fortælle med min historie. Hvis man formår at kigge indad og arbejde med sig selv, behøver ens barndom ikke definere ens voksenliv, fortæller Jill, der mistede sin far i 2012.

Hun har netop udgivet bogen ”LIV – en fortælling om at lære at leve”, der er en personlig fortælling om hendes liv, og hvordan hun har formået at tackle de indre dæmoner, som stadig viser deres ansigt en gang imellem.

De seneste 12 år har hun arbejdet som psykoterapeut. Hun er mor til datteren Mille på 7 år, og når hun kigger tilbage på det liv, der allerede er levet, føler hun, at hun har lært meget om sig selv og andre.

– Efter at have bearbejdet følelser som sorg, svigt og vrede har jeg kunnet mærke glæde igen. Det har frigivet så meget energi, og når jeg hjælper andre mennesker med de ar, de har på sjælen, så kan jeg relatere til det. Så jeg håber, at jeg kan give andre troen på, at selv om man ikke tror, at tingene kan blive bedre, så kan det. Det er jeg nemlig et ret godt bevis på.